Kirken fortjener visionære ledere og Kristus-centrerede medlemmer

Kirkecoach Bill Hybels svarede på spørgsmål fra 110 danske kirkeledere på Amager forrige weekend.
Forventningerne var store, da 110 kirkeledere fra hele landet mødtes i Korsvejskirken i Kastrup for at spørge og lytte til en af vor tids mest indflydelsesrige kirkeledere: Bill Hybels fra Willow Creek i Chicago.

Bill Hybels illustrerede sine pointer på en flipover.

Præsterne kom fra så forskellige kirkeretninger som Adventistkirken, Apostolsk kirke, Baptistkirken, Folkekirken, Frelsens Hær, Metodistkirken, Pinsekirken og andre frikirker og frimenigheder.
Det var spørgsmålene fra forsamlingen, der kom til at sætte dagsordenen på coach- ing-dagen. Hvad gør man fx, hvis menighedsrådsmedlemmer ikke kan enes?
– Du gør, som Jesus anviser i Mattæus-evangeliet kapitel 18: Få parterne til at snakke sammen. Min erfaring er, at 90 pct. af sandheden kommer på bordet ved, at de to, der er uenige, snakker direkte med hinanden. Men for at få de sidste 8 pct. med, skal en anden ind. Så er der kun to procent tilbage. Og så kan man faktisk arbejde sig ud af problemet, sagde Bill Hybels og fortsatte med et par gode råd til trivsel i kirkeledelsen:
– Vi lader menighedsrådsmedlemmer sidde tre år ad gangen og giver dem så et år fri. Det giver nye idéer og ny friskhed til ledelsen. De nye får også en beskrivelse af menighedsrådsmedlemmers ”code of conduct” (og den gennemgår vi alle sammen med jævne mellemrum: Kom til møderne, lad være med at afbryde de andre, opbyg ikke et sideteam, endnu en bestyrelse på p-pladsen efter mødet! Og de indvilliger i, at menighedsrådet altid taler med én stemme til menigheden. Jeg vil aldrig tale om noget til menigheden, som der ikke enighed om i menighedsrådet.

Hvordan gør man projektmennesker til menighedsrådsmedlemmer? spørger en anden.
– Det er vigtigt at sikre en ydmyg tilgang til menighedsledelsen. Hold et par prædikener om ydmyghed og tjenersind inden rekrutteringen!
– Nogle gange lister vi folk ind i bestyrelser ved at sænke kravene. Men gør det modsatte: Her er, hvad Jesus sagde. Og vi bærer hans navn. Lad os tage ham på ordet!
Hvad nu, hvis der ikke er egnede folk?
– Så må I undvære dem en periode. Det er bedre end at få den forkerte leder ind, som måske kører afdelingen i sænk senere. Jeg har måttet sige til kirken nogle gange: Vi er nødt til at lukke dén og dén tjeneste ned. Så siger folk: Det kan I da ikke! Bare se, svarer vi! Hvis ingen er begejstrede, må vi give tjenesten en midlertidig begravelse. Måske får vi så en opstandelse.

Kig en gang på tjenestens livscyklus, fortsatte Bill Hybels, der nu havde talt sig varm. En aktivitet eller kirke går typisk gennem fire faser: Accellerating – Booming – Decreasing – Dying. Faserne kan oversættes med Skyder op – blomstrer – visner – dør.
Hvor er din kirke? udfordrede Bill Hybels og fortsatte: Hvis den er i tilbagegang, må I spørge jer selv: Hvad skal der til for at forny den? Hvad skal genopfinde kirken? Hvis den er døende, skal I overveje, om den skal have lov at dø og måske opstå på en ny måde?
– Hvis du er i en voksende kirke, så pas på! For hver søndag er du en uge nærmere undergangen! Vi oplevede selv fremgang i mange år, men pludselig kunne jeg mærke en træthed i gudstjenesterne. Og rigtignok, kort efter begyndte nedgangen. Så måtte vi genopfinde os selv. Og vi har gjort nye ting de sidste tre år. I dag er vi igen i fremgang.
– Som søndagsgudstjenesten er, sådan går resten af ugen. Folk bliver forvandlet der, og så kan de mobiliseres til at gøre næsten hvad som helst i løbet af ugen. Fortabte finder hjem, troende bliver styrket, grådige bliver gavmilde, bitre lærer at elske.
– Men hvis alle gaber ved gudstjenesterne, så dør livet ud. Og når præstens kone ikke længere gider komme i kirke, går det kun ned ad bakke! Sådan en kirke kan ikke udrette meget. Det er samlingen, der katalyserer flowet. Det er her, vision, inspiration, korrektion og den fælles hukommelse finder sted.

Bill Hybels pointerede, at administration ikke er nok. Ledelse skal der til, og ledelse arbejder hen imod en vision.
– Det er sjældent, du kan få en hel kirke med på en helt ny vision uden at tabe nogle i svinget. Hvis for mange forlader kirken, er der måske noget galt med din vision. Hvis din vision er ok, vil du have tidlige acceptanter, nogle, der accepterer senere – og seks måneder efter – og til sidst dem, som aldrig vil flytte sig.
– Det er ikke nok at have en fantastisk vision. Det skal være en favnet vision med stort ejerskab i menigheden. Dén med, at lederen rejser op på bjerget og kommer tilbage og siger: ”Gud og jeg mener!” Det duer ikke. Hvis du vil have menigheden med i en ny vision, bør du samle 10-15 nøglepersoner og spørge: Hvordan vil Gud have vores kirke til at se ud om tre eller fire år? Send dem så en liste over alle ideerne, og bed dem knytte dem til skriftsteder i Det Ny Testamente. Derefter, spørg Gud på dine knæ: Hvilke er de vigtigste 10 ideer? Og skær dem så ned til fem ideer.
– Hele processen tager 4-5 måneder. Og så kan du sige: Sådan vil vores kirke se ud om tre-fire år. Og folk vil svare: Jeg vil give hvad som helst for at være en del af sådan en kirke. Vi gjorde dette sammen! Vi ejer visionen.
– Vision er ikke en solopræstation, men teamwork. I stedet for at bruge tid på at overbevise forsamlingen om din solo-oplevelse med Gud på bjerget, skal du bruge tid sammen med ledelsen, inden du præsenterer visionen. Så vil folk følge jer.

