Spændt forhold mellem Fatah-ledere før de nye fredsforhandlinger
På tærsklen til en genoptagelse af de palestinensisk-israelske fredsforhandlionger er der opstået et spændt forhold mellem Fatahs to ledere, præsidenten for Den palestinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, og PA’s statsminister, Salam Fayyad.
Den længe ulmende konflikt mellem de to mænd brød ud i lys lue, efter at Abbas i mandags afviste Fayads plan om ensidigt at proklamere en palestinensisk stat i sommeren 2011.
Abbas afvisning kom i hans interview med israelsk TV, da han sagde, at en sådan proklamation – et scenario som volder bekymring i Israel – ikke er på dagsordenen.
Fayyad og Abbas har længe været politiske rivaler, men det er lykkedes dem at bevare et tåleligt arbejdsforhold bl.a. ved ikke at kritisere hinanden eller at modsige den andens udtalelser offentligt.
Ifølge palestinensiske kilder i Ramallah blev forholdet mellem dem imidlertid brat forværret, da Fayyad i et interview med den israelske avis “Ha’aretz” forylig antydede, at PA ville erklære oprettelsen af en palestinensisk i august 2011, hvis fredsforhandlinger med Israel slår fejl.
Abbas og kredsen omkring var blevet stødt over, hvad de opfattede som Fayyads bestræbelse på at omgå Abbas’ myndighed og “diktere en dagsorden til præsidenten og andre institutioner under PLO”.
Til trods for sin stilling som statsminister er Fayyad underlagt præsidentens myndighed – og Fayyads udtalelser til den israelske avis er i modstrid med Abbas’ synspunkter, der bl.a. går ud på, at en ensidig statsproklamation ikke tjener palestinensiske interesser.
Fayyad sigter højt
Fayyads udtalelser og handlinger har imidlertid vundet stadig større popularitet i den offentlige mening. Og selv om Fayyad påstår, at han ikke er interesseret i at blive præsident, menes det, at han sigter mod denne post.
Abbas har taget afstand fra Fayyads uafhængige kurs ved at udtale, at det ikke er “fraktioner eller regeringen, som tager beslutninger”. Denne udtalelse, fremsat over for Fatahs Revolutionsråd sidste weekend, synes at vise, at Abbas har mistet tålmodigheden med Fayyad – og at PLO (Den palestinensiske Befrielsesorganisation) er den eneste myndighed, som kan træffe beslutninger for det palestinensiske folk.
I sit interview med journalist Ehud Ya’ari i israelsk TV forleden sagde Abbas:
– Vi vil ikke træffe ensidige beslutninger. Vi vil overholde aftaler.
Abbas kommentarer opfattes som en dundrende lussing til Fayyad. Hans reprimande til statsministeren går på, at en ensidig proklamation vil gå Israels ærinde ved at begrænse omfanget af den nye stat til 50-60 procent af Vestbred-området – og uden Jerusalem som hovedstad.
Ifølge israelsk presse har Fatah-embedsmænd i Ramallah opfordret Abbas til at tage tre vigtige ministerposter fra Fayyad, inkl. finansministeriet. De har tillige gentaget deres modstand mod ideen om at Israel skal betegnes som en jødisk stat.