Danske børn og unge har et barskt liv
Forældre bør støtte deres børn – uden dog at sætte
for mange regler, mener Marcus Øland-Christensen,
der debuterer som 18-årig med en dramatisk
bog om sit eget liv i denne uge.Selv et barn fra et kristent hjem kan komme helt galt af sted i den moderne danske børne- og ungdomskultur…
Det er Marcus Øland-Christensen selv et eksempel på.
Selv om hans forældre var kristne – ja, endda en præstefamilie – så kom Marcus allerede i første klasse i dårligt selskab på grund af mobning. Allerede i de små klasser fik han en kammerat, der viste sig at være satanist. Og så fortsatte hans ensomme liv ellers med okkultisme, tyverier, perversitet, stoffer, druk og vold, indtil han som 15-årig slap ud af den onde cirkel – ved et rent mirakel. Og så skete det endda på kun ét sekund, hævder han. Deraf titlen på hans bog In Just One Second.
Der er ikke noget at sige til, at Marcus i dag gerne vil fortælle andre om, hvordan han selv kom fri. Men først følger vi Marcus vej – nedad.
Allerede i 2. klasse mister Marcus den tryghed, han kunne have med hjemmefra sit kristne hjem. I bogen beskriver han, hvordan han og hans tvivlsomme ven Nikki er blevet smidt uden for døren på grund af larm.
Nu går de i stedet i den lokale butik for at stjæle slik.
Nikki får Marcus til at gå ind og stjæle slik og øl:
– Jeg skar ansigter til ham og gik så ind i butikken. Jeg listede hurtigt det bestilte under trøjen plus to øl, hvorefter jeg listede ud af butikken igen. På vejen hjem stoppede vi op ved et bord for at nyde rovet. Jeg tog en tår af min øl.
Endelig er jeg blevet cool, sagde jeg og smilte.
Du har vidst ikke fattet en skid? sagde Nikki og smilede igen til mig. For at være cool skal andre også synes, at du er cool. Vi har brug for hjælp nedefra, sagde han og steg ud fra bænken.
Han lagde sig på fortovet, som en tyrker ville på et bedetæppe, og begyndte at be:
Mørkets herre. Prinsen af vore værste ønsker og drømme. Jeg ber dig om at gøre indflydelse på denne dreng og gøre ham sej. Til gengæld kan du så få hans sjæl.
Mere sagde han ikke. Jeg kiggede forundret og skræmt på ham, men tog så en smøg og tænkte ikke videre over det…
Men Marcus kommer til at mærke de kommende år, hvad det vil sige at sælge sin sjæl til den Onde. Hans liv bliver et helvede. Selv i drømme oplever han perverse mareridt.
Hans egen personlighed ændres også. Han begynder fx at nyde at tirre sin lillebror, indtil han græder. På den måde får han afløb for den pine, han selv oplever under mobningen i skolen.
Han får smag for vold og begynder at læse bøger om okkult kampsport. Men selv et skoleskift hindrer ikke mobningen. I den nye klasse bliver han bl.a. beskyldt for at være homo, og samtidig oplever han homoseksuelle mareridt i drømme. Både i drømme og vågen tilstand dukker der en uhyggelig mand op, som de andre ikke kan se. Manden går og håner Marcus og forsøger at lokke ham til selvmord.
Marcus forsøger at fylde livet ud med smøger, kærester, punk og hash. Han skjuler tårerne. Forældrene kan ikke længere nå ham. Men de er på den anden side slet ikke klar over, hvor langt ude han er.
I et efterord til bogen skriver forældrene:
– Det er aldrig sjovt at finde ud af, at ens barn ikke har det godt og ikke kan eller vil nås af sine forældre.
Dér har vi været, og som det fremgår af bogen, har det ikke været nemt.
Marcus beskriver meget flot, hvordan han har oplevet det, og har givet os en sjælden mulighed for at komme helt ind i vores søns sind – men desværre først bagefter, beklager forældrene.
– Følte du dig svigtet af dine forældre?
