Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg.

Spørgsmål 1:

Kære Orla Lindskov
Jeg søger oplysning om bøn og forbøn. Jeg er ramt af to sygdomme eller lidelser, som man også kunne kalde dem, for jeg lider meget under dem.
Jeg har besluttet, at jeg vil søge bøn hos dig og hos Hans Berntsen. Jeg er et almindeligt nutidsmenneske, og bønnens verden er som et fremmed land for mig. Jeg er opvokset i et hjem, hvor der ikke var tid og plads til bøn. Ja, mine forældre vidste nok knap nok, hvad bøn var for noget. Men de var alligevel gode og kærlige ved os børn. De havde stor omsorg for os. Så ikke et ondt ord om dem.
Hele mit liv har handlet om teknik og videnskab, og jeg har satset hele mit liv på at erhverve mig dygtighed og kunnen. Men det er en kraft af en hel anden art, jeg har brug for nu, og som jeg mangler.
Jeg er helt klar over, at der kun er et sted, min hjælp kan komme fra nu, og det er fra Gud. Lægerne har nemlig ikke givet mig lyse udsigter med hensyn til helbredelse. Jeg vil så gerne være rask; men tiden går bare. Jeg ved, at kraften og hjælpen er der. Men hvordan får jeg fat i den?
Skal jeg kun gå til bøn hos jer to, eller er der noget, jeg selv skal gøre?
Jeg har tænkt meget over det med Guds helbredelse. Jeg er også helt tilfældigt faldet over Udfordringen. Her står der jo en hel del om bøn. Skal man f.eks. bede bøn om morgenen eller skal man om aftenen? Det vil jeg gerne spørge dig om.
Jeg har også tænkt på, om jeg virkelig vil Gud noget, eller jeg trænger mest til forbindelse med ham nu, fordi jeg er ramt af vanskeligheder og nød i form af sygdom. Sådan spørger jeg ofte mig selv. Har jeg nu bare brug for nødhjælp, fordi jeg er i knibe?
Jeg har prøvet at være med et fly, der var i vanskeligheder i luften. Kaptajnen orienterede os om sine problemer. Da tror jeg nok, at jeg bad på en eller anden måde. Men helt ærligt, da vi så var landet sikkert, glemte jeg alt om det.
Jeg synes, at jeg har svært ved at tro. Jeg har aldrig øvet mig i det. Men der er heller aldrig nogen, der har lært mig det. Bøn er for mig som at gå over grænsen til et fuldstændig fremmed land.
Jeg skriver til dig om alt dette, fordi jeg har læst din Brevkasse, og fordi jeg har fornemmet, at mange af dem, der beder om din hjælp, er i nød, i legemlig nød ligesom jeg.
Med venlig hilsen
P.P.

Svar 1:

