Succes eller fiasko?
Der evalueres, optimeres og effektiviseres overalt i samfundet og i vores liv af andre mennesker og af os selv. Ofte lander vi på stegepanden til en ristende evaluering. Klarer jeg det godt? Hvad med mine børn? Betragtes mit sidste projekt eller idé som en succes eller en fiasko? Fx denne klumme kunne godt være mere relevant, bedre skrevet, mere indholdsrig…
Eller hvad med mit liv, sådan helt generelt? – min hverdag, min arbejdsindsats, min økonomi, min sundhed osv. Der måles og vejes… – Økonomi, anerkendelse, glæde, status, meningsfuldhed, fremgang? Hvordan måler man succes? – kan det være en succes, hvis mine planer ikke lykkes? Behøver det at være en fiasko, hvis jeg må ”lukke butikken”? For mig er det en ikke ukendt oplevelse at prøve at få et projekt i gang, alene eller sammen med andre, og så måtte erkende, at det ikke lod sig gøre, selvom der var begejstring og parathed til ændringer og ofre.
Havde søgt Gud for vejledning og kunne se mange muligheder og løsninger. Som fx da vi var ved at købe billetter til USA, fordi vi var blevet optaget på en bibelskole. Men pludseligt ville de ikke have os alligevel. Og efterfølgende var der ikke plads på nogle af de bibelskoler, vi søgte på i Europa. Jeg kan nævne mange tiltag og ideer, som ikke er lykkedes, – men også mange ting, der ER lykkedes. Men bliver det en succes, fordi det lykkes?
Jeg tænker på Peter, som gik ud til Jesus på vandet. Var det en fiasko, fordi han sank, eller en succes, fordi han turde træde ud over kanten? Måske er det simpelthen en misforståelse at gøre ting op i succes eller fiasko. Måske skal vi som Paulus lade være med at vurdere os selv og heller ikke lytte til andre menneskers eller samfundets vurderinger, men overlade den bedømmelse til Gud (1. Kor. 4).
Vi har brug for at se livet i et større perspektiv og med Guds øjne – så vidt det er muligt. At turde leve er vigtigt. At træde ud, at lukke op eller lukke ned, at række ud, give noget af sig selv, gå efter en drøm og det, som vi oplever, at Gud kalder os til eller lokker os ind i. Og droppe vurderinger og succeskriterier, som er umulige at leve op til. Meeen, det er jo lettere sagt end gjort. Og livet gør nogle gange ondt.
De gode perspektiver kan komme ret sent, så vi ikke har opdaget, hvordan det ene ubetydelige skridt har ført det næste med sig. At der var mennesker, som blev berørt af vores liv, mødte et strejf af kærligheden, uden at vi kendte til det. Han slipper os ikke. Går med hele vejen. Så jeg springer ned fra stegepanden og vil, som Bamse og Kylling i ’Bamses Julerejse’, bare blive ved med at gå. Og gå. Og gå og gå og gå.
