Derfor er det nødvendigt at gå i kirke hver søndag

Menigheden er ”Kristi Legeme”. Et legeme har brug for en krop, lemmer og hoved, som hænger sammen. Menigheden er afhængig af, at nogen tropper op – eller ”logger på”. Det sidste er jeg ikke fortaler for som erstatning for fysisk fremmøde, men det kan jo være den eneste mulighed. I denne klumme ser jeg bort fra dette aspekt.

Hvis ingen samles, er der ingen menighed, ingen kirke. De kulturkristne, som kun kommer ved særlige lejligheder, bør være taknemlige overfor dem, som holder kirken i live ved deres ugentlige fremmøde. Men også modsat: De trofaste kirkegængere i Folkekirken bør være taknemlige overfor de kulturkristne medlemmer, som i høj grad betaler festen.

Fællesskab og guldkorn

Den mest oplagte grund til at gå i kirke hver søndag er fællesskabet. Vi hjælper hinanden til at komme til Gud og påkalde hans navn. ”Enhver der påkalder Herrens navn skal frelses” (Joel 3,5 + Apg. 2,21 + Rom. 10,13). Det kan være, det halter lidt med påkaldelsen i dagligdagen; om søndagen hjælper vi hinanden. Derudover opmuntrer vi hinanden. I dagligdagen kan det se ud, som om vi er alene-kristne på hver sin arbejdsplads eller anden lokation, om søndagen er vi mange sammen.

Vi kan dele sorger og glæder. Møde hinanden med omsorg og hjælp. Men fællesskabet i menigheden er sårbart. Det gælder om, at der ikke er nogen, som bare må kigge på, at de andre har fællesskab uden selv at opleve det. En anden god grund til at komme hver søndag er, at man aldrig kan vide, hvornår der er et særligt ”guldkorn” – præcist til mig. Tænk, hvis jeg ikke er der den dag, hvor der lige præcis er en besked til mig.

Og endnu værre, hvis jeg kunne have fået en åbenbaring, som jeg skulle have delt med andre. Det behøver ikke altid at være fra talerstolen eller scenen, det kan også være under kirkekaffen. Dog tænker jeg, at det er en god ting under gudstjenesten at dele åbenbaringer med hinanden eller små dagligdags hændelser, hvor vi tænker, at Gud måske havde en finger med i spillet. Det er imidlertid en god praksis, at den slags først vurderes af præst eller mødeleder – er det til dig selv privat eller kan det være til menighedens opbyggelse?

Gode vaner er gode

Indimellem har der været kimset lidt af ”vane-kristendom”. Men gode vaner er ikke dårlige? Kirkegang er med til at give en god rytme i livet og gøre søndagen til noget særligt. Der er folk, som, når de får børn, kommer ud af rytmen med at gå i kirke. De oplever, at hverdagen er så travl, at de har brug for at sove længe og få et pusterum uden program søndag formiddag. Men tit sker der nok det, at børnene vågner og står op på samme tid, som de plejer, og laver ballade.

Faktisk kan gudstjenestedeltagelse blive en god vane, som samler familien og styrker oplæringen i kristen tro og praksis. Ønsket om at opbygge den vane, er en god begrundelse for ikke at misse gudstjenesten. I det hele taget kan børn godt lide vaner (regelmæssighed). Man skal selvfølgelig sørge for at være med i en kirke, hvor børn kan trives – også op i teenagealderen. Der kan være omkostninger forbundet med at komme derhen (fx lang transport i provinsen og P-afgift i hovedstaden), men det er en god investering. I nogle tilfælde har mand og kone ikke i samme grad lyst til kirkegang. Man kan glæde den anden ved at gå med.

Jesus havde også en gudstjeneste-vane. ”På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen… ” (Luk. 4,16). Det er altid en god idé at følge Jesu eksempel. Hvis man en søndag morgen ligger og overvejer: ”Skal, skal ikke?”, kan man altid hurtigt spørge: Hvad ville Jesus have gjort?