Elmira fra Azerbaijan – nydansker med topkarakter

Fra den 10. september kunne Elmira Fouroozandeh, kalde sig mediegrafiker.

Elmira Fouroozandeh er gift med Massoud, som har stiftet Church of Love.

Hun havde afsluttet den 4-årige uddannelse ved at forsvare sit speciale med karakteren 12. Hendes lærer gav udtryk for, at hun er den første nydansker, der har gennemført uddannelsen, og så sluttede hun endda af med den højst mulige karakter.
Flot. Men det har også kostet. Elmira har under hele uddannelsesforløbet haft meget travlt. Hun er mor til to dejlige piger, ægtefælle til Massoud Fouroozandeh med alt hvad det indebærer af kraftigt engagement i Church of Love, en farsitalende kirke med menigheder flere steder i landet.

Begyndte i Baku

Men det hele begyndte i Baku, hovedstaden i Azerbaijan, hvor hun blev født og voksede op. Hun siger selv:
-Jeg kommer fra en middelklassefamilie med stort F, hvor fællesskab og sammenhold er Alfa og Omega. Min far er malermester og min mor arbejdede forskellige steder bl.a. på det centrale sygehus i Baku. De er begge pensioneret i dag. Jeg er nummer to af en søskendeflok på fire.
Jeg arbejdede i personaleafdelingen hos det statsejede olieselskab, da jeg mødte Massoud i Baku.

Hvordan var det så at komme til Danmark?
– Omplantningen til Danmark er det største dilemma, jeg nogensinde har oplevet. På den ene side var jeg blevet forelsket i Massoud, da jeg mødte ham i Baku, på den anden side var det meget svært for mig at rejse så langt væk fra min familie. Vi er meget knyttede til hinanden.
Min familiens støtte og opbakning gav mig dog mod til at træffe den svære beslutning om at rejse. Men efter 12 år i Danmark har min familie i Baku og jeg stadig stærke bånd imellem os.

Et nyt kapitel

– Danmark blev et helt nyt kapitel i mit liv. Alt var nyt omkring mig. Jeg havde to forskellige kulturer og sprog foran mig, som jeg gerne ville tage til mig.
Jeg har altid godt kunne lide at lære nye sprog, men at begynde på to så forskellige sprog som dansk og farsi samtidigt, gjorde mig lidt nervøs.
Men det gik heldigvis godt, og jeg kunne efter et år på sprogskolen, begynde at tale dansk. Farsi lærte jeg hjemme, gennem samtaler med Massoud og hans familie.
At lære at forstå den danske mentalitet og kultur og integrere mig i det danske samfund var ikke så ”smertefuldt” for mig, for jeg kunne hente stor hjælp og opbakning hos Massoud. Jeg har aldrig følt mig alene og hjælpeløs på grund af hans støtte og omsorg.

Nye udfordringer

– Da sproget var rimeligt på plads og min barselsperiode overstået, var tiden inde til at vælge en dansk uddannelse.
Jeg er meget interesseret i børnepsykologi, men vi blev enige om, at det ikke var en god idé at kaste sig ud i en så langvarig uddannelse, hvor jeg først skulle i gang med en gymnasial uddannelse, samtidig med, at Massoud er i gang sin teologiske uddannelse og vi sammen har ansvaret for vore to piger.

Grafik, design og farver var min næste passion. Jeg fandt frem til mediegrafikeruddannelsen, som ville give mig mulighed for at udfolde min kreativitet og lære en hel masse om visuelle løsninger til online og offline brug.
Min uddannelse er nu blevet en god adgangsnøgle til det danske arbejdsmarked, og det er jeg meget glad for.
I dag er jeg ansat hos en dansk virksomhed i Odense, som laver færdige visuelle løsninger til ejendomsmæglere over hele landet. Jeg er rigtig glad for min arbejdsplads og glæder mig til nye og spændende udfordringer.

Grafik og layoutarbejde for kirken

Hvordan har Church of Love haft glæde af din grafiske kunnen?
– Church of Love er et pionerarbejde, og vi havde brug for én, der kunne hjælpe os med det grafiske. Siden jeg begyndte på uddannelsen, har jeg taget mig af den grafiske del af kirkens arbejde, og det vil jeg blive ved med.
Min uddannelse kan bruges til bl.a. reklame og marketingsprojekter, idé og design til online og offline medier m.m. Jeg har bl.a. haft det privilegium, at designe og opsætte Massouds og Marianne Søndergaards nye bog ”Islam og kristendom”. Desuden har jeg lavet layout til hjemmesiden massoud.dk og til nogle CD´er på farsi, ja alt hvad der vedrører Church of Loves profil og reklamedesign.