Vær nu lidt diplomatisk, Jesus
Benna Asmussen Hørlück bor i Græsted og er redaktør på hjemmesiden AdamogEva.dk, der oplyser og rådgiver om sex.
Da Jesus gik videre, så han Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: Følg mig!
(Markusevangeliet 2,14)
I de populære talentshows skal dommerne spotte, om den, der optræder foran dem, nu har det i sig, der skal til for at blive en rigtig stjerne. Jeg hører til dem, der krymper mig ved de hårde domme, hvor der kort og kontant bliver sagt: Du har det ikke i dig. Drop det!
Jeg vil have det meget bedre med, at man i indfølende diplomatiske vendinger får sagt noget om, at det måske ikke er drømmen om de store scener, der skal være motivationen, men at det er inspirerende at se den iver, der er lagt i fremførelsen. Men nej, konceptet er: klar besked!
Ofte kan jeg også tænke, hvorfor Jesus ikke forsøgte at være lidt mere diplomatisk og knap så skarp og kategorisk. I Bibelen går det ofte ud over farisæerne, som dybest set ønskede at leve et fromt liv. Alligevel sætter Jesus dem på plads igen og igen.
Han antyder ikke engang, at han forstår deres iver og anstrengelser. Han kører linjen: Klar besked, og fortæller dem, at de ingen vegne når med deres regler og love. Drop jeres iver, siger han, I har det ikke I jer. I stedet forkynder Jesus en helt ny tilgang til Guds Rige.
Det er det, vi ser noget af i søndagens bibeltekst. Jesus træder frem med en myndighed og et nærvær af Guds rige, som var ukendt for det jødiske folk. Han inviterer direkte til fællesskab med Gud uden at kræve andre forudsætninger, end at de følger ham. Det var voldsomt, chokerende og absurd på én gang.
Markusevangeliet 2, 14.
Tolderen Levi sad ved sin toldbod. Han havde solgt sig selv til besættelsesmagten og levede af at indkassere de forhadte afgifter og lidt til egen lomme. Da Jesus kom forbi, standsede han og sagde til Levi: Følg mig!
Jeg forestiller mig, at de ord blev hængende i en pludselig tavshed. Hvis jeg skulle lave denne scene på film, så skulle al anden lyd og bevægelse gå i stå. Alle omkring Levi og Jesus skulle holde vejret, indtil stilheden ville blive brudt af dem, der fik deres morgenkrydder galt i halsen.
Efter at have set Levi og Jesus forsvinde sammen brugte farisæerne resten af dagen på at holde øje med, hvad det kunne udvikle sig til. De forstod ikke, hvad Jesus så i den flok af toldere og syndere, som han omgav sig med. I deres øjne blåstemplede Jesus deres syndige levevis i stedet for at anerkende farisæernes anstrengelser for et leve fromt liv.
Jesu svar er ikke til at modsige: De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Det slukkede farisæernes diskussionslyst for den aften.
Hvis jeg i stedet prøver at sætte mig ved toldboden, på Levis plads, og opdager, at Jesus står og ser på mig, og hører ham sige: Følg mig! så mærker jeg et sus og et ryk i min krop.
Det kan ikke være indbildning, for der er øjenkontakt. Det er til mig. Jeg mærker, at noget rører ved mig, både nænsomt, uventet, befriende og med en klar myndighed: Kom …!
Jeg ved ikke, hvor meget Levi har hørt eller tænkt om Jesus før, men i det øjeblik må han have hørt myndigheden i Jesu stemme og vidst, at den var fra Gud. Han må have mærket nærværet af Guds rige og længslen efter at være sammen med Jesus, følge ham og tjene ham.
Det er præcis det kald, jeg beder Jesus om at forny i mig igen og igen. Det kald, som er så overbevisende, at intet hindrer mig i at overgive mig helt til hans vej og vilje.
