Så så man lige mig

Hej alle sammen. Jeg hedder Sidsel Ransborg, og det er mig, der i fremtiden skal stå for ungdomssiderne i Udfordringen.Du har sikkert set mit navn før i Udfordringen, for faktisk har jeg arbejdet her i over et år. Ja, i over et år har jeg måttet finde mig i at blive kaldt hundehoved og lappedykker af redaktøren, drønnert af bogholderen og Signe af en journalist, der nægter at lære mit rigtige navn. Jeg er blevet sat til de mærkeligste ting og har fået skylden for ting, jeg ikke har haft noget med at gøre.
Alligevel er jeg her stadig. Både fordi jeg ved, at de for det meste mener det kærligt, men også fordi jeg er blevet glad for arbejdet med avisen.
Indtil nu har jeg ud over at skrive nogle få artikler her og der arbejdet med oversættelse, layout og abonnementsafdelingen. Jeg har læst korrektur, været telefondame, løbet ærinder og og og… Kort sagt har jeg lavet alt mellem himmel og jord, bortset fra det, jeg helst vil: Journalistik. Men det ændrer sig nu. De sidste par uger har jeg været i en indkøringsfase i samarbejde med Tabita, og fra næste uge overtager jeg pladsen.
Så så man lige mig, siddende ved et skrivebord helt dækket af papirer, og med 15 mails, der egentlig skulle besvares. Det kunne meget let gå helt galt, men jeg beder Gud om at give mig styrke og overblik. Gud har givet mig så meget. Han har ført mig til en arbejdsplads, som jeg holder utroligt meget af. Han har åbnet mine øjne for et fag, jeg ikke vidste interesserede mig, og givet mig evnerne til at arbejde med det. Gud er trofast, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at der nok skal være ungdomssider i fremtiden.
Da redaktøren ikke altid tror, at læserne forstår min humor og for det meste sletter de steder, hvor jeg har forsøgt at være sjov, har jeg måttet love at skrue ned for ironien i artiklerne. Til gengæld har vi aftalt, at jeg må være lige så skør eller alvorlig, jeg vil, i klummen. Han kender godt nok ikke til denne aftale, men jeg tager chancen.