Smiley Miley fra Hannah Montana Min tro gør mig stærk

Det er svært at overse den 15-årige verdenskendte Miley Cyrus. Med sin fantastiske stemme og rockende hofter, danser og synger hun sig til udsolgte koncerter i USA, Schweiz og Tyskland – eller i hendes eget populære tv-show: Hannah Montana.Allerede fra lille var Miley fyldt med energi og glæde. Derfor fik hun navnet Miley, – fra det engelske ”smiley”.

Far er bedste ven

Miley har det total godt sammen med sin far, som er den berømte countrysanger og tv-stjerne: Billy Ray Cyrus.
Udover musikken nyder Miley bare at være sammen med ham som ”bedste ven”, og i hendes tv-show er det også ham, der spiller hendes far!
Allerede som helt lille ville Miley frem. Til en af Billy Rays koncerter stod hun helt henne ved scenekanten. Da det blev for kedeligt, klatrede hun op til sin far på scenen – og sang som 3-årig med begejstring med på fars sange…

Miley gir den gas!

Gennembruddet startede med en lille rolle i fars fjernsynsshow: ”Doc”. Samtidig begyndte hun som 11-årig at få undervisning i skuespil i Toronto. Ideen til tv-showet ”Hanna Montana” tog form – men hendes eget koncept blev ved første casting afvist af Disney Channel: Hun var for ung! Men noget havde alligevel begejstret Disney Channels ledelse, og et halvt år senere blev hun igen inviteret til casting til hendes ide om et eget tv-show. Denne gang overbeviste hendes sprudlende charme juryen, og Disney Channel investerede i hendes tv-program Hanna Montana.
I dag begejstrer hun sine fans med rollen som High School-pigen Miley Steward, der om dagen spiller den pæne skolepige, og om aftenen den lækre popstjerne – med blond paryk og den helt rigtige fantastiske stemme.
Serien går lige ind, og over fem millioner seere hænger på hver uge. Miley har modtaget priser for serien ”Hannah Montana”- der er udgivet cd’er og dvd’er, og Hannah har millioner af fans rundt i verden, inklusive i Danmark.
– Nogle gange er det frustrerende at være kendt og have et kamera lige på – og uden humor kan jeg ikke klare alt det stjernedrys eller de små irritationer, som dagligdagen med mit crew byder på, siger Miley beskedent.
– Laver jeg en fejl, eller noget pinligt, ved alle det straks. Nogle gange ringer mine venner mig op og fortæller mig om noget, de lige har set. Dertil kan jeg kun grine og sige: ”Tak for nyheden – jeg elsker også jer!”

Stjerner mister let jordforbindelsen. Pressen fortæller om stofmisbrug og fængselsophold i sladderspalterne i forbindelse med Paris Hilton, filmstjernen Lindsay Lohan og sangeren Britney Spears.
Indtil videre er Miley ikke kommet så langt ud. Mileys forbilleder er tidligere ungdomsstjerner som Jodie Foster og Hillary Duff. De er ”still going strong”, og derfor et godt forbillede, mener Miley.
En enkelt skandale har dog været under opsejling: intime billeder med en god ven – lidt for tæt på – fik sladderpressen i gang. Men Miley fik sagt undskyld til sine fans og holdt fast i, at det var ”en smutter”.
– Familien gi’r mig den rigtige robusthed og tryghed – og min familie hjælper mig til at holde fast ved de rigtige værdier, siger Miley.
Miley har søsteren Noah på 7 år, broderen Brandi på 17 år og to halvbrødre.
– Min mors og fars rolle er nok, at jeg midt i det hele forbliver helt normal og ved, hvem jeg hører til. Min mor kan godt virke lidt streng, og er jeg klædt lidt for ”hot” på eller er mit sprog for flabet, kan min mor finde på at tage min mobil fra mig. Det er helt ok – jeg mærker, jeg er omsluttet og ikke bare kan ”falde i frit fald” – det, jeg gør og siger, har konsekvenser”
Miley synes selv, hun er tæt på sine forældre og kan tale med dem om alt. Men der er også en anden, som spiller en stor rolle i Mileys liv:

Med Gud i Hollywood

Troen er en vigtig del af Miley. Bøger som ”Girl talk with God” læser hun – og hun taler naturligt med pressen om sin relation til Gud.
For nylig fik hun overrakt prisen: ”NICK Kids Choice Award” og takkede ved prisoverrækkelsen samtidig sin Herre og Frelser Jesus Kristus. Noget mange stjerner gør i USA – men det lyder oprigtigt, når Mileys siger det!
– Jeg tror, jeg er her i Hollywood, fordi Gud vil have mig her, siger Miley til ”Todays Christian”. Hendes far, Billey Ray, bekræfter datterens udtalelse: ”Mileys totale succes skyldes, at Gud har været med hende fra starten af!”
Hele familien har rykket teltpælene fra et landligt liv med tre hunde, syv heste, to katte og en stor gård til det solrige California for at være tæt på Mileys karriere. Det har også betydet et farvel til Mileys hjemmemenighed, hvor der var et godt sammenhold.
– Troen gi’r mig et fast fundament at stå på – det er ikke muligt at overleve at være star i Hanna Montana-serien eller den store fanskare uden dette fundament. Det, at tro på Gud, gi’r min karriere en mening.
Det bliver spændende, hvad vi kommer til at høre om Miley i fremtiden. Forhåbentlig flere sange med godt humør som ”We Got The Party” og ”Girls Night Out”, hvor man næsten ikke kan lade være at danse med. Sangene handler om venskaber, de første kærlighedssorger og andre emner fra en teenagers verden.
Miley har endnu ikke sunget om sin tro – måske kommer det i fremtiden.

Ketchupsmil

Den amerikanske tv-showmaster, Jay Leno, fik hendes overbevisende humør at føle, da Miley betroede ham, at hun elsker ketchup. Ikke pga. vitaminerne, men smagen er bare i top, sagde Miley, hvorefter hun live tog en flaske ketchup og trykkede på flasken!
Det smager bare godt – siger hun med munden fuld af ketchup og latter.
Miley forbli’r en Smiley.
Af Rebecca Strunk
Teensmag.net
Oversat af Lone Leuchtmann