Et spørgsmål fra en ung deltager handlede om, hvor meget man skal planlægge en gudstjeneste og en prædiken, og hvor meget man skal overlade til spontan inspiration.
– Ville du invitere nogen hjem uden at lave mad til dem? svarede Bill Hybels. – Forestil dig, at musikerne ikke har øvet, præsten ikke har forberedt sig osv. Det duer ikke. På et eller andet tidspunkt vil folk kræve solid undervisning i et emne. Og her kan vi ikke lege roulette med Bibelen.
– Jeg er fri til at forberede mig godt, men jeg er også fri til at ændre det, jeg har forberedt og følge ”Guds hvisken”, konkluderede Hybels.
Hvorfor vokser en typisk frikirke i Danmark ikke over 250 medlemmer?
– For det første skal man afgøre, hvorvidt en kirke skal have en speciel størrelse. Er det ideelt at vokse til over 250? Skal jeres kirker have samme størrelse som i kirkerne i Korea, hvor de har 12-15 stykker med over 25.000 medlemmer?
– I Willow Creek kigger vi på de ”fodspor”, vi sætter ud fra 30 minutters radius. Det er vores missionsmark. De fleste af vores medlemmer kan køre til kirken på 30 minutter. Men hvis din kirke ligger i et område, hvor der kun bor 1000 mennesker i denne radius, så har du problemer med at bygge en megakirke!
Et andet geografisk vilkår kan være, at en flod, et bjerg eller noget andet står i vejen, så kirkens virkekreds ser anderledes ud. I storbyer kan det være svært at finde lokaler eller p-pladser til over 750 mennesker.
I andre byer vil folk have små butikker, små restauranter og derfor også små kirker. Så der er masser af eksterne faktorer, som du ikke har kontrol over.

En anden faktor er lederen eller prædikanten. Nogle prædiker udmærket, men de kan kun favne 100 mennesker. De har ikke åndelig kapacitet til at udfylde det rum, der er større. Der er folk, der bygger kirker til 1000, men de kan ikke prædike, så den bliver fuld.
Der er også rigtig gode præster, som kan fylde kirken hurtigt, men de er dårlige ledere. De har ingen strategi, ingen kontaktstrategi, ingen smågruppestrategi osv. De har masser af hestekræfter til at tiltrække mennesker, men der er ikke energi til at opbygge en sund bibelsk menighed. En kirke skal være ”well fed” and ”well led”, både have åndelig føde og åndeligt lederskab.
– Jeg ledte en ungdomsgruppe på 25. Den voksede til 75-100, og så svandt den ind igen. Hvorfor? Den blev for stor, det blev for upersonligt, svarede de unge. Vi startede seks ungdomsgrupper med 25-45 i hver og voksede samlet til 250 uden problemer. Senere havde vi 22 grupper og 1200 unge.
– Når en kirke vokser, udvikler lederopgaven sig fra, at man skal lede direkte, til at man skal lede dem, der leder de ledere, der skal lede kirken. Nogle har lederkraft til dette, andre har ikke.
– I USA vil unge præster bygge megakirker. Det skal man være varsom med. Vi skal i stedet bygge Apostlenes Gerninger kapitel 2-kirker, uanset størrelse. Vi ønsker bibelsk fungerende fællesskaber, og så lader vi størrelsen være op til Gud. I Willow Creek har vi aldrig haft som mål at skulle nå en bestemt størrelse. Vi har altid snakket om, at kirken skulle vokse til sit potentiale.

De fleste kirker har fire typer deltagere: Explorers – Beginners – Growers – Christcentred. Det er søgende, nye i troen, medlemmer i vækst og medlemmer som er helt Kristus-centrerede.
– Hvor mange af hver har I i jeres kirker? Hvad flytter folk fra 1-4? Vi lavede en undersøgelse af voksende kirker over hele verden. Vi troede, prædikenen var afgørende. Men den var ikke med på den top-10-liste over ting, der havde indflydelse. Var det gudstjenesten, aktiviteterne, nej. Det var ”bibelsk engagement”. Den største vækstfaktor var, at medlemmer var engagerede i bibellæsning. Den anden faktor var den åndelige praksis, dvs. bøn og stilhed. Højt på listen var tjeneste. Især at betjene de fattige. Den fjerde var fællesskab, at dele sin kristne erfaring med andre.
Denne nye viden ”terroriserede” vores kirke. I et smerteligt lys så vi, hvad vi gjorde forkert. De fleste kirker i USA fokuserer på de to midterste af de fire medlemstyper: De nye i troen og de medlemmer, der vokser i troen. Men det er jo dem, der ikke er til at flytte! Hvem tager sig af de søgende, så de kan blive kristne? Hvem tager sig af de kristne, der vil være mere Kristus-centrerede? Hvis man har mange Kristus-centrerede i kirken, vil resten gå meget lettere. For de træner andre og får nye med.
– Vi laver ikke så mange aktiviteter mere. Vi prøver at få folk til at blive centrerede om Kristus. Så kan de slet ikke lade være med at tjene ham, konkluderede Bill Hybels.