Eva Maria leder børnekor i Polen

Det danskstøttede gospelkor samler 20 børn hver anden uge.20-årige Eva Maria Kondra Bjergager fra Odense er taget til Polen for at arbejde som frivillig i det gospelarbejde, som støttes af den danske missionsorganisation Aktiv Mission.

Eva Maria sammen med børn fra børnekoret støttet af Aktiv Mission.

Med danske Lea Kjeldsen som frontfigur har arbejdet med Gospel i Polen siden start inspireret til en gospelbølge, og flere end 40 gospelkor rundt om i landet. Sidste nye skud på stammen er det første børnekor, som Eva Maria nu er med til at starte op og lede.
Hele efteråret har børneteamet og Eva Maria arbejdet hen imod et egentlig gospelkor, og i januar havde flokken af børn i alderen 4 til 12 år deres første kor-øvelse. For Eva Maria har det været både sjovt og livsbekræftende at arbejde med koret.
– Nu har vi været sammen med børnene hver anden uge i cirka seks måneder, og der er omkring 20 børn i koret. De har lært rigtig mange sange og har allerede afholdt deres første koncert i maj, fortæller Eva Maria og fortsætter:
– Uanset hvor dårligt humør jeg er i, kan jeg ikke undgå at få et smil på læben under prøverne i børnekoret. Som når lille Sosia som altid lige fra begyndelsen spørger: ”Hvornår er der pause?”, men bliver ved med at komme smilende igen og igen, hver gang vi samles. Eller når vi prøver at oversætte ordene ”Father to the fatherless” (far til de faderløse), og et af børnene rækker hånden op og siger: ”Det er sådan en far, som ikke har nogen far”. Så kan jeg ikke lade være med at smile.
– Jeg har spurgt nogle af børnene, hvad de synes om at være i koret. De svarede blandt andet, at ”det er altid sjovt, for man kan lege, synge og røre sig – selvom det nogle gange er lidt hårdt,” og ”det er godt at synge om Gud, for så kan vi stole på Ham,” og ”vi lærer meget om Jesus, når vi synger om ham.”
– Sebastian, som er frivillig dirigent fra England, siger, at sjælen bliver læget af at være sammen med børn. Jeg er helt enig med ham. Det er en fornøjelse at være en del af koret, og jeg går altid derfra med nyt mod, lyder det begejstret fra Eva Maria.

Lisbeth