Samarbejdets mand

Mogens Andersen fra Odense er ny formand for BaptistKirken i Danmark. Og noget tyder på, at han er den rette mand i rette tid. Mogens Andersen er nemlig samarbejdets mand.Efter en turbulent tid er et af Danmarks største frikirkesamfund nu landet på benene igen. I sommer blev der valgt en ny ledelse med Mogens Andersen som formand. Tavlen er nu visket ren, og ny tid med ro på bagsmækken ligger foran.
Det er en aktiv og erfaren formand, BaptistKirkens 5100 medlemmer får. Ud over formandsposten i sin lokale baptistmenighed i Odense er han formand for BaptistKirkens personaleudvalg og er med til at sprede Det Ny Testamente på skoler over hele Fyn som aktiv i organisationen Gideonitterne.
Mogens Andersen er vant til at lede – først i metalvarefabrikken Glud & Martstrand i Odense i 21 ud af 33 år og senest som lokalchef for Kristelig Fagbevægelse i Odense i 12 år. I dag er den 63-årige formand på efterløn. Det giver mere tid til at give den en skalle for baptisterne.
Hans vision er at give krop til de visioner, som repræsentanter for landets baptistmenigheder udtrykte i foråret: At holde sammen på det fælles kirkesamfund, at få baptistmenighederne til at tale mere åbent sammen og at samarbejde bredt med alle andre kirker.

Netværk

– Der er snart ikke det netværk, BaptistKirken ikke er med i, smiler han.
Derfor forholder han sig også positivt til samarbejdet med et nydefineret FrikirkeNet, der i dag kun dækker apostolske kirker, pinsekirker, selvstændige kirker og en håndfuld baptistkirker.
– Vi må erkende, at vi ikke var modne til at være med, da FrikirkeNet i sin tid blev dannet, siger han.
Men siden har FrikirkeNet lagt an til større åbenhed, og forårets møder med alle baptistkirker viste ønske om bredere samarbejde.
– Jeg er personligt meget positiv over for FrikirkeNet. Kan vi hjælpe hinanden og spare ressourcer, er det naturligvis det, vi skal.
Indadtil i BaptistKirken bliver der også samarbejdet mere i fremtiden. Forhandlingerne på det årlige missionsstævne er nu fordelt på to landskonferencer, og som noget helt nyt påbegyndes regionale visions-møder uden nogen formel dagsorden til foråret.

Drivhus

– Dem forventer jeg mig meget af, siger Mogens Andersen. – De skal være et drivhus, hvor nye tanker fødes.
Men hvordan vil I nå samfundet uden for kirken, hvor de to store udfordringer er verdsliggørelse og islam?
– BaptistKirkens berettigelse er først og fremmest livet i menighederne. Det er her, det skal lykkes at være så troværdig, at vi kan være et alternativ til verdsliggørelsen.
Hvad har I at byde på?
– Først og fremmest det kristne fællesskab, hvor vi også skal være åbne for nye søgere.
– Den største udfordring for BaptistKirken er at møde de mennesker, som aldrig sætter deres ben i kirken, bl.a. muslimerne. Her skal vi ud af kirken og møde mennesker, hvor de virkelig er.
Selv nyder Mogens Andersen at spille i Odense Brassband. Han spiller kornet, som han har gjort, siden han var 15 år gammel. Bandet øver i Baptistkirken på Kirkebakken i Odense, men har ellers ikke noget med kirken at gøre.
Mogens Andersen er gift med Anna Lise, og parret har to voksne børn.
Svend Løbner