”Gud har forvandlet mit liv til velsignelse”

”Uden Gud havde jeg slet ikke været her,” starter hun med at sige, da hun går i gang med at fortælle sin historie.

Lærke voksede op i et kristent hjem med far, mor og to mindre søskende. Familien var en del af Apostolsk Kirke, og Lærke og hendes søskende kom i børnekirken. Forældrene havde en drøm om at blive missionærer, så da hun var ni år, tog hele familien afsted.

”Vi tog til Zambia, til Kaniki Bible College, hvor vi boede i en lille form for landsby,” fortæller Lærke. ”For mig var det paradis. Jeg elskede at rende rundt på bare tæer, og jeg gik i skole, hvor vi bar skoleuniform, og alle var ens. Men min mor og særligt min bror blev gentagne gange hårdt ramt af malaria, og derfor var vi nødsaget til at rejse hjem efter blot to år.
Da jeg kom hjem, var jeg meget bevidst om det store privilegie at have både koldt og rent drikkevand lige ved hånden. Det vil jeg aldrig tage for givet efter at have boet i Afrika.”

Svært at komme hjem

Det var hårdt at komme hjem, for alt var anderledes, og Lærke følte sig også selv anderledes. ”Jeg fik briller og blev mobbet rigtig meget og blev kaldt abe og brilleabe, fordi jeg kom fra Afrika. Størst indtryk gjorde det, at jeg blev mobbet med at have det ”forkerte” tøj på,” mindes Lærke. ”Jeg kom jo fra et sted, hvor jeg var meget privilegeret over, at jeg overhovedet havde tøj. Da jeg boede i Afrika, var jeg meget frimodig. Da jeg kom til Danmark, oplevede jeg, at jeg var forkert, som jeg var, og at jeg ikke kunne finde ud af det i skolen.”

Lærke havde så svært ved at finde sig selv i den danske kultur, at hun måtte gå til børnepsykolog. ”Jeg var meget ked af det,” siger hun. ”Hver gang jeg så en afrikaner, havde jeg bare lyst til at gå hen og omfavne dem. Afrikanere gav mig en lille følelse af hjem. Der gik rigtig mange år, før jeg begyndte at trives i Danmark, og da vi flyttede meget, knyttede jeg mig sjældent til andre end min familie.”

Lærke voksede op med at tjene Gud og valgte at blive døbt som 15-årig. Hun var med i lovsangen i kirken, og musikken var et holdepunkt for hende, der altid har skrevet sange, og klaveret var en stor hjælp.

Ensomhed førte til fald

Lærke flyttede hjemmefra, da hun var 19 år og afsluttede HF i Herning. Herefter arbejdede hun på KFUM’s Soldaterhjem i Karup, hvor hun fik en kæreste, som kom fra Odense. Senere flyttede hun til Odense, hvor hendes kæreste også boede. ”Vores forhold gik ret hurtigt i stykker, og så var jeg helt alene i en fremmed by,” fortæller Lærke. ”Jeg tjente i kirken, men var ikke særlig tæt på nogen.”

Efter bruddet med kæresten fulgte mange måneders dyb ensomhed. Derefter tog Lærkes liv en drejning, som hun aldrig havde forestillet sig, og det begyndte at gå rigtig meget ned ad bakke.

”Efter et års tid blev jeg helt desperat efter at være sammen med andre mennesker, og derfor begyndte jeg at gå i byen med mine kollegaer. Det var egentlig slet ikke, fordi jeg havde lyst til at gå i byen, men jeg var bare desperat efter fællesskab. Jeg havde en ide om, at dem i byen også havde brug for at høre om Gud. Men jeg fandt ud af, at det er nemmere at trække folk ned af stolen end op på den, og at man er meget sårbar alene. Jeg var meget godtroende og naiv dengang. Jeg var vant til, at når folk sagde noget, så var det sandt, og at folk ville en det bedste. Der skete en masse skidt, og jeg tabte fuldstændig mig selv på gulvet.”

Voldsomt knæk

I denne periode bliver Lærke udsat for en voldtægt, og det vælter hende fuldstændig.

