Vraget amerikaner blev den værste kritiker af nyt fund
Da kineserne offentliggjorde deres opdagelse af Noahs Ark-fundet på Mt. Ararat, beskyldte en amerikansk bibelarkæolog dem for selv at have slæbt træ-konstruktionen op på bjerget. Hvorfor…?Da det kurdisk-kinesiske NAMI-team kom på sporet af en stor trækonstruktion på Mt. Ararat, ønskede de at invitere en arkæologisk fagmand med i arbejdet på at udforske Noahs Ark.
De inviterede den amerikanske forsker og professor Randall Price til Hong Kong.
Han syntes oplagt. Han havde en mastergrad og en ph.d. i mellemøstlige studier. Han havde taget studier ved Hebrew University of Jerusalem og stod for udgravninger i Israel sammen med University of Texas, hvor han underviste i bibelsk arkæologi og historie. Han har ledet udgravninger i Qumran Plateauet mellem 2002-2008.
Han er Executive Director og Distinguished Professor i judæiske studier ved Liberty University i Virginia, USA. Og endelig havde Price sit eget World of the Bible Ministry (Biblens verden), som specialiserer sig i bibelsk arkæologi og Mellemøsten i relation til de bibelske profetier.
Da dr. Price nu var kommet ind i varmen, fik han også den opsigtsvækkende besked i juni, at Parasut havde fundet Noahs Ark, eller i hvert fald en trækonstruktion på Mt. Ararat – og havde været inde i den.
Researcheren Clara Wei inviterede amerikanerne til at komme over med det samme, så de kunne se arken. Men Parasut var krænket over, at amerikanerne troede, at hans første fund af forstenet træ blot var vulkansk tufsten.
Han forlangte, at amerikanerne betalte 17.000 Euro for at få e-mailet otte fotos. Og det gjorde de, men Parasut sendte ikke de mere spændende fotos af frygt for, at de skulle blive hacket på nettet, men han lovede at vise billeder af træstrukturen, når de skulle mødes.
Parasut forlangte også et forskud på 120.000 Euro til udstyr og tilladelser før ekspeditionen. Amerikanerne må have troet på fundet, for de betalte deres halvdel på 60.000 Euro. Spændte på at blive ledt op til ark-stedet tog amerikanerne i august 2008 til Tyrkiet og mødtes med kineserne og Parasut.
– Den aften viste Parasut os de fotos, som Clara Wei havde beskrevet. Imidlertid havde hulen et træ og noget løvhæng foran og træstrukturen med en dør var udhugget i en klippe! forklarer Randall Price.
– Parasut var vred over, at vi stillede spørgsmål ved hans fotos (det gjorde kineserne ikke), og han ville ikke tale direkte med os bagefter. Han sagde til kineserne, at han ikke ville vise os flere fotos, fordi amerikanerne havde GPS og ville vide nøjagtigt, hvor arken befandt sig. Til trods for dette tydelige bedrag bad kineserne os om at have tillid til Parasut og være tålmodige, forklarer den amerikanske professor.
Han var næppe helt klar over, hvor dybt han havde fornærmet den kurdiske mands ære ved offentligt at betvivle hans troværdighed.
Bedre gik det ikke i september, hvor Parasut trænede lokale folk i at klatre i bjergene, men ikke ville træne den amerikanske gruppe, selv om han havde sagt, at de skulle testes, før han kunne tage dem med op. Alle amerikanerne havde i øvrigt erfaring med bjergbestigning, så det var også en fornærmelse over for dem.
Price og hans kolleger ville nu have deres penge tilbage, men kineserne forsøgte at mægle og tilbød at sende deres unge veltrænede kameramand op til ark-stedet sammen med Parasut, så amerikanerne bagefter kunne se på video-optagelserne, at stedet var reelt nok. Men da kameramanden bagefter sagde, at han ikke havde været i nærheden af hulen, forlod amerikanerne stedet i vrede.
Filmmanden Wing-Cheung Yeung forklarer:
Det største problem var, at vejret var meget dårligt. Parasut sagde til os, at vejret ville gøre opstigningen på bjerget meget vanskelig og farlig. Han foreslog, at vi opgav vores plan om bjergbestigning. Vi ventede en tid, og herunder havde dr. Price og den tyrkiske guide en diskussion om vejret og muligheden for at bestige Mt. Ararat. De var uenige. Det endte med, at Price ikke havde tillid til det lokale ekspeditions-team. Som følge af dette sluttede deres samarbejde. Vi forsøgte at forsone dem, så samarbejdet kunne fortsætte. Vi prøvede meget for at bearbejde konflikten mellem dem. Men vi havde ikke held til det på grund af forskelle i kulturbaggrund og meninger, forklarer Yeung diplomatisk.
