Hold gryden i kog

Selvom jeg ikke er nogen ørn i et køkken, tør jeg da godt stadig gå derud. Forleden besluttede jeg mig for at koge en god omgang pasta. Det er da problemfrit, ikke?Jeg satte selvsikkert vandet over, gik ind i stuen, kastede mig forventningsfuld ned i sofaen, greb en bog og ventede på bobler i gryden. Desværre var bogen så god, at jeg nåede igennem flere kapitler og fik derefter lyst til at gå en dejlig vintertur. Så ringede jeg til en veninde og snuppede dernæst en morfar på sofaen.
Da jeg vågnede igen, mumlede jeg søvnigt for mig selv: ”Hm… sikken besynderlig vag metalduft”. Forfærdet sprang jeg ud i køkkenet og kiggede nysgerrigt ned i den nu irgrønne knastørre gryde. Ups. Jeg slukkede ansvarsfuldt komfuret og løftede gryden op fra kogepladen, men bunden blev siddende. En Terminator-agtig flydende metalmasse strakte sig længere og længere mellem gryden og kogepladen, som dog tørrede i løbet af et par sekunder. Tilbage stod jeg nu med en aflang gryde.
Ærgelsen, angsten og katastrofetankerne omkring en brændende gryde (og et nedbrændt hjem) blev dog øjeblikkeligt erstattet af stolthed: Jeg stod nu med et helt nyt kunstværk i hænderne! Jeg vendte og drejede denne besynderlige gryde, der mest af alt lignede et metallisk frossent vandfald af størknede gryderester.
Jeg har dog valgt for fremtiden – min stolthed til trods – ikke at gentage successen af hensyn til min begrænsede forsikringsdækning. Selvom jeg er vokset op som præstedatter i Frelsens Hær, hvis mangeårige slogan var: ”Hold gryden i kog!”, havde jeg muligvis taget denne opfordring lidt for bogstaveligt.
Jeg besluttede mig for at udstille gryden i mit hjem til alles beskuen for at minde mig selv om, at selvom jeg nok aldrig vinder Michelin-stjerner for min kokkekunst, så vinder jeg i en anden slags kunst: Jeg er en kreativ sjæl med distræte evner, der tillader mig at se lidt skævt på verden. Hvor nogle ser ulykke og fejl, ser jeg kunst og skaberværk.

En nedbrændt gryde kan lære os meget: At ære sin særheder og være stolt af – og ikke bange for – den, man nu engang er. Og at overlade madlavningen til andre.