Faderen, sønnen og …

Når vi i mit barndomshjem til tider slukkede for den elektroniske billedkasse, fandt vi Matador frem med det formål at snakke sammen. I stedet blev vi bare pengegriske.Eller det blev til Trivial Pursuit, hvor vi skændtes om at komme på hold med min kloge søster Joan. Eller vi slog os på en bibelquiz, hvor vi skændtes om at komme på hold med min far, for han er præst og kan hele Bibelen udenad.
I aftenens bibelquiz proklamerede familiens to storhjerner – min far og Joan – at de ville på hold sammen. Tilbage var min anden søster Camilla og jeg, for min mor ville hellere strikke og kigge på. Vi kiggede lidt skuffet på hinanden.

Første spørgsmål til vores halvhjernede hold var: ”Fuldfør sætningen: Faderen, sønnen og…”.
Vi mumlede til hinanden og kiggede derefter længselsfuldt på vores mor, der var på vej ud i køkkenet for at lave kaffe, så der var ingen hjælp at hente dér. Vi svarede instinktivt: ”Faderen, sønnen og… moderen?!”.
Det andet hold grinede, så tårerne flød, mens de mumlede noget om Helligånden i nederdel og forklæde. Vi smed quizbogen på gulvet og krævede at spille noget andet. Det endte med kortspillet Spar Dame, hvor min far desværre kunne huske samtlige kort, der var gået. Men pludselig vendte lykken til vores fordel.

Vi stødte helt tilfældigt på et nyt våben: Psykologisk krigsførelse, hvor vi på denne sommerdag fløjtede julesange. Vi udnyttede vores musikalske evner, som Gud trods alt havde tildelt os, siden han havde skænket al intelligens og hukommelse til det andet hold.
Min far blev efter 50. gennem-fløjtninger af ”Noël, Noël” så irriteret, at han slugte en hel kop varm kaffe og brændte tungen. Fjenden var nu desorienteret og såret på slagmarken.
Vores søster Joan var dog en hårdere nød at knække. Vi fandt på at tilføje tekst til vores tostemmige polyfoni og tilføjede crescendo uden ende. Joans smil stivnede langsomt. De to fjender smed endelig deres kort på stuebordet i vrede.

Vi dansede sejrsdans i den nyerobrede stue, mens vores mor kom ind med ostemadder, og al spillegalskab var glemt.
Bare endnu en normal dag i min barndoms gakkede præstegård.