Vestens ledere hører ikke de desperate råb

”Mellemøstens kristne føler sig svigtet af den kristne verden”, siger kristen ledere.De kristne i Mellemøsten bliver stadigt mere lammede af frygt for deres liv og føler, at de er blevet svigtet, fordi de, der skulle beskytte dem, er bange for at oplyse, hvem der truer deres menigheder – og vestlige ledere forsømmer at høre deres desperate råb om hjælp.
Med sådanne dramatiske ord appellerer en kristen leder, der indtager en nøglestilling i Den internationale kristne Ambassade i Jerusalem, i dag til den kristne verden om at gøre noget for deres mellemøstlige fæller, hvis antal svinder stadigt mere ind.
Lederen er ambassadens mediedirektør, David Parsons, som i et stort indlæg i ”Jerusalem Post” skriver, at de kristne i dette område søger efter ”en anerkendelse af deres lidelser”, en ”påvisning af, hvem der plager dem” og ”et vist mål af håb, hvis de beslutter sig for at blive”.

Han indleder sit indlæg således:
– Verden var chokeret over nyheden om en El-Qaida terroristcelles brutale blodbad i en katedral i Bagdad i slutningen af oktober. Radikale muslimske militsmænd stormede kirken og holdt et stort antal mennesker som gidsler, mens de udstedte en lang liste af vidtrækkende krav, heriblandt løsladelse af flere egyptiske kvinder, som påstodes at have konverteret til islam og var blevet holdt imod deres vilje af den koptiske kirke. I en påfølgende ildkamp med irakisk politi slagtede militsmændene 44 kristne andagtssøgede, to præster og syv sikkerhedsmænd.
Videre skriver Parsons:
– Denne brutale ugerning blev efterfulgt af en række fortsatte islamiske angreb mod Bagdads kristne bykvarterer, inkl. en stribe af 13 koordinerede bombninger to uger senere, som krævede yderligere seks liv og fremkaldte panik blandt det hensvindende 2000-årige kristne samfund, hvoraf mange talte åbent om at flygte.

– Iraks kristne samfund har været under radikale islamiske elementers brutale angreb i adskillige år og et let bytte i det kaotiske kølvand på den USA-ledede invasion. Mens konflikten opnåede sit mål – at styrte Saddam Husseins despotiske styre – blev den med forsæt forlænget af globale jihadister, som besluttede at gøre Irak til den centrale kampplads for deres forbitrede kampagne mod den frie, demokratiske verden. Indfødte irakiske kristne var – efter deres opfattelse – blot forræderiske allierede af ”Korstogs-Vesten”, hedder det i indlægget.
Parsons skriver, at fem kirker blev bombet i Bagdad på en enkelt søndag i 2004. Kristne var regelmæssigt blevet kidnappet og holdt fangne for løsepenge. Kristne forretninger blev afbrændt, præster blev halshugget, og kristne kvinder blev slået for deres ”ikke-islamiske” påklædning. Kristne har tilmed været skydeskive for påståede krænkelser af islam, begået tusinder af kilometer borte, som det var tilfældet med optøjerne efter de danske Muhammed-tegninger i 2005 og pavens udtalelse om islam i september 2006
David Parsons oplyser, at i løbet af blot et årti er forskellige kristne menigheder i Irak gået ned fra et anslået antal af 1.4 millioner til omkring halvdelen, og at den kristne tilstedeværelse i Bagdad nu blot er en tredjedel af, hvad den har været.

Andre kristne minoriteter i Mellemøsten har oplevet lignende nedture i de senere år, skriver Parsons, heriblandt egyptiske koptere, libanesiske maronitter, græsk-ortodokse i Jordan, Syrien og de palæstinensiske områder – men at Israels voksende kristne befolkning er den eneste undtagelse i området.
Parsons fremhæver, at den kristne exodus fra arabiske lande er grund til seriøs bekymring i vestlige kirkehierakier og skulle have været et større diskussionsemne i Vatikanets nylige synode af katolske biskopper fra Mellemøsten.
Et banebrydende dokument med betegnelsen ”politisk islam”, affattet inden dette møde, skulle for første gang have omtalt grundene til den kristne flugt fra Mellemøsten.

Parsons skriver, at da Mellemøst-biskopperne afsluttede deres to-ugers møde i Rom, havde anti-israelske agitatorer blandt dem påvirket hele gruppen til at give jøderne al skylden for deres problemer. Synodens afslutningsbudskab omtaler knapt de hovedproblemer, som plager de kristne menigheder, som det radikale islams opgang og restriktioner for religionsfrihed.
I stedet blev der udstedt en appel til det internationale samfund om at ”afslutte okkupationen af palæstinensiske områder”– og hermed at sætte fokus på Israel som hovedårsagen til denne kval.
I sidste del af sit indlæg skriver David Parsons:
– På et officielt besøg i Indonesien efter kirke-blodbadet i Damaskus opretholdt USA’s præsident Barack Obama sit trøstende budskab om, at ”islam er en fredens religion” og at ”USA aldrig vil kriges mod islam”.
Parsons sidste sætning er:
– Måske en fælles optræden af vestligt diplomati på de kristnes vegne vil kunne bidrage til at standse denne blødning.