– Det gjorde jeg nok en lang periode – selv om jeg heller ikke gav dem mange chancer for at hjælpe mig. Til gengæld har de bagefter spillet en stor rolle i mit liv.
– Tror du, at forældre generelt véd, hvordan deres børn har det?
– Nej, de fleste forældre tror nok, at deres børn er små englebørn, griner Marcus.
– Men det er de ikke?
– Nej, og når forældrene opdager det, kan de gøre en af to ting: De kan tage afstand fra deres børns opførsel – men så mister de nemt kontakten.
De kan også blive ved med at vise deres kærlighed – på trods af alt. Det hjælper.
Det er vigtigt, at forældre ikke er ligeglade med deres børns liv. De skal være der til at støtte. Ikke nødvendigvis med en masse regler, for jo flere regler, der er, des mere risikerer de at skubbe børnene fra sig. Men de skal være der som et fristed, hvor børnene kan føle sig helt elsket og accepteret.
– Er det svært for danske unge at vokse op i den ungdomskultur, vi har idag?
– Det ved jeg ikke… I sidste ende er de valg, man træffer, hver enkelts eget ansvar. Jeg vil ikke sige, at det var miljøets skyld, at det gik sådan med mig. Det var mit eget valg.
– Men har børn og unge så ikke brug for støtte til at vælge de rigtige valg?
– Jo, bestemt. De har brug for nogen, de kan tro på. Og nogen, der tror på dem.
For hvis der ikke er nogen, der tror på én, så tror man heller ikke på sig selv.
– Jeg har skrevet bogen for at fortælle, hvad Gud har gjort i mit liv, og hvad han også kan gøre i andres, siger Marcus.
Midt i sit livs mareridt kom han på en Familier på Vejs lejr i Sommersted og fik kontakt med den kristne vejleder, Weyman Howard, Århus.
Weyman lovede, at Marcus på kun ét sekund kunne blive sat fri fra den dæmoniske magt, der forsøgte at ødelægge hans liv. Og det skete.
Derefter fulgte en genoprettelsesperiode på Rudehøj Efterskole, hvor han fik mange gode kammerater, og senere på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, hvor han nu afslutter 2.g her i foråret.
Til trods for sine kun 18 år er han meget moden, og bogen er meget velskrevet.
Sproget er selvfølgelig præget af den rå virkelighed, det beskriver. Dvs. at der ind i mellem er bandeord og sjofle udtryk. Det vil nok falde nogle læsere for brystet. Men til forskel fra mange andre ungdomsbøger, film og tv sker det her med et positivt formål. Og Marcus overdriver næppe…
Bogen fører læseren henimod den løsning, Marcus selv oplevede i sit liv.
Det er en oplagt konfirmationsgave, og der er nok også nogle forældre som kunne have godt af at læse den.
– Jeg tog på KG for tage studentereksamen, så jeg kunne læse teologi bagefter, fortæller Marcus.
– Men nu har jeg besluttet at stoppe efter 2.g. Jeg vil alligevel ikke læse teologi. Jeg vil i stedet ud og forkynde nu.
– Hvordan?
– Det er et trosspring. I første omgang er jeg sammen med Weyman i Healing Waters Ministry. Senere laver jeg måske min egen organisation.
– Flytter du fra KG?
– Ja, formentlig til Nørrebro i København, hvor der er en masse mennesker. Jeg har lært meget af at være på KG i Vestjylland og har fået indsigt i andre kristne grupper. Men jeg tror, at jeg nu skal videre, siger Marcus, der regner med at være aktivt med i Københavns Frikirke.
Hvis nogen vil i kontakt med Marcus Christensen, er hans e-mail: moeland91@hotmail.com.
Han slutter bogen sådan:
– Jeg glæder mig til at komme i gang, det bliver lækkert.
Jeg glæder mig til at få det kick af at fortælle andre om Gud, for han er fantastisk, han er almægtig, og han kan hive folk ud af hvad som helst.
In Just One Second!
