Femten minutter om ugen kan gøre dit parforhold til en drøm

Et kvarter om ugen kan gøre et ægteskab intimt og romantisk, som da man var nyforelsket. I hvert fald i følge forfatterne til bogen
”Minutter med hverandre”. Udfordringen inviterer alle par blandt læserne til at følge oplægget og investere 15 minutter i hinanden.Gifte par har i dag flere tidsbesparende indretninger og mindre tid til hinanden end nogen tidligere generation. Hvis man som ægtepar ikke tager sig tid til hinanden, vil gode ægteskaber forringes til slagmarker, hvor krævende ægtefæller slås om hinandens opmærksomhed. Gode ægteskaber bliver til triste, uinspirerede par, som er sultne efter virkelige oplevelser. Fattige ægteskaber bliver til hjem, hvor man bare holder ud “for børnenes skyld”.
Hvis ægteskabet skal fungere, må ægtefællerne tage sig tid til hinanden. Men hvordan planlægger man tid sammen i en hektisk hverdag med fuldt program? To jobs, to forskellige arbejdsplaner, børn som skal hentes i institutioner og køres til fritidsaktiviteter? Nogen går også på aftenskole for at blive bedre kvalificerede til deres arbejde, og andre tilbringer mere tid på flyrejser end med ægtefællen.

Det er muligt

At tage sig tid sammen kan gøres i små portioner. For eksempel kan man tage femten minutter ud af en travlt uge, som stadig truer med at tage den tid fra dig, du havde tænkt at have sammen med din ægtefælle. Femten minutter i løbet af ugen – eller i alt tolv og en halv time i løbet af et år.

Vil du genoplive intimitet og romantik?

Vil du investere femten minutter om ugen i at genoplive den hyggelige atmosfære og de intime samtaler I havde i forlovelsestiden?
Vil du sætte femten minutter om ugen af i et fredeligt, men måske lidt kedeligt, ægteskab for at komme op på et højre niveau af intimitet og fællesskab?
Vil du prioritere femten minutter om ugen for at beskytte dit ægteskab mod skilsmissens tærende, giftige fangearme?
Det virker overkommeligt, men vil det gøre nogle forskel i ægteskabet?
De følgende uger vil man kunne læse et oplæg her i avisen fra bogen “Minutter med hverandre” af Bobbie og Myron Yagel. Forfatterne er ikke i tvivl: Hvis I prioriterer denne tid hver uge, vil I opnå et rigere og mere givende ægteskab. For succes i ægteskabet består ikke i at få den rette ægtefælle. Det der er vigtigt er, at du selv bliver den rette ægtefælle.
Begge må være indstillet på at bruge tid på dette.

10 gode råd inden I går i gang:

1. Bestem jer for om I vil læse disse lektioner hver for sig – eller højt sammen.
Gør det evt. på skift – kvinden i de ulige uger, manden i de lige.
Kvinden kan så også besvare alle spørgsmålene først i de ulige uger, og manden først i de lige uger.
2. Ha’ kropskontakt i løbet af de femten minutter. Hold hinanden i hånden eller sid ved siden af hinanden i sofaen, på gulvet eller i sengen.
3. Slap af. Træk vejret dybt. Abstraher fra dagens bekymringer og kriser.
4. Sørg for ro omkring jer. Lad ikke fjernsyn, radio eller telefon forstyrre. Har I børn, så vent til der er ro i huset.
5. Fokuser al opmærksomheden på din ægtefælle.
6. Forvent en dejlig varm og intim stund.
7. Brug 5 minutter på at læse lektionen, så der er tid til at lade det “synke ned”, inden I går i gang med at snakke om dem.
8. Vær villig til at være sårbar. Det er risikoen værd.
9. Vær udholdende. Sæt en fast tid af til at være sammen. Kommer I til at springe en uge over, så bed hinanden om tilgivelse og tag to lektioner ugen efter.
10. Før en “logbog” over nye opdagelser, ting der bør arbejdes med og ting der udvikler sig. Skriv det ned.

