Galilæasøens gave

Jesus sejlede og udførte mirakler på og omkring Galilæasøen. I 1986 fandt man her en båd fra Jesu tid og reddede den på 11 dage.– Her sejlede Jesus, tænker jeg og kigger over rælingen fra båden, jeg sidder i. Jeg ser ud over Galilæa sø, som er indhyllet i tåge, og kun de omkringliggende bjerge kan skimtes. Udsigten må have været den samme for 2000 år siden. Det er endnu lettere at drømme sig tilbage i dag, for jeg sidder i en båd bygget over et fantastisk fund: Et skib fra Jesu tid, fra Jesu egn.
I 1986 var der tørke i Israel, og Galilæa sø var på sit laveste i måske 2000 år. To arkæologiinteresserede brødre fra Kibbutz Ginosar, der lå ned til bredden, vidste, at det var en unik mulighed for at finde spændende fund, så de gik og gravede i mudderet, mens de bad Gud om en gave fra søen.
Det fik de.
En helt unik gave: Hvad der skulle vise sig at være verdens eneste bevarede båd fra Jesu tid.
Men tiden var knap.
Båden havde været begravet i søens mudder, og det havde bevaret den. Men så snart, den kom op i lyset, var den i fare for at falde fra hinanden, for træet var så skrøbeligt som vådt pap. Og hvad værre var: Søen kunne vende tilbage til sin oprindelige vandstand og fuldstændigt ødelægge denne gave.

Arkæologi er en tålmodighedens videnskab, hvor man roligt og forsigtigt graver et fund frem. Men ikke denne gang. Ved hjælp af frivillige fra kibbbutzen og arkæologer fra hele Israel lykkedes det at grave båden ud på 11 hektiske dage omgivet af tv-kameraer og nysgerrige turister. Den blev pakket ind i en puppe af fiberglas og forsigtigt bragt til konservering.
Konserveringen var svær: båden var som sagt blød som pap, men også fyldt med søens bakterier og plankton. De ville æde båden op, hvis man ikke gjorde noget. Derfor kom man den i et bassin med fisk, der gladeligt spiste af bådens buffet af uindbudte bz’ere i et helt år. Så kom den i en pool med særligt voks, der trængte ind og styrkede træet. Det tog 11 år. Og først derefter kunne man hæve den, undersøge den og bekræfte: Jo, den var 2000 år gammel.

Båden var 8,2 meter lang, 2,3 meter bred og 1,2 meter høj. Galilæasøens gave er ud fra flere kriterier grundigt dateret til mellem 14 år før og 80 år efter Kristus. En analyse af besætningsstørrelsen tyder på, at dette er den type båd, som der skrives om i evangelierne, og som Jesu og hans disciple benyttede. Det er også den type båd, jøderne brugte mod romerne i Slaget ved Migdal i år 67, hvor den formodentlig er sunket. Den er et vidnesbyrd om galilæernes søfarertraditioner i fortiden.
Båden har haft et langt arbejdsliv og er blevet repareret mange gange, også med dele fra andre både. I alt består den af 12 typer træ, hvilket tyder på, at ejeren har haft få midler at gøre godt med. Den blev fundet få km. fra Kapernaum, hvor Jesus boede, mens han gik med sine disciple.
I dag får den lov at arbejde videre, om end på en slags pension og med meget mere glamour end i skibets unge dage. 14 år efter, at den blev fundet, er den nu kronjuvelen i Yigal Allon-centrets udstilling om ’manden i Galilæa’, der er omgivet af 12 store træer – de 12 sorter, som båden består af.

Nu kan man se båden og sejle i (okay – lidt dårlige) kopier af den, som afgår fra museet flere gange om dagen. Jeg prøver en tur.
De israelske guider vil oprigtigt gerne skabe en stemning, så de sætter et bånd på, netop som båden sejler fra land:
– Haaaaallejujah!
Det er de israelske melodigrandprix-vindere fra 1979. Ikke just den stemning, jeg søgte, og hurtigt får de andre gæster overbevist guiderne om at slukke. For det her skal nydes i stilhed. Så man kan drømme sig væk… Og jeg tænker:
Båden er fra Jesu tid, den var ejet af nogen med få midler, og den blev fundet få kilometer fra Kapernaum, hvor Jesus boede, mens han gik med sine disciple. Så måske…?