“I en hel uge efter kunne jeg ikke cykle pga. smerterne. Jeg gik i et helt årti og troede, at det var min egen skyld. Den aften fik store konsekvenser og medførte, at det senere slog klik for mig, og jeg forsøgte at tage mit eget liv. Jeg kunne ikke længere være i det alt sammen. Jeg var helt ødelagt og blev totalt desperat efter at få fred for alt den larm og kaos oppe i mit hoved – jeg kunne ikke mere. Indtil da havde jeg altid set det som forkert at begå selvmord – og det mener jeg selvfølgelig stadig, at det er. Men den dag i dag forstår jeg dem, der gør det, og jeg tror på, at Guds nåde er større. Han ser hjertet og smerten. Ingen gør det medmindre, de er totalt desperate og ødelagt. Jeg har en anden ydmyghed omkring det emne den dag i dag. Alle kan knække, når man presses hårdt og længe nok, og omstændigheder kan skubbe os ud over kanten. Det er så vigtigt at snakke med nogen, hvis man har de her tanker, så man kan få dem ud af sit hoved og få hjælp,” siger Lærke.

Det ligger Lærke meget på hjerte, at folk bliver bedre til at forstå, hvor langt ude man er, når man vælger den absolut sidste udvej, som selvmord er. ”Ingen gør det med mindre, det er absolut sidste udvej, og enormt meget er ofte gået forud. Mange siger: “Tænk på din familie.” Jeg kan fortælle, at der ikke er noget, man hellere vil end at være der for dem. Men hvis man ikke kan være inde i sig selv på grund af ting, der er gjort imod én, eller ting, man selv har gjort, så er man ikke i stand til det,” siger hun.

Råbte til Gud

Lærkes præst fandt hende i lejligheden, den aften hun forsøgte at tage sit liv. Ved første øjekast virkede hun bare fuld og ked af det, men lige pludselig var hun væk, og han måtte køre hende på sygehuset i en fart. Efter et døgn med overvågning på sygehuset blev hun frivilligt indlagt på den lukkede afdeling på psykiatrisk sygehus. Det var ikke, fordi hun var psykisk syg, men fordi hun var bange for at være alene med sig selv efter selvmordsforsøget.

”Netop dette mørke kapitel af mit liv har jeg skrevet en sang om. Den hedder ’Painkiller’. Jeg tror kun, det er et fåtal, som virkelig vil forstå den, men de få, er jeg overbevist om, har brug for den. Netop denne sang oplever jeg meget åndelig kamp på. Den har været på vej i mange år, men er dog næsten i mål nu.” Troen på Gud var intakt i hendes liv, men var bare trådt i baggrunden i alt det kaos, der havde været i hendes liv.

”Jeg har aldrig mistet troen på Gud. Jeg bad hver aften om, at Gud måtte gribe ind, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Gud, hvorfor tillader du, at jeg skal komme så langt ud, at det slog klik for mig, og jeg bliver indlagt?” Men i dag er jeg helt overbevist om, at Gud tillod det, fordi jeg skulle have indblik i nogle menneskers liv på den lukkede afdeling, som jeg aldrig ville ane noget om, hvis jeg ikke var havnet der. Jeg har fået en særlig nød for psykisk syge og mennesker, der kæmper en hård kamp psykisk.”

Højskolen blev en redning

Efter en uge blev Lærke udskrevet. Hun gik til terapi og forsøgte at finde troen på, at det kunne blive bedre, og så besluttede hun at tage på højskole.

”Da jeg var 23, kom jeg kravlende ind på Mariager Højskole, et halvt år efter at jeg havde været indlagt. Jeg var helt ødelagt og lavede ingen opgaver og kunne knapt nok rumme undervisningen. Jeg havde bare brug for at blive helet som menneske. I den periode havde jeg stadig selvmordstanker. Jeg var overrasket over, hvor lang tid jeg blev ved med at have det. Det var ikke noget, jeg ønskede, men de var der hele tiden, og jeg så muligheder overalt for at gøre det. Jeg kan huske, at jeg lå på jernbanen og bare skreg til Gud ”GRIB IND!!” Men det var han jo allerede i gang med – det kunne jeg bare ikke se på det tidspunkt.”

