Et livsforvandlende møde med forfulgte kristne

I slutningen af april i år rejste et meget lille selskab – tre mand høj (rettelig to mænd og en kvinde) til Indien. Angiveligt som turister, men reelt med det formål at møde kristne brødre og søstre, som lever med forfølgelse på grund af deres tro.

De tre skulle snart sande, at de indiske immigrationsmyndigheder ikke er så lette af narre. En kort mellemlanding i New Delhi endte med et meget nærgående forhør, ransagning af rejselederens telefon og en udtalt skepsis overfor rejsens reelle formål. Og havde det ikke været for massiv forbøn lige netop i disse minutter, kunne det være endt som den korteste missionsrejse i historien, men pludselig fik selskabet, uden nogen forklaring, alligevel lov til at rejse ind i landet.

Jeg havde fornøjelsen af at være en del af dette selskab. Fornøjelse er måske et lidt underligt ord at bruge, når man tænker på, at vi rejste langt, kørte i mange timer, havde det meget varmt og af og til havde maver, der lavede ballade – men det livsforvandlende møde, som jeg har valgt at kalde denne artikel, gjorde det til en helt igennem fantastisk rejse.

Åndeligt slægtskab

Når jeg ser tilbage, er det med stor taknemmelighed over den åbenhed og trofasthed, som vi oplevede i mødet med vore forfulgte kristne brødre og søstre. At mærke et åndeligt slægtskab til kristne brødre og søstre, som lever under meget vanskelige vilkår, er, i mangel af bedre ord, fascinerende. Det var mennesker, som i kulør, påklædning, sprog, kultur osv. var vidt forskellige fra rejseselskabet, men hver gang, vi bad for og med en forfulgt kristen, var atmosfæren mættet af en følelse af forbundethed.

Hvordan forklarer man, hvad der er på spil, når en kvinde kaster sig om halsen på en fremmed i hulkende taknemmelighed over, at denne har rejst langt for at høre netop hendes historie. Og hvad siger man, når man erfarer, at netop det ord fra skriften, som man følte sig tilskyndet til at læse for en mand, som var kommet til tro på Kristus efter at være vokset op i en muslimsk familie, hvor faderen var imam, var det selvsamme skriftsted, som gjorde, at han gav sit liv til Jesus.

Disse møder oplevedes som taget direkte ud af Efeserbrevets kapitel 2 ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Det, som vi under ingen omstændigheder kan regne ud, planlægge eller på anden vis kontrollere… det er i Guds mægtige hænder, og han, som er ubegrænset af tid og sted, lod os få lov til at gå i det, som han allerede havde forberedt.

I OpenDoors kalder vi det ”presence ministry”, og det dækker over en erfaring, der går helt tilbage til stifteren, broder Andreas, der i 1955 rejste ind bag Jerntæppet for at opsøge kristne, som også dengang levede under undertrykkelse og forfølgelse. På spørgsmålet om, hvordan han kunne hjælpe de kristne, som var isoleret fra resten af verden i et kommunistisk jerngreb, svarede østeuropæerne, det har du allerede gjort, for ved at være her, ved din blotte tilstedeværelse, bekræfter du, at Gud ikke har glemt os, og at vi har kristne brødre og søstre, der tænker og beder for os.

Hinduer bliver helbredt og omvender sig til Kristus

71 år senere er der stadig mange, ja endnu flere, der isoleres, udstødes og forfølges, på grund af at de har mødt den levende Guds søn. Det er det mest livsforvandlende møde, et menneske kan opleve. Der er mange historier at fortælle fra Indien. Historier, som ofte er stærke, rørende og udfordrende på samme tid. Flere af dem begynder med hinduer, som er syge, ramt af nød og elendighed og ingen hjælp finder, før de vender sig til Kristus.

Det livsforvandlende i vore møder med
forfulgte kristne er deres vidnesbyrd om
den forvandling, som Jesus skaber, når
vi lukker ham ind i vores liv. Og det
bliver særligt levende for os, når
bagtæppet er forfølgelse.

Mirakuløse helbredelser er langt fra ualmindelige. Det samme gælder omvendelser, som følger efter disse. Men i et samfund, der betragter alle andre religioner som fjendtlige (fremmede magters indblanding), der med alle midler skal bekæmpes, er der ikke plads til kristne.

Social udstødelse

Det betyder den voldsomste sociale udstødelse, man kan forestille sig, ofte med den nærmeste familie som de største modstandere. Udstødelsen er total, idet de udelukkes fra alt lige fra hjemmet til arbejdet til samhandel. Dermed er de presset fra alle kanter økonomisk, relationelt og i forhold til et retsvæsen, som holder med ekstremisterne, der kan overfalde, anklage og diskriminere imod de nye kristne uden at bekymre sig om konsekvenserne.

Myndighederne vender det blinde øje til, og i visse tilfælde er de direkte involverede i forfølgelsen. Et højaktuelt eksempel er, at myndighederne i delstaten Chhattisgarh, mens vi var der, skrev et påbud om at re-konvertere inden den 30. april i år. Ulydighed mod dette dekret vil blive sanktioneret med signifikante konsekvenser stod der i denne avisartikel.

