Digtsamling om forfatterens trosrejse

Nogle litteraturkritikere, har man næsten på fornemmelsen, vurderer en digtsamlings litterære kvalitet ud fra dens utilgængelighed. Så jo sværere, det er at forstå, hvad forfatteren skriver, jo højere kvalitet har digtsamlingen. Hvis dette er kriteriet, indeholder Jesper B. Korndals nye digtsamling ’Frihalset – en trosrejse’ ikke digte, som kan regnes for højkvalitetsdigte, for det er ikke svært at forstå, hvad han skriver.

Digtsamlinger er således et fint billede på, hvordan Gud ”forfølger” et menneske med sit nærvær og sit kald gennem hverdagens små hændelser. Med få ord formår Korndal meget præcist at beskrive dette på en måde, som kan åbne læsernes øjne også for, hvordan Gud i det små viser sig i deres liv.

Forfatterens trosrejse i digtform begynder ved dåben i Stavnsholtkirken i Farum, går over skolens religionstimer, over den gamle danske film ”Fodboldpræsten”, tre trafikuheld, et ophold på en brasiliansk ø med køb af en rosenkrans, et arbejde som kirketjener i Sankt Johannes Kirke på Nørrebro i København, gennem fødsel af hans børn, huskøb og farens død, til tilbagevending til troen og nyindmelding i folkekirken.

Dertil kommer digte med overvejelser om sammenhængen mellem ordet frelse og frihalse, om Luthers Sola Scriptura, Fadervor og Grundtvig – alt sammen med få ord. Netop det enkelt ord er i centrum i digtsamlingen. Digtene er således opbygget, så der i de fleste tilfælde kun er ét ord i hver linje. I nogle tilfælde deles et enkelt ord endda op, så der kun står ét bogstav fra ordet i hver linje.

Det er med andre ord selve ”formen” af teksterne, der gør dem til digte, da de ellers lige så godt kunne være skrevet som én lang prosatekst. Men denne opbygning betyder imidlertid, at læseren automatisk kommer til at dvæle ved hvert ord og læse langsomt, hvorved indholdet i digtene fæstner sig dybere i sindet og bevidstheden. Digtsamlingens styrke er altså som sagt dens evne til med få ord og i en enkel form at beskrive forfatterens erfaring af Guds medvandring.

Jesper B. Korndal: ’Frihalset – en trosrejse’
67 sider. 239,95 kr. Brages Forlag