En klumme- skribents kvaler

Så skal jeg til det igen. Der skal skrives en klumme til ugens avis. Du godeste, hvor er jeg dog bare blank.En klumme skal være sjov, eftertænksom og helst have en eller anden form for pointe. Jeg har ikke oplevet noget særligt i ugens løb. Slet ikke noget, som jeg kan forvandle til en sjov lille historie med en pointe, som kan få læseren til at nikke og tænke ”hun har nu fat i noget, hende Sidsel.”
Sådan en historie har jeg altså bare ikke på lager lige nu. Hvad gør vi så?
Tja, jeg kan da prøve at se, hvad jeg egentlig har lavet den sidste uge. Så kan det jo være, der popper noget op.

Lad os se. Min bedste veninde er flyttet ind i blokken ved siden af min, så nu har jeg et sted, jeg kan gå over og stene, eller måske nasse lidt aftensmad (hun har boet der i ti dage, og jeg har allerede spist der fire gange).
Så har jeg haft børneklub, hvor jeg har svaret på en masse ”hvad-nu-hvis”-spørgsmål om frelse, himmel og helvede. Det er i øvrigt ikke helt nemt at forklare de begreber til børn mellem 7 og 12 år.
Nå, så har jeg jo også været til cellegruppe, hvor vi diskuterede alternative muligheder at fortælle vores by om Jesus på. Der var mange kreative forslag, lige fra at synge lovsang i gågaden til at lave en computervirus. Sidstnævnte valgte vi dog at droppe igen.

Nu jeg tænker over det, har jeg da vist oplevet en hel del alligevel. Jeg kunne nok godt have skrevet en klumme, der rent faktisk handler om noget. På den anden side har jeg jo allerede skrevet så meget. Mon ikke der ligger en pointe og gemmer sig et eller andet sted i alt det her. Tænke, tænke, tænke… Fundet!
Jeg lagde ud med at sige, at jeg ikke havde oplevet noget særligt i ugens løb. Det passer jo ikke. Faktisk har jeg oplevet en hel del, og endnu vigtigere, jeg har forsøgt at afspejle Jesus i alt, jeg har gjort. Hvor mange chancer har du for at afspejle Jesus i de perioder, hvor du føler, at du absolut intet foretager dig?