Vær god og nådig – også mod dig selv
Skyld handler om, hvad vi har gjort. Skam handler om, hvad vi tror andre tænker om os. Skam
kan hindre os i at få den hjælp, vi behøver. Men Jesus tog også imod mennesker med skam.- Vi er skabt i Guds billede. Derfor skal vi ikke gå og gemme os, men stå ved hvem vi er, med de fejl vi har, siger Berit Okkenhaug.
Hun er lærer ved Institut for Sjælesorg, Modum Bad. Hun har erfaring som sognepræst, sygehuspræst, forfatter og underviser ved den lutherske School of Theology i Oslo.
Ved et seminar på Trondheim Samtalecenter om Fra skam til livsmod sagde hun:
– Der har været megen snak om synd, nåde og skyld i vore kirker. Men skam har vi ikke talt så meget om. Alle er født med evnen til at føle skam, men for nogle er skammen så dominerende, at de bliver syge af det.
Skammen lever blandt os i hverdagen, men den er skjult. Vi forsvarer os fra skammen, det er en ikke-følelse. Skam er negativt ladet, vi vil ikke have den, siger Berit Okkenhaug.
Hun mener, at det viser sig gennem vores krops-sprog.
– Vi rødmer, kigger væk, slår øjnene ned, stammer og går i stå. Skam kan sidde i maven, og vi kan blive røde i hovedet.
Vi ved ikke altid, hvad vi skammer os over. Men når kroppen reagerer, kan vi prøve at finde ud af, hvad det er, vi skammer os over, siger Okkenhaug.
Skam opleves som det at blive lille og blive mindre i andres øjne. Og så skammer vi os over at føle skam.
– Det handler også om, hvad min identitet er, hvem jeg er i mødet med andre mennesker.
Det handler om min historie og om at lære sig selv at kende, siger Okkenhaug.
Berit Okkenhaug har skrevet en bog om skam med titlen Når jeg må skjule mit ansigt. Bogen udkom i 2009. Den sætter fokus på, hvad skam er, og udfordrer læseren til at komme til rette med sin egen skam.
– Du skal have modet til at eje din skam. Og når skammen viser sig, må man vove at spørge: Hvad er det, jeg føler, at jeg må skjule? Hvorfor er jeg sårbar nu? siger Okkenhaug.
Hun mener, at den, der arbejder med skammen i sit eget liv, bliver bedre til at være god både mod sig selv og andre mennesker.
– Hvis det lykkes, bliver vore mangler en integreret del af hvem vi er. Skam rører nemlig ved, hvem vi er, og om vi fungerer sammen med andre mennesker.
Skam handler også om, hvem jeg er som person og om min værdi: Dur jeg eller dur jeg ikke? Vi er nødt til at komme videre med, hvem vi er, og med livet. Der er en vej til livsmod, siger Okkenhaug.
Okkenhaug mener, at begreberne skyld og skam ofte blandes sammen:
– Skyld er relateret til en handling, til noget, som du har gjort forkert. Skam er relationel, så du tror, at du selv er en fejl.
Som mennesker har vi nogle grænser i mødet med hinanden, i forhold til hvem vi selv er: Jeg er mig og du er dig.
Men ofte bliver kritik af handlinger til en kritik af mennesker. Da bliver det, der skulle være skyld i stedet til skam, siger Okkenhaug.
Hun understreger vigtigheden af at have respekt for andres grænser. Ingen får lov at træde ind i den andens private rum uden at blive inviteret. Vi har ret til at sætte nogle grænser omkring vores liv, og vi kan vælge, hvem vi vil invitere.
Enhver, der invaderer en anden fysisk eller psykisk, krænker den andens integritet. Det handler om det følelsesmæssige landskab mellem os, siger Okkenhaug.
– I alle forhold er det vigtigt at møde hinanden med respekt og anerkende den andens integritet og grænser. Hvis jeg skal turde tale om noget, jeg skammer mig over, er det vigtigt for mig at have tillid til, at den anden møder mig med godhed. Hvis jeg ikke tror, jeg kan blive accepteret som den, jeg er, vil jeg ikke vove at sige noget, jeg skammer mig over.
Men hvis denne tillid eksisterer, vil jeg vove at fortælle sandheden om mig selv. Ellers vil jeg gemme mig.
Her er Jesus det gode eksempel for os. Han mødte mennesker med sit gode blik netop der, hvor de var.
I mødet med Jesus vovede mennesker at se sandheden om sig selv. Tænk fx. på Zakæus og kvinden ved brønden, siger Okkenhaug.
Hun mener, at det er vigtigt at minde sig selv om, at man er god nok og at det, man gør, er godt nok. Det gælder især for dem, der har tendens til at tænke negativt om sig selv.
For dem er det ofte tilfældet, at selv-lede og selvkritik får dem til at dømme sig selv og tænke, at de ikke dur.
Når andre siger noget positivt, går det ind gennem det ene øre og ud gennem det andet, mens kritikken sætter sig fast, fordi den stemmer overens med ens eget selvbillede. Hvis man har det sådan, er det vigtigt at få hjælp til at se, at vi kan gøre fejl, men det betyder ikke, at vi er fejl.
– Vi behøver ikke at være andre end dem, vi er, for at høre til hos Gud.
Tekst og foto: Kristin Winther Jørgensen, KPK
