Au pair-præsten

Precy samler au pair-piger til gudstjeneste på Amager.Hun forventer ikke, at livet skal være let. Det har det sjældent været for den 38-årige filippinske præst, der allerede som 10-årig kendte til lange slidsomme arbejdsdage i morens frugt- og grøntbod på en markedsplads i Manilla. Men Precy Soltes-Ofori har en klippefast tro på, at det er Gud, der har sendt hende til Danmark, og at hun skal bruge sin sparsomme fritid på at være præst for den filippinske menighed Jesus is Lord Church (JIL), der holder gudstjeneste hver søndag kl. 14.30 i Allehelgens Kirke på Amager.
De fleste af de 60-70 gudstjenestedeltagere er filippinske au pair-piger, der gennemsnitligt tjener 2.500 kr. om måneden. Derfor er præsten ulønnet. For at tjene til livets ophold, forsørge sin familie og betale for familiemedlemmers skolegang på Filippinerne arbejder Precy Soltes-Ofori som butler på en sydeuropæisk ambassade i København. Det betyder lange arbejdsdage og kun én ugentlig fridag.
Med til jobbet hører også, at hun skal bo på ambassaden, når hun er på arbejde. Hermed bliver der meget begrænset tid til familien og til den menighed, hun selv var med til at starte for ti år siden og siden 2003 har været præst for. Men hun klager ikke.
– Jeg er overbevist om, at Gud vil, at jeg skal være her, og at han har kaldet mig til at være præst. Så vil han også give mig kræfter, siger hun.

Precy Soltes-Ofori er markedsøkonom; hun mangler blot det afsluttende speciale på Copenhagen Business School. En egentlig teologisk uddannelse har hun ikke, men med to års bibelskole og snart 20 års erfaring som aktivt kirkemedlem og menighedsleder i JIL-kirker på Filippinerne, i Hong Kong og København er hun ingen kirkelig nybegynder.
Med til billedet af au pair-pigernes præst hører også, at hun selv i sin tid kom til Danmark som au pair. Forinden havde hun arbejdet tre år som barnepige for en kinesisk familie i Hong Kong.
– Jeg ved, hvad det vil sige at bo og arbejde hos en familie. Selv var jeg heldig at komme hos gode familier, men mange au pair-piger bliver ikke behandlet godt af deres familie og kender ikke deres rettigheder. For dem betyder det meget at kunne komme i vores kirke.
– Vi forsøger at gøre menigheden til et hjem, hvor pigerne kan slappe af og hvile ud. Hver søndag efter gudstjenesten serverer vi et måltid mad. Mange har ikke deres eget køkken, så det er vigtigt for dem at kunne spise sammen i kirken. Når de kommer hjem, er de ofte så trætte, at de sover resten af dagen.
– Som præst får jeg lov at være en kilde til håb og styrke for disse piger. Jeg siger til pigerne: ”Du er mere end blot en au pair. Du er Guds barn.”
Selv voksede Precy Soltes-Ofori op i en katolsk familie, men først som voksen fik hun et personligt forhold til den kristne tro. I en pinsekirke mødte hun en anderledes og vedkommende kristendom, der talte stærkt til hende.

Som tak fordi de får lov at holde gudstjeneste i Allehelgens Kirke hjælper pigerne med ekstra rengøring i kirken en gang om måneden.
– Vi er taknemmelige for, at vi må låne kirken, selv om vores gudstjeneste er anderledes og meget livlig. Vi har høj musik og synger, danser og beder, og jeg underviser fra Bibelen. Som en del af gudstjenesten opfordrer jeg menigheden til at fortælle om ting i deres liv, så vi kan bede for dem. Gudstjenesten varer godt to timer. To-tre gange om året holder vi gudstjeneste sammen med den danske menighed. Deres gudstjeneste er meget stille, men vi kan mærke, at de godt kan lide os.
Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center