Jeremy Riddle: the now and not yet

Efter sit debutalbum i 2007, Full Attention, har Jeremy Riddle udgivet sit andet album, the now and not yet. Med varierede og inspirerede sange er det et godt og anbefalelsesværdigt album.
Det er ikke rigtig et lovsangsalbum, og sangene har heller ikke denne her stereotype lovsangs-rytme. Ikke desto mindre er inspirationen fra Bibelen og Jeremys eget liv som kristen tydelig.
Det er friskt og rocket, og uden kiksede og uheldige eksperimenter. Der er bibelske referencer i sangene, men det virker ikke påklistret eller plasticagtigt, men derimod oprigtigt, ærligt og dybtfølt, hvilket gør, at man får lyst til at synge med og høre mere.
Titlen the now and not yet henviser til den spænding, som vi befinder os i. Guds Rige er til stede, men er her endnu ikke fuldt.
Jeremy Riddle er tidligere pastor og lovsangsleder fra en Vineyard-kirke og forklarer det selv på denne måde: “I denne tid oplever vi mange velsignelser, men ingen af dem i den fylde vi vil opleve [i himlen]. Her og nu er vi mere end erobrere, og dog – selvom Kristus har besejret dødens magt, dør vi stadig. Vi er gjort hellige ved Kristi blod, og dog bliver vi løbende gjort hellige. … Det efterlader os med en længsel efter Hans tilbagevenden, og samtidig hjælper det os med at klare den realitet, som vores eksistens på jorden er.”
Jeg var selv positivt overrasket over albummet. Jeremy Riddle har en god stemme og har her formået at skabe et interessant og godt album, med elementer der til tider minder lidt om Kashmir og U2.

Et rigtig godt og solidt album.
John Engedal