Faderen, sønnen og …
Når vi i mit barndomshjem til tider slukkede for den elektroniske billedkasse, fandt vi Matador frem med det formål at snakke sammen. I stedet blev vi bare pengegriske.Eller det blev til Trivial Pursuit, hvor vi skændtes om at komme på hold med min kloge søster Joan. Eller vi slog os på en bibelquiz, hvor vi skændtes om at komme på hold med min far, for han er præst og kan hele Bibelen udenad.
I aftenens bibelquiz proklamerede familiens to storhjerner min far og Joan at de ville på hold sammen. Tilbage var min anden søster Camilla og jeg, for min mor ville hellere strikke og kigge på. Vi kiggede lidt skuffet på hinanden.
Første spørgsmål til vores halvhjernede hold var: Fuldfør sætningen: Faderen, sønnen og….
Vi mumlede til hinanden og kiggede derefter længselsfuldt på vores mor, der var på vej ud i køkkenet for at lave kaffe, så der var ingen hjælp at hente dér. Vi svarede instinktivt: Faderen, sønnen og… moderen?!.
Det andet hold grinede, så tårerne flød, mens de mumlede noget om Helligånden i nederdel og forklæde. Vi smed quizbogen på gulvet og krævede at spille noget andet. Det endte med kortspillet Spar Dame, hvor min far desværre kunne huske samtlige kort, der var gået. Men pludselig vendte lykken til vores fordel.

