Mindreværd – ’at lade vandkrukken stå’

Mange, også kristne, kæmper med mindreværd. I mødet med os selv og andre mennesker, kan begrebet mindreværd dukke op. Vi spejler os i kvinden ved Sykars brønd, for Jesus måtte lægge vejen forbi Jakobs brønd, for her fandt det enestående møde beskrevet i Joh. 4 sted. Hun blev mødt, før hun havde styr på sin ’kirkegang i templet’ og teologien. Vi kan spejle os i, at det slidsomme og rutineprægede ofte åbner op for Guds overraskelser.

Afsted gik hun, intetanende om de enorme teologiske perspektiver og velsignelser, der forud ventede i det historiske møde med Messias. Kvinden viser os, at livet er langt mere end en svær fortid, skam, skyld, tab og mindreværd. At komme videre og ’lade krukken stå’ behøver vi oftest hjælp til i en samtale med Gud og hinanden i kirken eller udenfor kirken.

Mindreværd indskrænker livet

Normalt gik kvinder sammen med andre kvinder på vej til byens brønd, men denne kvinde havde valgt det varmeste tidspunkt på dagen formentlig for at undgå andres blikke og kommentarer. Det er klassisk for mindreværd, at eksponering af skam undgås, hvorfor tilværelsen indskrænkes og let bliver præget af ensomhed. Vi kan trække os fra fællesskabet, særligt når vi ikke synes, at vi er den bedste udgave af os selv.

Livets tallerken bliver lille, og risikoen for udvikling af mindreværd forstørres i ensomhed. Rejsen var ikke kun geografisk fra Judæa til Galilæa, men havde også mange historiske, religiøse og følelsesmæssige perspektiver.

Vi må forstyrres tilpas

I min uddannelse i Åben Dialog i psykiatrien lærte jeg begrebet: Tilpas forstyrret. Vi kan forstyrre hinanden for meget, men vi kan også forstyrre hinanden for lidt. Det er en livskunst at ’forstyrre tilpas’. De indledende sætninger og øjenkontakt er afgørende i ethvert møde mellem to mennesker. Jesus brød isolationen ved uventet at tale til hende med ordene: ”Giv mig noget at drikke.” (Joh.4,8)

Det var tilpas forstyrrende, for det var indlysende, at Jesus svedte, var træt og tørstig, men hvad er en brønd uden en spand. Spørgsmålet var nærværende, og kvinden havde den spand, som Jesus netop manglede.

Timing er afgørende

Som forstanderpar på Mariager Efterskole i ti år lærte vi hurtigt, at der findes guldtidspunkter for samtaler. Teenagere åbner sig op og fortæller om det svære, – oftest ved sengetid. Jesus udnyttede den mulighed, at disciplene var gået ind i byen efter brød. En faktisk morsom beretning midt i al det alvorlige, for de fremstod lidt åndsfraværende og muligvis med lettere hedeslag, mens de støvede rundt efter brød. Også her var timingen vigtig, for da kvinden var gået, løftede Jesus disciplene op fra brød i byen til livets mening – ”Min mad er at gøre hans vilje” (Joh.4,34)

Mindreværd stikker dybt og er ikke kun personligt

Kvindens mindreværd stak dybt, for svaret til Jesus lød: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – jøder vil nemlig ikke have noget med samaritanere at gøre. (Joh.4,9) Vi spejler os her i følelsen af at være uønsket og adskilt fra sit oprindelige folk – jøderne. Kvinden kendte sin historie og var en del af sin historie. Da Assyrerne erobrede Nordriget Israel omkring 722. f.Kr., blev en del af befolkningen deporteret, og andre folk flyttede ind i Samariaområdet.

Derved blev både befolkningens etnicitet og den religiøse praksis blandet; alt det var uønsket af jøderne. Kvindens mindreværd var derfor ikke kun personlig, hun bar en kollektiv kultur, som mange jøder så ned på. Følelsen af at være forkert, uren og en andenrangs borger var dybt identitetsbærende.

’Forstyrrelsen’ rummer dybere lag

I øjenhøjde talte Jesus dyb teologi med hende. Samtalen foregik på to niveauer. Hun var praktisk optaget af, at han ikke havde nogen spand, og brønden var dyb. Hun hørte ordene om Guds gave og levende vand, men konkluderede spørgende, at han vel ikke var større end fader Jakob. Jesus fortsatte: ’Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.’ (Joh.4,14-15)

Hun tænkte, at det ville lette hendes dagligdag: ’Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.’ (Joh.4,15). Jesus talte om en helt ny daglig livsstil boltrende sig i Helligåndens levende vand.

