Børn har brug for grænser

For børn er opdragelse og grænser med til at give sikkerhed og tryghed – uden grænser føler de sig ikke elsket. For meget frihed skaber frygt.
At påstå, at kærlighed er det eneste, der behøves for at blive gode forældre, er det samme som at sige, at det eneste der er brug for i et ægteskab, er kærlighed.
Næsten alle par som er blevet skilt, vil indrømme, at de på et eller andet tidspunkt har elsket deres hinanden. I bogen ”Love is not enought” (kærlighed er ikke nok) siger forfatter Bruno Bettelheim: ”Varme, omtanke og kærlighed skal gives den rette temperatur af forældrene gennem kundskab, forståelse og selvkontrol.”
Hvis forholdet skal være godt mellem forældre og børn, er det af afgørende betydning, at forældrene sætter grænser for børnenes opførsel. Effektiv opdragelse kræver visdom, tålmodighed og udholdenhed.
Man har hørt om forældre, som har den filosofi, at de ikke vil nægte børnene noget. Resultatet bliver børn, som ikke tager hensyn til noget eller nogen.
Den amerikansk redaktør, Leonard Gross skrev engang: ”Børn med ubegrænset frihed bliver skræmte. De er ikke sikre på, at de er elsket.” Et barn som ikke ved, hvor grænsen går for sin opførsel, vil føle sig usikker og ikke elsket. Frihed betyder i virkeligheden, at barnet med sikkerhed ved, hvor grænsen går.
Børnepsykologen Peter G. Crowford fra Atlanta siger, at følelsesmæssige problemer blandt unge, ikke skyldes fast disciplin, men mangel på dette. Unge har brug for grænser.

Disciplin bliver ofte defineret som straf, der skal føre til lydighed. Dette er alt for snævert. Ordet disciplin kommer fra ordet discipel, og både discipel og disciplin kommer fra det latinske ord elev, som betyder at oplære, undervise og opøve. Disciplin indebærer den totale formning af barnets karakter, ved at man opmuntrer til god opførsel og korrigerer uacceptabel opførsel. Straf indgår som en del af disciplinen og fører til, at man for en kort tid får en midlertidig afskrækkelse for at gøre noget forkert.
At straffe for dårlig opførsel betyder ikke nødvendigvis, at man opnår en god opførsel med det. Disciplin omfatter også forældrenes ansvar, når det gælder at stimulere og opmuntre til at opbygge en god opførsel i stedet for en dårlig opførsel. Disciplin indebærer både opmuntringer og restriktioner, to nødvendige elementer i livet. En gartner passer og beskærer sine buske og træer så de kan bære gode frugter. Ukrudt vokser op helt af sig selv, uden at man behøver at gøre noget ved det. Når vi tænker på disciplin i lidt mere abstrakte billeder, hjælper det os til at forstå disciplin i et større perspektiv. Disciplin inkluderer alt forældrene gør eller siger, for at hjælpe barnet til at lære og modnes.

Forældre må huske med jævne mellemrum at spørge sig selv: Hvad er det endelig mål vi arbejder hen imod, når vi opdrager vores børn?

