Åndeligt testamente

Pave Johannes Paul II dækker med sine årstal en væsentlig del af det 20. århundrede: født 1920, død 2005.
Højt elsket af mange, der aldrig husker nogen anden pave: Han tiltrådte embedet helt tilbage i 1978. Talrige rejser. Et menneske, der oplevede tidens dramatiske begivenheder på både krop og sjæl: nazismen, kommunismen og terrorismen.
Denne bog er sammenskrivningen af en række samtaler, der tager nogle af tidens varmeste emner op. I bogens forord citerer den danske biskop Czeslaw Kozon følgende fra pavens indtrædelsesprædiken:
”Vær ikke bange! Åbn portene, ja, riv dem op for Kristus! Åbn staternes grænser, de politiske og økonomiske systemer, kulturens, civilisationens og udviklingens enorme felter for hans frelsende magt! Kristus ved, hvad der er inden i mennesket. Kun han ved det!”
Det voldsomme engagement, der her antydes allerede fra dag 1, var i det hele taget kendetegnende for Johannes Paul II’s virke. Og den er det også for denne, hans sidste bog, der går tæt på dagsaktuelle emner som patriotisme; evangelisering og social retfærdighed; Europas identitet set i lyset af evangeliet og den nyere historie; frihed og ansvar – men også inddrager mere eksistentielle, teologiske problemstillinger såsom ondskabens mysterium.
Det er lidt af en øjenåbner at overveje hans tanke om at bruge Jesu lignelse om ukrudtet i hveden (Matt 13,24-30) som en nøgle til ikke alene at forstå det godes og det ondes evige sameksistens, men faktisk også hele menneskehedens historie. Men i det hele taget skal man være vågen, når man læser bogen. Her er mange navne og begreber, og der trækkes tungt på den katolske tradition – men hold ud: bogen er nemlig også skrevet af en fremragende formidler!
Den danske udgave er forsynet med et vel-afrundet efterskrift af Torben Riis – samt en række fotos fra pavens arbejde i marken, herunder bl.a. Danmarks-besøget i 1989. Bogen er udgivet i anledning af pavens saligkåring tidligere på året.

Erindring og identitet
Johannes Paul II’s
åndelige testamente
186 sider • 195 kr.
Katolsk Forlag