Omvendelsesterapi på kristen efterskole?
I forbindelse med Copenhagen Pride har Lgbt+ Danmark og Copenhagen Pride igangsat en gammel kending af en kampagne: Forbyd omvendelsesterapi ved lov.
Skytset rettes som sædvanligt mod kristne foreninger og organisationer. Denne gang er der to unge kvinder, der har stillet sig frem i et interview i Politiken og fortalt om, hvordan de blev udsat for omvendelsesterapi på Mariager Efterskole. Godt nok blev der ikke praktiseret omvendelsesterapi, fortæller de, men det lå mellem linjerne, og desuden blev der prædiket om, at Gud har skabt mennesker som mand og kvinde. Med andre ord: Omvendelsesterapi. Åbenbart.
Sekretariatschef i Lgbt+ Danmark, Susanne Branner, benytter i samme forbindelse lejligheden til at fortælle om den store trussel, som kristne udgør mod lgbt-miljøet i Danmark. Sagen om omvendelsesterapi har altid været en sikker vindersag for Lgbt+ Danmark. Der er altid politikere og medier, der er klar til at svælge i forargelsen over de kristne. Det er for øvrigt meget belejligt for Susanne Branner med en sikker vindersag efter et par dårlige uger i pressen, hvor hun efter terrorangrebet mod et pridearrangement i Berlin endnu engang undlod at fokusere på de store trusler, der kommer fra muslimske miljøer mod lgbt-miljøet.
En trussel, der ifølge flere nye undersøgelser får flere homoseksuelle i Europa til at stemme på højrefløjspartier, fordi det er de partier, der kæmper mest indædt mod den største trussel mod homoseksuelles rettigheder, nemlig islam. Men Susanne Branner og Lgbt+ Danmark vil åbenbart hellere kæmpe mod de kristne og mod en omvendelsesterapi, som ingen anvender, mens de i fællesskab med propalæstinensiske bevægelser som queer for Palestine, kæmper imod Israel, hvor homoseksuelle, i modsætning til de muslimske lande, kan leve frit.
Jeg har endnu aldrig mødt en kristen i Danmark, der ikke ønsker, at der skal være frihed i Danmark til at have den seksualitet, man selv ønsker – men det er rigtigt, at der findes mange kristne, som insisterer på den personlige frihed til at tro og mene, hvad man vil. Der findes desværre mange triste historier om homoseksuelle, der er vokset op i kristne miljøer, og som har haft det dårligt. Det er skammeligt at høre om, og det gør helt oprigtigt ondt helt ind i hjertet.
Heldigvis lader det til, at de fleste kristne miljøer og familier er blevet bedre til at håndtere det end tidligere. Det håber jeg virkelig er tilfældet. For det er der brug for. Men det er ikke kun i kristne miljøer, at der er problemer. Hvis du læser den populære danske forfatter Glenn Bechs beretninger om, hvordan det var at vokse op i Horsens som homoseksuel, så var det bestemt ikke meget bedre. Det har været og er en generel udfordring i samfundet, og det er ikke fair at udskamme kristne miljøer som værende værre end andre.
Hvis Copenhagen Pride rent faktisk handlede om tolerance og frihed til at være den, man er, så ville jeg selv deltage, for det går jeg i den grad ind for, og jeg forstår godt, at der er mange, der deltager i Copenhagen Pride, hvis de mener, at det er det, de kæmper for. Men det er ikke det, Copenhagen Pride og Lgbt+ Danmark står for i mine øjne. Det er et intolerant fællesskab overfor mennesker med andre holdninger og de senere år ovenikøbet også, helt ulogisk, et intolerant fællesskab overfor mennesker, der ikke er imod Israel og jøder.
Som Susanne Branner for nyligt svarede i P1 Debat på spørgsmålet om, hvorvidt Zionister var velkomne i Lgbt+ Danmark: ”Det ved jeg ikke. Det skal jeg lige tænke over.” Lgbt-miljøet i Danmark skal til gengæld have stor tak for gennem mange år at påpege de udfordringer, som mennesker med en anden seksualitet end flertallet oplever. Det har været en stor hjælp for mange, og jeg håber, at den udvikling fortsætter. Og så håber jeg, at friheden til at tro og mene, hvad man vil, også fortsætter.