Barnets reaktion på forældrenes disciplin er af meget større betydning end selve metoden som benyttes. Her er nogle korte vejledende principper som kan være til hjælp:
– Positive handlinger fører sædvanligvis til bedre opførsel end negative.
– Ros mere end du irettesætter.
– Forudse problem-områder og forsøg at tage fat i dem inden de udvikler sig til konflikter.
– Det er vigtigere at opmuntre barnet end at pace dem fremad.
– Læg vægt på at være retfærdig.
– Hør på forklaringer, før du kommer med endelige konklusioner.
– Vær fast, men samtidig fleksibel.
– Undgå latterligørelse, sarkasme og ironi.
– Forklar afgørelserne når det er muligt og forvent øjeblikkelig lydighed, når det er nødvendigt.
– Sæt bestemte, klare grænser for opførslen. Undgå detaljerede eller vilkårlige regler, som skaber forvirring.
– Snak langsomt når du tager absolutte beslutninger, specielt når du er vred eller træt. Sig ”måske” i stedet for ”nej”, eller ”jeg skal tænke over det”.
– Glem ikke at børn er forskellige, og at de skal behandles som enkelt-individer.
– Lær at skelne mellem oplæring og straf. Mange dumme handlinger kan kun forbedres ved stadige påmindelser over en længere tidsperiode, mens man skal tage fat i forsætlig dårlig opførsel med det samme.
– Straf på grund af motiver, ikke resultater. Man skal reagere strengt på en løgn, ikke fordi barnet fx vælter en tallerken med cornflakes.
– Lad straffen følge handlingen. Offentlig ydmygelse eller gruppetugt er sjældent effektivt.
– Grip ikke til strenge forholdsregler ved bordet. Man bør opmuntre til en harmonisk atmosfære mens man spiser.
– Udsæt alvorlig straf indtil du er rolig og behersket. Man fortryder som regel impulsive afgørelser.
– Brug aldrig trusler overfor barnet.
– Straf ikke barnet ved at tvinge dem til at gøre noget de ikke har lyst til. Man har før hørt om forældre, som tvinger børnene til at læse et stykke i Bibelen som straf!
– Hold antallet af regler på et minimum, men følg dem som er sat.

Disciplinære metoder kan opsummeres under tre overskrifter:
– regulering
– eksemplets magt
– inspiration

1. Regulering er specielt vigtig i de første år af barnets liv. Man skal stille klare og forståelige krav. Et barn respekterer forældre, som sætter regler op. Barnet vil også respektere forældrenes tugt, når de bryder reglerne. Hellere det end skænd og trusler, som er uklare. Til tider kan disciplin gøre ondt, men forældrerne gør børnene en bjørnetjeneste ved at undlade at straffe dem for forkert opførsel. Et øjebliks smerte er bedre end at risikere moralsk forkrøblede børn, som ikke har lært, at der er konsekvenser ved forkerte handlinger. Regulering betyder, at man laver regler, som skal følges. Dette indebærer, at man irettesætter eller holder privileger tilbage.
2. Eksemplets magt: Et barn har åbne ører og øjne. Små børn efterligner dem de elsker og beundrer. Hvordan barnet bliver afhænger i høj grad af, hvad slags forældre barnet har elsket og beundret. Forældre skal aldrig gøre noget, som de ikke ønsker barnet skal gøre. Det forældrene gør, er vigtigere end det de siger, eller de grænser de sætter. For barnet efterligner forældrene på godt og ondt.
3. Inspiration er en overset faktorer i oplæringen. Hvis forældrene har det godt med hinanden og lever lykkeligt sammen, er det forbavsende, hvordan denne overflod af tilfredshed fører til god opførsel hos barnet. Disciplin og retledning kommer ud af takt, hvis det ikke udføres indenfor rammerne af gode følelser, kærlighed og godt humør. Metoderne er ikke så vigtige som forældrenes faste holdning og aldrig svigtende indstilling, som går ud på at hjælpe barnet. Barnet må føle forældrenes kærlighed og gode vilje.

I sin bog Familieproblemer og hvad man gør ved dem peger forfatter Wallace Denton på, at effektive forældre normalt har visse grundlæggende kvaliteter. Blandt dem er:
1. En evne til at acceptere barnet på en kærlig og god måde. Uden dette vil barnet få problemer med at elske på en sund måde og at leve som et menneske, man sætter pris på.
2. Fast optræden fra forældrenes side. Det vil sige, at man har den samme indstilling til barnet fra dag til dag. Nogle forældre elsker deres barn på det ene tidspunkt og hader det på et andet tidspunkt. Et barn fra et hjem med stabile forhold er bedre rustet, end et som kommer fra et hjem, hvor forældrene veksler mellem kærlighed og afvisning.
3. Etablering af klare grænser for opførslen. De specielle grænser kan variere fra familie til familie. Det er vigtigt, at barnet har en klar forståelse af dette, og at forældrene stadig lægger vægt på det. Uden grænser vil barnet blive forvirret og bekymret. Hvis det ikke lærer at leve med grænser i hjemmet, vil barnet få problemer med at leve indenfor virkelighedens grænser, når det engang flytter hjemmefra.

Fra bogen ”Verdier barn trenger” af John M. Drescher, norsk oversættelse.