Faraoen, som ikke ville slippe israelitterne fri

Moderne egyptologer og historikere kan finde på helt at benægte, at israelitterne var slaver i Egypten i 430 år, og at de forlod Egypten, som 2. Mosebog detaljeret fortæller om.

Der er desværre en udbredt uvilje imod at anerkende Bibelen som kilde i akademiske kredse, selv om det er den allerstørste skriftlige kilde, vi har til fortiden for 2-6.000 år siden. Men der er faktisk meget oplagte tegn i arkæologien på, at det faktisk skete.

Ikke bare myter

Ifølge Bibelen skete udvandringen fra Egypten i påsken år 1446 f. Kr. Når årstallet kendes så præcist, skyldes det, at 1. Kongebog kapitel 6 beskriver, at der gik 480 år fra israelitternes udvandring fra Egypten til Kong Salomon begyndte byggeriet af templet i Jerusalem. Salomon begyndte byggeriet i sit 4. regeringsår – dvs. 966 f.Kr. Vi ved ovenikøbet, at israelitterne udvandrede på påskedag.

For siden dengang har jøderne hvert år fejret påsken efter påbud fra Moses. Påske betyder ”Forbigang”. Ifølge 2. Mosebog var det nemlig her, at ”dødsenglen” – som den 10. plage – hærgede Egypten og slog alle førstefødte ihjel. Kun israelitternes førstefødte overlevede, fordi de efter ordre fra Moses smurte blod fra et slagtet lam på dørstolperne. Efter at også Farao havde mistet sin førstefødte søn, slap han israelitterne fri. Såvidt Bibelen.

Var det bare opfundne myter, som ateister og liberale teologer påstår? Kan vi finde spor efter denne store begivenhed i arkæologien? Hvem var den farao, som regerede i 1446 f.Kr.? Egyptens årstal er ikke så sikre som jødernes. Egyptologer er stadig uenige om, hvornår kongerne regerede. Nogle konger regerede samtidigt i Øvre (syd) og Nedre (nord) Egypten, mens man tidligere troede, at de regerede i forlængelse af hinanden. Derfor bruges en ”høj kronologi” med et langt åremål og en ”lav kronologi” med kortere åremål.

Men uanset hvilken man vælger, så var det Egyptens 18. dynasti, der regerede, mens de dramatiske begivenheder skete. Det 17. dynasti ligger for tidligt og det 19. alt for sent.

Moses og Amenhotep var begge prinser

Moses voksede ifølge Bibelen op ved det egyptiske hof. Det 18. dynasti betragtes som starten på Det Nye Rige, en periode med stor ekspansion. Kongebyen var i Theben ved Luxor – nær Kongernes Dal. Men den administrative hovedby var fortsat den gamle hovedstad Memphis, som ligger på vestbredden af Nilen, ca. 20 km syd for det nuværende Kairo. Det var formentlig også her, at Faroas datter i sin tid badede og opdagede Moses som spædbarn i en sivkurv på vandet. (2. Mos. 2)

Da israelitterne boede i landområdet Goshen i det nordlige Egypten, og Moses med jævne mellemrum fik audiens hos Farao forud for hver plage, er det mest sandsynlige, at Farao Amenhotep II på det tidspunkt opholdt sig i Memphis. Det var altså fra Memphis, at Moses måtte flygte, da han slog en egyptisk slavepisker ihjel. Moses tilbragte herefter de næste 40 år i Midjans land, langt fra det egyptiske hofs luksus, i ørkenen på den østlige side af Det Røde Hav i Saudi Arabien. I løbet af denne lange periode døde den gamle Farao.

Farao Thutmosis III var den eneste Farao, som regerede mere end 40 år. Thutmosis regerede i 54 år fra ca. 1490-1436 f. Kr. Egyptens årstal er som nævnt usikre, men selv om man tilføjer eller trækker 50 år fra, kan det altså kun være Thutmosis III, der regerede før, og mens Moses var hele 40 år i Midjan. Det er meget sjældent, man kan tidsfæste bibelske begivenheder så tæt på de arkæologiske årstal.