Flugt er ikke vejen frem

Herefter valgte Jesus et nyt tema: ’Gå hen og kald på din mand, og kom herud!’ (Joh.4,16) Hun flygtede ikke fra den svære samtale om hendes forhold til seks mænd, hun talte ikke om svigt, skyld og skam, hun ikke blot accepterede afsløringen, men svarede spontant: ’Herre, jeg ser, at du er en profet.’ (Joh.4,19) Ja, hun havde ikke en mand, som hun kunne ønske sig, en, der oprigtigt ville elske og anerkende hende og indgå ægteskab, blive hendes beskytter og forsørger, give hende værdighed og plads i et for kvinder sårbart patriarkalsk samfund.

Nogle vil måske antage, at hun var prostitueret, hvilket dog ikke er sandsynligt. Hun kunne være blevet misbrugt, forladt, skilt eller oplevet at blive enke flere gange. Hun havde forsøgt fem tilhørsforhold, men oplevet fem tab og brud. Hvorvidt hendes egne valg havde bidraget til bruddene, er usikkert. Jesu nærvær og øjenkontakt løftede hende op. Samtalen kom til at handle om tilbedelse af Gud.

Vi kan spejle os i, at overdreven indadvendt dyrkelse af dybe svære følelser og sår kan hæmme livet. Vi har smerter, men er ikke vores smerte, og heldigvis opstår nye livskapitler, når vi tilbeder Gud. Igen viste hun sin forståelse for historien. Hendes fædre havde tilbedt Gud på dette bjerg, men hun var helt klar over, at jøderne sagde, at tilbedelse skal foregå i Jerusalem. Hun bar ikke kun en religiøs konflikt, men var nu opsøgende i, hvordan hun selv skulle gøre.

Hvor hørte hun til? Hvor kunne hun møde Gud? Jesu åbenbarede nu den meget store sandhed, at de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Når vi rammes af mindreværd eller bedreværd, vil Kristus i tilbedelsen elske os ind i et Guds-værd, et værd, der ikke bygger på det menneskelige, men på ham. Under bøn og studie fik jeg et nyt ord – Gudsværd! Det findes ikke i retskrivningsordbogen. Favnet i Gudsværd rummes et sundt selvværd.

Kvinden længtes efter et sundt selvværd, lægedom, værdighed, tilhørsforhold, mening og liv. Jesus forklarede hende, at det afgørende ikke handlede om geografi, historie og fortidens traumer, men om at tilbede Gud i ånd og sandhed. Her vil den dybeste tørst slukkes af det levende vand.

Mindreværdets grundtone

Mindreværdets stemme har formentlig været en grundtone i hendes liv med mange spørgsmål. Hvilke indre livsoverskrifter kunne kvinden kæmpe med:
1. Jeg er mislykket i mine relationer
2. Jeg er uønsket.
3. Jeg er udenfor.
4. Jeg er forkert.
5. Jeg er bare en samaritaner og dermed ikke en rigtig jøde
6. Jeg tilbeder Gud det forkerte sted
7. Hvorfor går det skævt i mit liv?
8. Jeg er for ødelagt i mit indre
9. Jeg er ikke værd at elske
10. Hvad er der galt med mig?

Men Jesus så og hørte HELE hende, og langsomt modtog hun lægedom og kom ud af mindreværd og forkastelse. Hun var mere end sin kulturelle arv, vanskelige personlige historie og usikre fremtid.

Den smukkeste sætning og det nye kald

På smukkeste, bevægende og gribende vis midt i disciplenes snak om brød: ’Kvinden lod så sin vandkrukke stå’ (Joh.4,28) og gik ind til byen og sagde til folk: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?”(Joh.4,29-30) Med sit vidnesbyrd om Kristus satte hun en hel by i bevægelse. Hun trodsede sin indre frygt, fortid og byens måske bebrejdende blikke. De små engagerede skridt i den nye og rigtige retning kan være livsafgørende og epokedannende også for os.

Afslutning:

En samtale med Gud og mennesker er forløsende. Vi kan alle have en ’vandkrukke’ fyldt med sår, dårlige indre livsoverskrifter og mindreværd; den må vi forlade, for at komme ind i det nye, Gud har til os i dag. For Gud har altid herlige ting i sin højre hånd. At forlade det gamle giver plads for det nye, og her er samtalen, tilbedelse af Gud, små engagerede handlinger og tro mod vores kald og værdier helt essentielt. At samtale – kan vi alle øve os i også gennem hyrdeuddannelsen Emmaus – se www.relationerfoerst.dk, for den giver netop træning og redskaber i kunsten at møde mennesker.