Mens kineserne tog hjem, blev den amerikanske gruppe i Tyrkiet og mødtes kort efter i slutningen af september med dr. Richard Bright, som har besteget Mt. Ararat henved 30 gange, bl.a. sammen med astronauten Jim Irwin. Han tog dem i oktober med op på bjerget til 3.963 meters højde. Da de kom ned fra bjerget fik de at vide, at Parasut var meget vred over, at de havde valgt en konkurrerende kurdisk guide. Og forholdet var nu helt umuligt at genopbygge.
Man fornemmer et enormt kultursammenstød mellem den meget kontante og selvbevidste amerikaner, og den østerlandske, kurdiske stil, hvor spørgsmålet om ære og skam spiller en helt anden rolle. Og midt imellem stod så de reserverede og høflige kinesere, der ikke kunne rumme begge parter.
Dr. Price gjorde næppe forholdet bedre ved at lægge et brev til lederen af den kinesiske gruppe, Andrew, ud på nettet, hvor han rent ud beskyldte ham for at have brudt sit ord og ikke at have opført sig som en god kristen blot fordi Andrew havde valgt at sige farvel til Price og hans gruppe af hensyn til Parasut. Det var dybt ærekrænkende for den kinesiske leder af NAMI.
Clara Wei sendte på NAMIs vegne 2/3 af pengene tilbage, nemlig fraregnet den del, der var brugt på det mislykkede forsøg.
Da nyheden om Parasuts og kinesernes store opdagelser blev offentliggjort i maj 2010, var Randall Price den første, der udtalte sig kritisk til pressen. Han antydede kraftigt, at kinesernes var blevet snydt af den kurdiske guide, som han beskyldte for at være fordrukken, og han citerede en anonym kurdisk guide for, at Parasut selv havde transporteret træ op på bjerget.
Det kinesiske team var rystet. Udtalelserne skabte en masse skepsis i USA ikke mindst i det bibelarkæologiske miljø, hvor Price blev anset for en stor ekspert. Det var netop fra dette miljø, der altid havde været størst interesse for at finde arken, og hvor de kinesiske kristne ventede størst forståelse. De havde regnet med, at Price ville forsvare fundet. Men nu gjorde han det modsatte. De oplevede det som en personlig hævnakt.
NAMI udsendte straks en pressemeddelelse fra pressekonferencen i Holland, hvor de afviste beskyldningerne.
Den tyrkiske direktør for Kulturministeriet i Agri-provinsen, Mr. Muhsin Bulut, forsikrede , at bjerget er afspærret område og strengt overvåget, og at det ville være umuligt at transportere så meget træ op på bjerget.
I et senere indlæg forsøgte dr. Price at trække i land ved at sandsynliggøre, at det KUNNE lade sig gøre at smugle træ op på bjerget – men slutter med ordene: Dette beviser ikke, at det skete, men at det kunne lade sig gøre.
Man kan sagtens forstå dr. Prices store skuffelse og vrede over ikke selv at have del i historiens største opdagelse, som hans organisation havde satset så mange penge på. Men hans personlige angreb på kurderen Parasut og den kinesiske kristne leder betød desværre, at den store nyhed blev mistroet – selv i det amerikanske bibelbælte.
Den kurdiske guide Parasut svarede på sin egen måde:
– Selvfølgelig ved den tyrkiske regering også, at I (det kinesiske hold) er kristne. Man nævner det i de tyrkiske nyheder. De kristne fandt arken med hjælp fra det tyrkiske hold. Og efter min mening kan alle, der er virkelige kristne, arbejde på projektet, siger Parasut.
– Folk fra den tyrkiske regering har været her og har talt om Bibelen og Koranen – de hellige bøger. Og dem kan man ikke lyve for.
Hvis Price er menneskelig, vil han så tale på den måde?
Han kan komme her, og vi kan sidde over for denne mand og tale ansigt til ansigt om, hvem der lyver. Og den, som bliver afsløret, må forlade bordet…
Mere næste uge!