Da Farao Thutmosis III døde, blev han ifølge den egyptiske kronologi efterfulgt af sin førstefødte søn Amenhoteph II, som herefter regerede i 27 år. Amenhotep må altså have været den nye Farao, som Moses henvendte sig til, efter at Thutmosis var død. Formentlig voksede Moses op sammen med Amenhotep II ved hoffet i Egypten. Men hvis Moses håbede, at hans gamle kammerat ville være forstående overfor at lade slaverne rejse, så tog han helt fejl.

Besøg i Kongernes Dal

For nogen tid siden besøgte jeg Kongernes Dal i nærheden af Luxor i det sydlige Egypten. Næsten alle Egyptens konger fra det 18., 19. og 20. dynasti blev begravet her. Over 25 egyptiske faraoer ligger her som mumier, og desuden lige så mange andre personer, hvis identitet man endnu ikke har helt styr på. Kongernes Dal ligger langt ude på landet mellem bjergene, og dalen blev bevogtet – indtil Egyptens faraoer var en saga blot.

Herefter lykkedes det gravrøvere at vandalisere gravene, for da området endelig blev arkæologisk udforsket i 1800- og 1900-tallet, havde gravrøverne fjernet mange kostbarheder. Men her er stadig pragtfulde mosaikker, som man kan se, når man går ned gennem de smalle gange til de mumificerede faraoers grave – dybt inde under klipperne.

Amenhotep II’s og hans førstefødte søns grav

En af gravene har betegnelsen: ”KV35 Amenhotep II”. Denne grav blev opdaget af den store franske arkæolog Victor Loret i 1898. Loret har beskrevet sit arbejde i en videnskabelig artikel ”Le Tombeau de Aménophis II et le cachette royale de Biban-El-Molouk”. Dvs. Amenhotep II’s grav og Kongernes Portes skatkiste (Det arabiske navn for Kongernes Dal). Når man vandrer rundt i det store område, oplever man netop gravene som små porte ind i klipperne. Og ind i historiens skatkiste.

Dybt inde under klipperne afslørede Victor Loret mumierne efter Amenhotep II og hans søn. Mumien af Amenhotep II var forholdsvis nem at identificere, idet hans navn var skrevet på mumien og på en gravstatue. Men drengen ved Amenhoteps side var kun ca.12-15 år. Han havde en hårpisk i højre side af sit kronragede hoved. Han var altså prins. Det viser relieffer fra den tid. Og sønnens navn identificerede Victor Loret ved at sammenligne syv kanopikrukker, hvor i man opbevarede mumiernes indvolde (lever, lunger, mave og tarme).

En af kanopierne havde navnet Webensenu. I den klassiske beskrivelse af de egyptiske kongefamilier angives Webensenu da også som søn af Amenhotep II, og det noteres, at han er begravet sammen med faderen i dennes gravkammer i Kongernes Dal. Desuden findes der en inskription i Karnak-templet om, at Webensenu var søn af Amenhotep den II. Så var det på plads.

Bylder på kroppen

Men Victor Loret bemærkede noget særligt ved Amenhotep II’s mumie. Han beskriver i sin videnskabelige artikel nogle ”fragments canopes” på kroppen. Små runde buler, som han mente kunne være opstået ved balsameringen. Men hvis man sammenligner med andre mumier, er der ingen andre, der har disse bylde-lignende buler på kroppen. Amenhoteps mumie blev senere udforsket af den britiske arkæolog Grafton Elliot Smith. Han bemærkede også, at hele kroppen var dækket af ”tubercles”. Ingen andre mumier i Kongernes Dal har disse buler/bylder. Men Bibelen har en forklaring:

I 2. Mosebog 9, 8-10 omtales den 6. af de 10 plager som bylder: ”Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.” Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder.”

Bylderne på Amenhotep II’s krop kunne altså stamme fra den 6. plage. Og det taler for, at det var ham, der var Farao, da Moses sendte de ti plager over Egypten: vand til blod, frøer i massevis, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og til sidst død.