Sangskrivning og en mentor blev en stor hjælp for Lærke i denne periode. ”Jeg havde en fantastisk mentor på højskolen. Det var en kæmpe gave, at jeg fik en personlig mentor, som fulgte mig tæt, så jeg var ikke alene. Samtidig arbejdede Helligånden så meget i mig og helede så mange ting. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mentor: ”Jeg kan ikke forstå, at selv om jeg har snakket med så mange terapeuter, så slipper tanken om selvmord mig ikke.” Hun sagde:

”Lærke, du spiller musik – hvorfor ikke skrive sange om det.” Det overraskede mig, for det havde jeg slet ikke tænkt på. Men så begyndte jeg at skrive sange om alle de svære ting, og gennem sangskrivning, musik og med Helligåndens hjælp oplevede jeg genoprettelse og lægedom.” Højskolen blev i høj grad en del af Lærkes redning, og efter at have været der i to år kunne hun forlade skolen igen med håb og drømme og fremtidsplaner.

”Det var fantastisk godt at være på højskole. Det var helt vildt, hvad Gud kunne gøre, når jeg bare gav ham tid til at arbejde og gav Helligånden plads. Det forandrede alt.” Lærke var nu klar til at komme i gang med livet igen og fik arbejde på et hotel i Aarhus.

”Det startede godt, og jeg elskede arbejdet, dog fik jeg alt for mange vagter og blev ladt fuldstændig i stikken af min chef. Jeg gik ned med stress, fordi jeg arbejdede alt for meget. Jeg fik fysisk ondt i hjertet og blev straks sygemeldt og kom ikke tilbage til jobbet igen.” Efter sygemeldingen tog Lærke grundforløbet som receptionist i Aalborg, og senere fik hun arbejde på et hotel i København. Mens hun var der, mødte hun sin mand, som hun senere flyttede til Herning med.

Kroppen husker smerte

Da Lærke ventede sit første barn, mødte hun igen modgang.

”Jeg havde en forfærdelig graviditet med min søn. Jeg var indlagt meget af tiden, sad i kørestol og havde nefrostomikateter og havde hjemmehjælpere. I den periode blev jeg også indhentet af fortiden, for kroppen husker smerte. Selve fødslen var også både voldsom og traumatisk og resulterede i en alvorlig fødselsdepression. Den blev ikke bearbejdet, fordi jeg 4-5 måneder efter blev gravid med vores datter. Jeg tror, jeg tænkte, at hvis jeg skal have flere børn, så skal det være nu, for hvis jeg nogensinde kommer ovenpå, vil jeg aldrig kunne gøre det igen. Så hellere nu, for min søn skal ikke være alene. Folk var i chok over det, fordi det var så kort tid efter. Men den anden graviditet forløb helt normalt.”

Da Lærke havde født sit andet barn, følte hun sig lykkelig over at have klaret to graviditeter og aldrig behøvede gøre det igen. Hun oplevede det nærmest som en lykkerus. Men da datteren blev syv måneder, var Lærke så afkræftet, at hun måtte sende datteren tidligt i vuggestue. Først herefter mærkede hun for alvor sig selv og det hele væltede.

”Jeg fik konstateret middelsvær depression og panikangst, hvilket medførte, at jeg i to år var langt, langt nede. I denne periode hverken spillede, sang, skrev eller hørte jeg musik, fordi jeg ikke kunne rumme musik i mit hoved på det tidspunkt. Da jeg fik det bedre, kom jeg i jobafklaring. I min iver efter at komme tilbage, trappede jeg hurtigt op i tid. Det gav bagslag, og resulterede i to år mere som sygemeldt. Først herefter kunne jeg for alvor prøve igen. Men efter flere måneders forsøg måtte min sagsbehandler konstatere, at det ikke var godt for nogen. Jeg var landet på seks timer om ugen og en arbejdsvurdering på 25 % effektivitet. Jeg forventede at komme i fleksjob, men min sagsbehandler så, hvad jeg ikke så, og indstillede mig til førtidspension.”

