Kirken er ved en skillevej
Som ventet har den kulturradikale regering fremsat sit forslag om vielse af homofile i folkekirken. Det har ødelagt julefreden for mange af os. Men måske er den forargelse nødvendig for, at vi bliver vækket af ligegyldighed?
I mange år har vi haft en paradoksal situation i Danmark. På overfladen er vi et meget kristent land med en tusindårig kristen kultur og smukke kirker i hvert et sogn. Næsten alle danskere er fortsat medlemmer af folkekirken. Den forholdsvis store tilbagegang de seneste årtier skyldes ikke i første række, at der er blevet flere ateister, men at vi har fået en halv million ny-danskere, som ofte har en anden religion eller en anden kirkeretning.
Så på overfladen ser det jo vældigt ud med ca. 80 pct., der stadig er medlemmer af folkekirken. Men det er kun på overfladen, det ser godt ud.
Det er nemlig kun ca. 1 pct. af befolkningen, som går fast i kirke, og det er ofte en tynd forkyndelse, de hører, hvis den da ikke er direkte i modstrid med kristendommen. Som fx sognepræst Grosbøl m.fl., der prædiker, at Gud i virkeligheden ikke findes, men blot er et begreb. Andre sår tvivl om, at Jesus er Guds søn, at Maria var jomfru, osv. Fhv. biskop Lindhardt og mange med ham tror ikke på det evige liv eller Himlen og Helvede, selv om Jesus taler meget om begge dele. Der forkyndes kun få steder omvendelse og et liv i efterfølgelse. I stedet for evangeliets fornyende opgør og kraft får vi ofte kun gudløs pladderhumanisme. Hele den åndelige dimension forties de fleste steder.
Og nu skal vi så også finde os i, at politikerne pådutter folkekirken et vielsesritual, som er i direkte strid med kirkens bibelske grundlag og tradition. Eller skal vi?
Hallo…? Hvor langt skal vi ud? Hvordan undgår vi som troende kristne at tage medansvar for det værste anslag imod kristen tro og moral i folkekirkens tid?
Er det ikke tid at tage nogle konsekvenser?
Enhver må handle efter sin samvittighed – og ikke bare efter, hvad der er bekvemt.
For de kristne er verdens lys og salt.
Af redaktør Henri Nissen