En perle af en bog om:
Følelsernes plads i
den troendes liv
Mærk og føl at Herren er god er tiltrængt og kan blive en øjenåbner for mange.Denne bog er en perle af en bog om et ofte omdiskuteret og lige så ofte misforstået emne.Forfatterens ærinde er at understrege følelsernes plads i den troendes liv. Hans tese er, at kristne i almindelighed og teologer i særdeleshed ofte har omfortolket følelsesladede ord i Bibelen til slet ikke at handle om følelser. Fx at kærlighed tolkes som et valg eller en beslutning, at glæde fortolkes som en slags tryg intellektuel vished osv.
Pointen er, at vi er skabt til at føle i ordets egentlige betydning, og at følelser er skabt til at give os ting, som intellektet ikke kan. Fx er følelser typisk drivkraften bag mennesker, der udfører noget stort for Gud, og følelser kan intuitivt advare os mod faresituationer, som vi ikke rationelt kan gennemskue.
Den skeptiske læser vil måske indvende, at følelser kan lede os ud i fristelser, eller at følelser ikke er ubetinget troværdige. Forfatteren behandler naturligvis sådanne indvendinger og viser, at selvom følelser ikke altid skal leves ud, er det typisk et troværdigt udtryk for et eller andet bagvedliggende, som man skal tage alvorligt. I bogen understreges også vigtigheden af, at ens følelser henter deres kraft fra livet med Gud, kendskabet til Gud, samt kendskabet til Guds Ord. Budskabet er ikke, at man altid skal følge enhver følelse, men at vi er skabt til at nyde og bruge vores følelser.
Forfatteren giver nogle gode redskaber til at udvikle sine følelser, nemlig fokus, viden, værdier og tro, som er nærmere forklaret i bogen. I bogen er der også gjort plads til vidnesbyrd fra folk, som denne undervisning om følelsernes plads har gjort en forskel for.
Bogen vil uden tvivl være en øjenåbner for mange. Den er tiltrængt, og det er dristigt, at forfatteren tilmed tør konfrontere mange af tidens store navne såvel som klassiske teologer. Den er tilmed velskrevet og velkomponeret og alt i alt et fremragende lille værk om emnet.
Matthew Elliott:
Mærk og føl at Herren er god
331 sider 220 kr.
Scandinavia