Kære P.P.
Jeg synes, at du er nået langt i dit liv, når du er nået dertil, hvor du søger oplysning om bøn og om forbøn. Det betyder nemlig enormt meget for mange mennesker i nød, i ensomhed og under sygdom, at de kan bede. I bønnen henter de styrke og hjælp. Du er nået dertil i dit liv, hvor du søger Guds hjælp.
I Mattæus-evangeliet kap. 15, vers 21-28 læser vi en kort beretning om en hedninge-kvinde, der søger Jesus Kristus med sin bøn om hjælp. Kære P.P., prøv engang at læse denne beretning.
Det var nøden, der drev denne hedningekvinde til at søge Jesus med bøn. Det må have været et stort skridt for hende. Hun gik over grænsen ind i et fremmed land helt bogstaveligt. Du gør det i overført betydning.
Mange danskere i dag har det ligesom dig, bønnen er et fremmed land for dem. Jeg ser mange i dag, der, ligesom du, af nød og sygdom drives til at gøre skridtet over grænsen ind i det land, hvor Jesus Kristus også i dag går omkring for at hjælpe mennesker.
Bøn er vejen til forbindelse med den levende Gud. Gud er kommet til os i Jesus Kristus; men vi må selv søge ham i bøn, som denne kvinde gjorde. Kraften er der. Hjælpen er der. Men vi må søge den og åbne os for den. Og det gør vi i bøn.
Måske vil du så spørge: – ”Hvordan skal jeg bede?” eller –”Hvad er bøn?”
Dertil vil jeg svare: – Bøn er som at tale med sin bedste ven. Kald på Jesus Kristus. Der er nemlig en direkte forbindelse til Himlens land. Forbindelsen er åben alle døgnets 24 timer. Jesus er i den anden ende af forbindelsen. Jeg ser bøn som en slags telefon til Himmelen.
Du har indtil nu næsten ikke brugt den forbindelse, som du skriver.
At få forbindelse er ikke vanskeligt i lighed med at dreje et langt kompliceret nummer. Sig blot: – Herre Jesus, så er forbindelsen der med det samme. Fortæl ham om din situation. Alt, hvad du har på hjerte, kan du sige til Jesus. Han lytter. Læg hele din situation frem for ham. Det er en befrielse. Lad forbindelsen til Himlen blive en varm forbindelse i dit liv. Jesus har altid tid til dig.
Men tilbage til beretningen om hedninge-kvinden, den kananæiske kvinde. Den beretning viser os en desperat kvinde. Hun kom drevet af sin nød for at søge hjælp. Hjemme havde hun en datter, der blev plaget af en dæmon. I dag ville de fleste nok kalde datteren for sindssyg. Først virker det, som om Jesus afviser hende. Men kvinden giver ikke op. Jesus havde en begrundelse for sit tilsyneladende afslag over for den kananæiske kvinde. Gud kan også have en begrundelse for at lade os vente i nogle tilfælde. At vores bøn ikke opfyldes straks kan bl.a. betyde, at vi skal lære at vente.
Da Jesus sagde til kvinden, at han kun var udsendt til de fortabte får af Israels hus, måtte det jo sige hende, at hun ingen ret havde til at blive hjulpet af ham. Det bøjede hun sig ydmygt for; men hun greb fat i Jesu egne ord om de små hunde, der spiser de smuler, der falder fra deres herres bord.
Til sidst helbredte Jesus hendes datter på grund af hendes tro, som havde vist sig ved, at hun ikke gav op. Hun blev heller ikke fornærmet eller sur på Jesus, fordi helbredelsen ikke kom så nemt, som hun måske i første omgang havde forestillet sig.
Du spørger også om morgen- og aftenbøn. Brug begge dele, vil jeg sige. Jeg tror, at der er langt flere, der beder aftenbøn end morgenbøn. Det er nok på grund af morgentravlhed og stress. Men det er lidt bagvendt.
Kun at bede aftenbøn vil jo sige, at man udskyder forbindelsen med Gud til dagens gerning og kamp er forbi. Livets modgang, fristelser og krav møder os jo ofte, så snart vi vågner og skal ud i dagen. Det er derfor fra morgenstunden, vi behøver forbindelsen til Gud for at møde dagens krav, modgang og fristelser. Du skulle tage den beslutning, at fra nu af vil du begynde din dag med bøn og slutte dagen med bøn.
Det, jeg har skrevet her om din personlige bøn, skal selvfølgelig ikke afholde dig fra også at søge forbøn.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Spørgsmål 2:

Kære Orla Lindskov
Tak for salvedugen, som du bad over til min mand. Jeg takker Gud for, at der er forbedere som dig. Jeg er bare ked af, at vi ikke kan komme til dine møder og blive bedt for. Vi er jo handicappede begge to og bor også for langt væk.
Min mand vil så gerne, om du vil bede over hans salvedug endnu engang. Må Gud velsigne dig. Det ved jeg, at han gør.
Med hilsen fra os begge N.V.

Svar 2:

Kære N.V.
Det er i et tilfælde som jeres, at salvedugen er en god ting. Mange sengeliggende og handicappede er nemlig forhindret i at komme til møder, hvor der tilbydes forbøn. Gennem salvedugen kan der knyttes en hel konkret forbindelse til forbøn, og det sker i livet, at vores tro har brug for noget konkret at holde fast i.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov