Færinger er på bølge- længde med avisen
De bedste historier fra Udfordringen læses op i radioen.Færinger, der lytter til den kristne radio Lindin i Thorshavn, får hver onsdag og torsdag i programmet På bølgelængde en forsmag på Udfordringens bedste historier.
Midt i Thorshavn ligger den kristne radio Lindin. Stationen er med næsten 20.000 lyttere den station på Færøerne, der har flest lyttere.
Hver onsdag og torsdag sender præst og radiovært Dánial á Dul Jacobsen sit program: Á´Bylgjulongd – på dansk: På bølgelængde. Et program med lovsang, bøn og mennesker i studiet.
– De bedste historier i Udfordringen læser jeg op for vores lyttere, fordi jeg synes, historierne er virkelig gode. Især kan jeg godt lide interviews med mennesker, der fortæller om, hvordan de er kommet igennem en krise. Hvordan de har fået et nyt liv efter at have mødt Jesus, fortæller Dánial Jacobsen og nævner et eksempel:
– Historien om Michael Hammer! Fantastisk at læse sådan en artikel. Den historie måtte vores lyttere ikke gå glip af. Og interviewet med den afrikanske folkekirkepræst Afonso Waco. Også den historie har jeg læst op for vores lyttere. Det er artikler, der giver stof til eftertanke.
– Man kan lære meget ved at høre om, hvordan andre mennesker er kommet igennem en svær periode i deres liv.
Vi har fået mange henvendelser fra folk, der arbejder om natten. De fortæller, hvor meget det betyder for dem at høre vores udsendelser genudsendt. De er glade for, at det ikke kun er musik, vi sender, men også samtaler med mennesker og oplæsning fra Udfordringen.
Lindins overordnede formål er at forkynde evangeliet og bringe de gode nyheder om Jesus Kristus, og hvad han har gjort for os, ud til så mange mennesker som muligt.
hbh