Nyt politisk parti: Centerpartiet vil skabe et tillidssamfund
Tidl. kristendemokrater har formelt stiftet et nyt parti, der vil styrke socialpolitikken og et samfund bygget på tillid.Et samfund bygget på tillid mellem det offentlige og den enkelte borger er sammen med øget frivillighed hovedemner hos Centerpartiet.
Siden efteråret har en gruppe tidligere kristendemokrater barslet med et nyt politisk parti, Centerpartiet.
I lørdags mødtes kredsen, bestående af cirka 20, bag nytilkommelsen til stiftende landsmøde på fregatten Jylland i Ebeltoft, hvor partiets idéprogram blev godkendt.
Foruden uenighed i den kristendemokratiske forankring i det kristne livssyn er baggrunden for de tidligere KDeres nye parti et ønske om en mere markant socialpolitik.
Derfor skal især frivillige, sociale organisationer efter Centerpartiets opfattelse spille en større rolle i samfundet.
– Vi tror, de kan være med til at skabe et bedre samfund, mener en af initiativtagerne bag partiet, Per Schultz-Knudsen, der understreger, at samspillet med de frivillige organisationer ikke skal ske som led i en spareøvelse.
– Vi ønsker ikke at finde offentlige besparelser ved at pålægge civilsamfundet opgaver. Hvis en organisation påtager sig en samfundsopgave, der medfører besparelser i det offentlige, skal et tilsvarende beløb tilflyde organisationen, fastslår han.
Per Schultz-Knudsen peger på, at en styrke ved organisationerne er, at de møder den enkelte ud fra den enkeltes situation, baggrund og evner.
En tilgang partiet savner hos de offentlige myndigheder.
– Vi ser gang på gang eksempler på, at offentlige myndigheder møder borgeren med skepsis og mistro, når vedkommende søger hjælp og støtte. Det er ikke de offentlige ansattes skyld, men derimod de love og regler de er sat til at administrere.
Det nye parti bebuder derfor, at det vil arbejde for et samfund, hvor det offentlige skal være et service-organ og ikke et kontrol-organ.
Idéprogrammet, der blev vedtaget af de fremmødte på landsmødet, lægger således vægt på, at offentlige instanser skal reagere hurtigt på borgernes henvendelser, uanset om det drejer sig om de sociale myndigheder, politiet eller alarmcentralen.
Det nye parti lægger vægt på deltagerdemokrati, og har hverken valgt formand eller hovedbestyrelse. Derimod skal en etableringsgruppe forberede et landsmøde i juni, hvor partiledelsen vælges.