10 emner

Materialet dækker følgende emner:
Kærlighed
Samliv
Værdsættelse
Engagement
Kommunikation
Konfliktløsning
Tilgivelse
Følelsesmæssig intimitet
Fysisk intimitet
Åndeligt liv

Hvert emne gennemgås fem gange – først på det mest grundlæggende niveau, så det mere avancerede.
Rigtig god fornøjelse!

Første lektion – Uge 1:

Kærligheden taler


“Jeg elsker dig!” Peters varme ord ringende i ørerne. Jeg gengældte knuset og kysset – men ikke ordene.
Vi havde kun været gift nogle uger, og min mand strålede da han betragtede mig. Jeg lå i natkjole og med uglet hår. “Tine jeg elsker dig og jeg ved du elsker mig”.
Jeg vidste godt hvorfor han sagde det til mig, men jeg var ikke sikker på, om han forsøgte at overbevise sig selv eller mig.
Ordene “jeg elsker dig” sad ligesom fast i halsen på mig. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke sige de samme ord højt, som jeg selv satte stor pris på at høre dagligt fra Peters mund.
Hver gang Peter sagde “jeg elsker dig”, tjekkede jeg mine følelser, for at finde ud af, om de var varme og dybe nok til at jeg kunne sige det samme til ham. Men jeg syntes ikke, jeg havde de rette følelser, så jeg forblev tavs…
Efter at vi havde deltaget i vores første ægteskabsseminar, lærte jeg, at den motor som holder ægteskabet i gang hedder hengivelse. Det er lokomotivet, og følelserne følger så efter som togvognene.
Kærlighed er mit bestemmelsessted, som jeg for min ægtefælles skyld begiver mig af sted mod. Jeg spørger ikke “hvor meget skal jeg gøre” men “hvor meget kan jeg gøre for dig i dag – for at møde dine behov”.

Da jeg forstod hvad kærlighed virkelig er, bestemte jeg mig for at sige til Peter, at jeg elskede ham – uanset hvordan jeg følte. Selv om jeg i starten følte mig som en hykler, tvang jeg ordene frem. Peter reagerede ved at vise mig endnu mere kærlighed. Jeg blev overrasket over, at min beslutning om dagligt at sige til Peter at jeg elskede ham, banede vejen for nye og varmere følelser hos mig selv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Undersøgelser har vist, at et almindeligt symptom blandt par som bliver skilt, er, at de sjældent sagde “jeg elsker dig” til hinanden.
Men hvis du siger disse tre enkle ord tre gange om dagen, vil du lime dit ægteskab sammen med superlim. Ordene er virkningsfulde og gavnlige. Når de udtales med varme, kan de vække erotiske følelser og fysisk begær, tænde romantiske gnister i sindet eller stimulere hjertet, så man med glæde udbryder “jeg er virkelig elsket!”
Venlige handlinger og opmærksomhed kan aldrig erstatte forsikringen om at vi er elsket. Mange mødre og fædre ofrer tid, kræfter og penge på at forberede børnene på livet. Men de fleste voksne børn som ikke har hørt forældrenes verbale forsikring om kærlighed, ville have undværet næsten alt andet, for at høre forældrene sige “jeg elsker dig”. Det er på samme måde i ægteskabet. Vi må forsikre ægtefællen om vores kærlighed ved at sige de tre stærke ord “jeg elsker dig”.
Opgave:
Stil hinanden følgende spørgsmål: Hvordan føler du det, når jeg siger: “Jeg elsker dig”? – Ønsker du, at jeg siger “jeg elsker dig” oftere end jeg gør?

Snak sammen – og færdiggør denne udtalelse “Jeg kan specielt godt lide, at du siger, at du elsker mig. når…. (eks. når du tager af sted, når vi snakker i telefon, osv.)

Ugens udfordring:

Sig “jeg elsker dig” til hinanden tre gange dagligt. Gerne på et tidspunkt som din ægtefælle finder særligt betydningsfuldt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Advarsel: Når din ægtefælle siger “jeg elsker dig” efter denne lektion, må du modstå trangen til at svare “det siger du bare, fordi det er vores opgave” eller “det mener du ikke”. Hvis du afviser den udtalte kærlighed, kan det tage modet fra din ægtefælle.

Milde ord er som en strøm af honning, søde for sjælen og lægedom for kroppen.
Ordsprogenes Bog 16,24