Identitetskrisen

Førtidspensionen kastede Lærke ud i en identitetskrise, for hun havde forventet at komme i fleksjob – ikke at blive sat helt uden for arbejdsmarkedet. ”Min mand var så glad for afgørelsen og sagde tillykke, da vi kom ud. Jeg havde dog svært ved at tage det ind, da jeg absolut ikke følte, der var noget at fejre, når jeg netop lige var blevet “bænket” og “endelig opgivet” af fagpersoner. De første par år var svære. Det var svært, fordi jeg ikke ønskede at gå hjemme. Jeg havde brug for at sørge og være ked af det.”

Efter at have sundet sig, fandt Lærke glæden igen. Førtidspensionen åbnede døren for mere overskud til børnene og musikkens tilbagevenden i hendes liv. ”Det er en kæmpe gave, som jeg er dybt taknemmelig for den dag i dag – den har åbnet døren for musikken igen. Jeg kan huske, at jeg sagde til Gud: ”Genopret min glæde ved musik, giv mig lyst til at spille klaver og synge og skrive musik igen,” og det er blevet totalt genoprettet,” siger Lærke med et strålende smil.

”Jeg begyndte at spille igen, og der åbnede sig en dør, hvor jeg fik lov til at indspille mine sange helt gratis. Det er et vidnesbyrd i sig selv, for jeg er på førtidspension, og vi har ikke penge til en studieindspilning. Jeg har allerede nu udgivet tre sange, og der er flere på vej.”

Et mirakel

”Indspilningen har også været et kæmpe vidnesbyrd om, hvor stor Gud er,” siger Lærke. ”Min producer har været ude for en bilulykke, hvor han burde være død. Min onkel, der spiller saxofon på en af mine sange, var ude for en ulykke, hvor han fik smadret kæben og fik at vide, at han aldrig ville komme til at spille saxofon igen. Og var jeg ikke blevet fundet dengang af min præst, så havde jeg muligvis også været død. Så den dag, vi sad i studiet sammen og spillede, da sad jeg og græd, for det var en stor demonstration af, at fjenden kan angribe os nok så meget, men det, Gud har af planer, er der ingen, der kan gøre noget ved. For her var tre mennesker, som ikke burde have været her, men her sad vi sammen, takket være Gud.”

Uden Gud – ingen Lærke

”Jeg har tit tænkt på, hvordan jeg ville have overlevet uden min tro. Der ligger så meget identitet i det at have et arbejde, og det fik jeg taget fra mig. Så hvis jeg ikke havde haft Gud, så ved jeg ikke, hvordan jeg var kommet igennem det. Selv om min selvtillid led et knæk, så har jeg altid vidst, at jeg var noget værd som menneske på grund af min tro. Det har været mit anker. Når alt har været helt håbløst, så kender jeg en Gud, der kan gøre mirakler og åbne døre der, hvor der ingen døre er. Lige meget hvad der er sket, så har jeg vidst, at han har mig – også selv om jeg ikke selv kan se det eller mærke det, så ved jeg det.”

Gud har jo bare den vildeste evne
til at vende alt det, der gør så ondt,
til noget fantastisk smukt. Det,
synes jeg bare, er så stort og så stærkt.”

”De ting, der har gjort mest ondt i livet, er de samme ting, som har bragt størst velsignelse. Gud har jo bare den vildeste evne til at vende alt det, der gør så ondt, til noget fantastisk smukt. Det, synes jeg bare, er så stort og så stærkt – og at erfare, at lige meget hvad, vi bliver ramt af, hvor håbløst det ser ud, og hvor lidt vi kan se fremad, så kan Gud. Det har jeg erfaret, og det har holdt stik hver gang. Det er også det, jeg gerne vil give videre gennem min musik til andre.”

Man kan finde Lærke Bjerres sange på alle streamingtjenester.

Tanker om selvmord?

Det er muligt at få anonym rådgivning enten på Livslinien (70 201 201) eller på PsykTro (24 80 30 22).

Livslinien

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

• Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 har åbent alle årets dage fra kl. 11-05. Fra 1. juli 2026 dog kl. 09-05

• Man kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17

PsykTro

Også i PsykTro, som er en del af Foreningen Agapes arbejde, har man en række frivillige medarbejdere, typisk med sundhedsfaglig baggrund, som sidder klar ved telefonen (2480 3022) hver dag klokken 19-22.