Jesper Nøddesbo og Vlado Lenz til tværkirkelig inspirationsdag i Aabenraa

Lørdag den 12. september 2026 kl. 10.30-17.00 slår Folkehjem i Aabenraa dørene op for ’Fællesskab på Tværs’.
Fællesskab på Tværs er en stor, tværkirkelig inspirationsdag, arrangeret af lokale kirker og organisationer i Sønderjylland, hvor formålet er at styrke fællesskabet, bygge bro og række ud til mennesker med budskabet om håb og retning i hverdagen og en samtale om tro. Programmet byder på to kendte ansigter i form af Vlado Lenz og Jesper Nøddesbo. Vlado Lentz, der er kendt fra tv-programmet Politijagt, holder et oplæg om sine mange år i patruljevognen, livets op- og nedture, og hvordan troen på Jesus blev en afgørende vending i hans liv.
Jesper Nøddesbo, tidligere landsholdsspiller i håndbold, deler ud af sine erfaringer om holdånd, mod og vigtigheden af den menneskelige sammenhængskraft. Dagen byder desuden på oplæg af blandt andre borgmester Jan Riber Jakobsen, teolog og forfatter Michael Agerbo Mørch, Ruben Knudsen og Jørgen Jørgensen. Hele dagen igennem vil der være mulighed for at besøge Kirketorvet, hvor en lang række kirker og sociale organisationer præsenterer deres arbejde. Der er desuden arrangeret et særskilt børneprogram, så hele familien trygt kan tage med.

Prisen for deltagelse er 299 kr. for voksne, mens børn under 12 år deltager gratis. Læs mere og tilmeld dig på www.faellesskab.my.canva.site.


