Øjeblikkets poesi

Maria Larssons evige øjeblik er en stille, poetisk film om at finde det smukke i verden og i sig selv. Malmø anno 1900. Maria Larsson (Maria Heiskanen) er en typisk arbejderkone i starten af det 20. århundrede – syv børn, en drikfældig og utro ægtefælle (Mikael Persbrandt), som oven i købet slår til både kone og børn, når der er kommet en genstand for meget indenbords, og et liv, der ligner en ørkenvandring i fattigdom og tristhed, uden udsigt til noget bedre. Men i forsøget på at pantsætte et kamera møder hun ejeren af den lokale fotobutik Sebastian (spillet af den altid eminente Jesper Christensen), der lærer hende at bruge kameraet, og pludselig åbner en helt anden verden sig for Maria.
Der går tretten kostumefilm på dusinet. Maria Larssons evige øjeblik ligner ved første øjekast til forveksling enhver anden film i samme genre – men man skal, som de kloge hoveder siger, ikke dømme en bog på dens forside. Filmen er godt nok noget langsom i optrækket, men den fortjener at blive set – ikke mindst på grund af en meget smuk billedside og et fint skue- og samspil fra de to hovedrolleindehavere Heiskanen og Persbrandt.
Titlen henviser til kameraets evne til at forevige øjeblikke – de gode, de onde, de grusomme, og de smukke. Filmen om Maria Larssons liv har rigeligt af disse. Udefra synes filmen at spille på de samme, trætte socialrealistiske klichéer pakket ind i en dannelseshistorie, men ved at stille skarpt på den virkelige, om end noget fiktionaliserede historie om en enkelt kvindes liv, – en kvinde, der aldrig revolutioneredes udefra, og som ikke til slut forlader sin triste tilværelse til en fanfare af bombastisk musik -, får vi, som følger hende, indsigt i noget ægte. Maria Larssons liv endte ikke i en dans på roser. Prinsen på den hvide hest kom ikke og reddede hende ud af fattigdom og elende. Men hun reddede sig selv.
Maria Larssons evige øjeblik er et stærkt portræt af en kvinde, der gennem et kameras linse lærer at se verden på en anden måde. Hun er trælbundet til denne verden – men med kameraet foran øjnene ser hun noget andet, noget der er rigere end det, verden tilbyder hende. Filmens sidste øjeblik er et af de smukkeste i filmen og en passende metafor for Maria: en fangen sommerfugl sættes fri. Maria lærer at elske sig selv og at elske den verden, hun finder gennem kameraet. Se, det er et rigtigt eventyr.

Maria Larssons evige øjeblik • 131 min.
Sandrew Metronome