De førstefødte døde

Når Webensenu blev fundet i sin fars gravkammer, selv om han kun var en dreng på kun 12-15 år, så måtte han være død før sin far. Han kunne altså ikke efterfølge Amenhotep II som Farao, selv om han var den førstefødte. Ifølge kronologien blev en anden søn, Thutmosis IV, i stedet den næste farao. I 2. Mosebog berettes om, hvordan Amenhotep II blev mere og mere forhærdet og ikke ville lade israelitterne rejse. Først, da alle førstefødte i Egypten blev dræbt, også hans egen søn (Webensenu), overgav han sig.

Den nat tilkaldte han Moses og Aron og bad dem om at forsvinde sammen med israelitterne, ca. 600.000 mænd, foruden kvinder og børn, fortæller 2. Mos. 12, 33-42.

Opgør ved Det Røde Hav

Men efter at israelitterne var rejst ud af Egypten i påsken 1446 f.Kr., fortrød Farao (Amenhotep II) og sendte tre dage senere et elitekorps med 600 stridsvogne efter dem foruden den øvrige hær, som fulgte efter. Bibelen fortæller, at Gud redede israelitterne ved en stærk østenstorm, så israelitterne kunne gå gennem Det Røde Hav. Og da egypterne fulgte efter, skyllede vandet igen sammen, og hele Faraos hær druknede, fortæller 2. Mosebog 14.

Nu har jeg for nylig også besøgt stedet ved Det Røde Hav i Saudi Arabien, hvor israelitterne efter al sandsynlighed gik over. Og der er 15,6 km fra bred til bred. Dvs. at i hvert fald hele elitestyrken på 600 mand med stridsvogne har kunnet nå at komme ud på strækningen og måske også den almindelige hær, som fulgte efter. 2. Mosebog 14, 30 fortæller: ”Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden.”

Om Farao Amenhotep II selv omkom ved den lejlighed, eller om han måske stod på den egyptiske side og befalede over sin hær, ved vi ikke. Normalt går konger ikke i spidsen for hæren, da det er for farligt. Men selv om han gjorde – og druknede – så har man helt sikkert søgt efter kongens lig blandt de druknede egyptere, der skyllede op på stranden. Og liget er blevet bragt tilbage og har fået en kongelig begravelse i Kongernes Dal.

Efter Amenhotep II blev Webensenus lillebror, Thutmosis IV, den næste Farao, men regerede kun i 7-10 år. Mens de forrige konger bekrigede nabolandene, sluttede han bl.a. fred med Mittani-riget (i det nordlige Syrien og Irak). Måske fordi Egypten befandt sig i en nedgangstid efter israelitternes udvandring. Victor Loret fandt for øvrigt et rum med ni kister med mumier. En af dem var denne Thutmosis IV. En medicinsk undersøgelse af hans kranie, som senere blev foretaget, tyder på, at han døde af en form for epilepsi, som nogle kobler sammen med de religiøse visioner og seancer, han berettede om.

Vigtigt at fastholde de bibelske beretninger

På internettet kan man finde mange useriøse påstande imod Bibelens beretninger. Og desværre bliver Bibelens detaljerede og troværdige beretninger ignoreret af de fleste egyptologer. Men vi har altså klare indicier på, at Thutmosis III var den Farao, som regerede i 54 år, da Moses måtte flygte fra det egyptiske hof. Herefter var Farao Amenhotep II ved magten, da Moses vendte tilbage efter 40 år i Midjans land.

Og det var ham, der var Moses’ modpart under de ti plager. Ved den sidste plage – døden – blev kronprinsen Webensenu dræbt. Og Egypten blev aldrig det samme igen. Bibelen er også historisk troværdig. Og det er vigtigt at påvise dette, så troen ikke undermineres af falske påstande. Derfor er vi nogle, som forsøger at afdække sandheden. Du kan støtte Bibelsk Arkæologi og Research gennem Missionsfonden.dk. Bankkonto 9570-06139450 eller MobilePay 81558. Husk at skrive: Projekt 6133 for Bibelsk Arkæologi og Research.