Kristen bold
Aldrig har så mange spillere da korset sig som ved dette års fodbold-VM. Tidligere kunne fænomenet iagttages i ny og næ ved indskiftninger, men i Sydafrika i år korser utallige sig; og det med stor flid – ofte også når man forlader banen ved udskiftning eller ved scoringer, hvor der tit rettes et langt, taknemmeligt blik mod det høje.
Anders Raahauge
Kommentator
Tyske og hollandske spillere er selvsagt ikke med på vognen, uden at det dog siger noget om deres eventuelle, private gudsforhold. Det er deltagerne fra de katolske lande, der i stadigt stigende grad plejer den skik; i nogen grad spillere fra Sydeuropa, i endnu højere dem fra Sydamerika og Afrika. Og det er opmuntrende at se, hvordan halvdelen af verdens fineste fodboldspillere blæser på det nye dogme, udstedt af de allerhøjeste Overnationale Domstole og af Europas koldeste politikere: At religion herefterdags er forvist fra det såkaldt offentlige rum, en bulle som er udstedt ene og alene af ængstelse over islams tiltagende synlighed på vore breddegrader.