Jesus vil jeg ikke opgive

Midt i, hvad der forekommer håbløst, har vi igen og igen set lyset i øjnene på mennesker, som siger: de kan gå efter mig, banke mig og udelukke mig fra alt, ja, de kan slå mig ihjel, men Jesus Kristus kommer jeg ikke til at opgive. Således faldt ordene fx fra en ung kvinde, som efter at være blevet helbredt fra en tilstand, der havde bundet hende til sygesengen i 8 måneder, besluttede sig for at følge Jesus, uanset prisen.

Og prisen havde hun allerede fået lov til at betale. Hun var blevet tæsket af sin egen familie, og efter en årelang periode med pres for ”at vende hjem”, som de kalder den re-konvertering, som kristne presses til, blev hun til sidst i 2025 smidt ud af sit hus og stod der uden hverken hjem, arbejde, familie eller noget andet end den dyrebare frelser, som hun havde overgivet sit liv til. Som organisation har OD hjulpet med husleje, så udstødte ikke skal ende på gaden, mikrolån som har sat en familie i stand til at forsørge sig selv igennem en lille butik eller bod, sy-skoler, der har hjulpet unge kvinder, der presses til at gifte sig med hinduistiske mænd, til at kunne klare sig uden familien, som slår hånden af dem.

”de kan gå efter mig, banke mig
og udelukke mig fra alt, ja, de
kan slå mig ihjel, men Jesus
Kristus kommer jeg ikke til at opgive.”

Projekter og penge er en lille pris for os i den velstillede del af verden i sammenligning med det, som det koster at holde fast ved Jesus, selv om man mister hele sit livsgrundlag og udstødes af alle relationer. Med den livsforvandling, vi har været vidner til i mødet med forfulgte indere, bliver man stolt og ydmyg på samme tid, fordi Gud har velsignet vores lille bidrag. ’Umulig tro’ er i år overskriften for verdensranglisten over verdens mest forfulgte kristne, men underoverskriften siger: “men for Gud er alting muligt”, og det må vi i sandhed sige, at vi har været vidne til.

Højdepunktet i Himalaya

Efter nogle dage i Ranchi i det midt-østlig Indien, gik rejsen til Seliguri i det allerøstligste Indien med få kilometer til hhv. Bangladesh, Nepal og Bhutan. Himalayas bjergkæde deles af landene i dette område, og skønt vi nærmest bare nåede bjergenes fod med sølle 3.000 meters højde, fik vi alligevel lov til at køre med Indiens højest beliggende togbane. Højdepunktet på vores besøg i Himalaya var dog ikke bjergtoppen, men et besøg hos en familie med to præster.

De boede meget afsides i bjergene og var utrolig taknemmelige for vores besøg. Selv nød vi både deres stærke fortællinger og en overvældende gavmildhed og gæstfrihed. Det er et område præget af ringe kår, forfølgelse og samtidig en klippefast tro, som gør et meget stærkt indtryk på os. I dette område er presset også i form af et moralsk forfald, hvor utroskab og anden form for seksuel umoral sætter dagsordenen, hvis ikke de kristne er lys og salt i de små landsbyer, hvor fattigdom og nød er drivere til alkoholisme, voldsramte ægteskaber og en tilstand, der minder om Sodoma og Gomorra.

Det var også her, vi mødte et ungt par, som var helt nye i troen, men kærligheden til Gud, hinanden og de medmennesker, som var omkring dem, emmede ud af deres tale og udstråling – de havde mødt Guds kærlighed og dette møde forvandlede deres liv! Blandt de sidste møder var besøget hos en familie, som OD havde hjulpet med anskaffelsen af et vandrensningsanlæg. Hvilket han havde bygget op til en virksomhed med en håndfuld ansatte og en produktion af ca. 20.000 liter rent drikkevand om dagen.

Han fortalte om den forfølgelse, han lever med i hverdagen, hvor han bor. Naboerne råber ad ham og hans familie. Hans søster bliver udsat for sex-chikane. Faren har et neurologisk traume, efter at en gruppe hinduer omringede deres hus en nat og ramte ham med en sten i ansigtet. På trods af disse omstændigheder vælger familien at blive boende og fortsætte med at vidne om Gud. Mens vi sad der betagede af deres vidnesbyrd, oplevede jeg endnu engang en tilskyndelse til at dele et ord fra Bibelen med dem.

Det var beretningen fra Johannesevangeliet om kvinden, der møder Jesus ved brønden, hvor Jesus siger om sig selv til hende, at han er det levende vand; “Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.” Det var et skønt møde, hvor vi sang lovsang og bad sammen. Da vi tog afsked uden for rensningsanlægget, fik vi øje på et skilt med anlæggets firmanavn: ’Living water’, og så er det, man bliver mindet om, at Helligånden i sandhed er talsmanden.

Det livsforvandlende i vore møder med forfulgte kristne er deres vidnesbyrd om den forvandling, som Jesus skaber, når vi lukker ham ind i vores liv. Og det bliver særligt levende for os, når bagtæppet er forfølgelse. Når Jesus ikke blot er en trend i tiden, men den perle i livet, som er værd at ofre alt andet for at få del i. Jeg har personligt set det i Egypten, Nicaragua, Mexico, Vietnam og nu også Indien, og selv om historierne er forskellige, er møderne med kristne brødre og søstre uudslettelige vidnesbyrd om Guds trofasthed, og det gør det til livsforvandlende møder.