Interessant tidlig kristendomshistorie

Denne bog er cand. theol. Carsten Breengaards forsøg på „at afdække det elementære, det basale i kristendommen, uanset aktuelle og mulige fremtidige konfrontationer. Ja, dens metode er faktisk at grave sig ud af det aktuelle og tilbage gennem alle historiens mange lag til netop begyndelsen, det elementære.“
Bogen starter med en udmærket gennemgang af de sidste 100 års kritiske Jesus-forskning (med udgangspunkt i rationalisten Hermann Reimarus, 1694-1768). „Hvem siger folk, at jeg er?“, spørger Jesus jo selv sine disciple.
Forfatteren peger flere steder på det betydningsfulde skel mellem at blive kristen og at være kristen – en skelnen, han opfatter som stort set ikke-eksisterende i de fleste kristendoms-fremstillinger.
Ur-kristendommen havde en klar opfattelse af det kristne liv som synds-frit, dvs. enten var man en kristen, eller man var en synder, og havde man syndet, kunne man ikke længere bekende sig som kristen – dette i modsætning til den identitets-følelse, der under påvirkning af kristenforfølgelserne udfordres omkring år 200 og med kirkefaderen Augustin er fuldt udviklet omkring 200 år senere: Her bliver det et både-og, idet man samtidig kan være både kristen og synder.
Veloplagt skrevet, interessant at læse … men koncentration under læsningen påkræves.

Carsten Breengaard: Paradis-sekten
– Frelseshistorie og kristen identitet
203 sider • 198 kr. • Museum Tusculanum