En ganske almindelig efterårsdag i Nuuk
Tirsdag d. 8. august 2026 var lige så smuk og varm, som den grønlandske hovedstad og dens befolkning er. To dage med politiske møder mellem det grønlandske, færøske og det danske udenrigsudvalg var lige overstået, og jeg valgte at spadsere gennem byen, som jeg efterhånden kender ret godt.
Mit første stop var ved det nordiske hus i Grønland, Katuaq. Via disse nordiske kulturhuse flyder kulturpåvirkning fra de store nordiske lande ucensureret ind i de små samfund. Så jeg tog en bønnerunde omkring huset, noget som kendtes utrolig godt. Derefter slentrede jeg gennem byen, mens jeg bad Den Hellige Ånd om at lede mig til nogen, som havde behov for hjælp. Jeg nærmede mig en af frikirkerne i byen og gik en bønnerunde rundt om kirken, bedende om Guds velsignelse over disse kære kristne, som jeg nogle gange har besøgt. Forsigtigt gik jeg hen over sten og klipper, til jeg igen stod på stien, hvor en mand undrende stod og ventede.
”Hvad går du og laver?” spurgte han, mens han rystede på hovedet og rettede sin pegefinger imod mig. Glad og spændt fortalte jeg om mine bønner og spurgte om lov til at bede for ham. Svaret var et forsigtigt ja, hvorefter jeg bad for ham. Efter bønnen pegede han pludselig på et emblem med det færøske og israelske flag på min jakke og udbrød: ”Det er min fars land.” Dernæst fortalte han begejstret om sin grønlandske mor og sin færøske far, om faderen, som byggede huse i Nuuk, og som han hjalp, også da han gik i skole.
”Vi var med til at bygge blok 5,” sagde han pludselig. Der blev stille et langt øjeblik, før det gik op for mig, hvad han lige havde sagt. ”Jeg havde hjulpet min far hele formiddagen, kort før middag kørte vi hjem for at spise, hvorefter han kørte mig i skole, mens han ville køre tilbage på arbejde. Men så skete eksplosionen.” Håndværkerne fra Danmark og Færøerne var den 14. marts 1970 i gang med at lægge sidste hånd på Blok 5, en boligblok af jernbeton på tre etager med plads til flere hundrede beboere.
Men et gasudslip havde samlet sig i krybekælderen, og pludselig flåede en eksplosion blokken fra hinanden. Den styrtede sammen som et korthus og kostede 11 unge mænd livet. Bønnen, som fortsatte efter vores snak om oplevelsen og minderne fra dengang, fik en anden og dybere dimension, og vi var to glade mænd, som omfavnede hinanden til farvel. Lillebror lovede at opsøge kristne i Nuuk, mens jeg, som løftet på englevinger, gik en bønnerunde til.
På samme måde som efter første runde kom ”det næste bønneemne” gående hen imod mig på stien, støttende sig til en stok. En ældre mand, som samme dag var udskrevet fra hospitalet efter behandling for en blodprop. Han var glad, og jeg ikke mindre, over at kunne stå midt i Nuuk og bede Jesus om at hjælpe ham til sjæl og legeme. Efter bønnen fortalte Marius om sit kendskab til kristne i Nuuk – og om sit behov for forbøn.
Noget af det bedste ved livet sammen med Jesus er dagligt at kunne opleve hans omsorg og kærlighed til alle mennesker, helt ned i mindste detalje! PS: Lov mig at bede for vores grønlandske kristne venner.
