Konservatorier styrker rytmisk musik i folkekirken

Der kommer mere og mere rytmisk musik ind i folkekirkens gudstjenester. På konservatoriet i Aalborg kan man fra august uddanne sig til rytmisk kirkemusiker.
Folkekirken fik for ti år siden en ny salmebog, hvori der som noget nyt var en stribe salmer med rytmiske melodier. De var for mange organister uvant territorium.

Uddannelsen til rytmisk kirkemusiker kommer fra sommeren 2013 til at have base i Musikkens Hus, som nu er ved at blive opført på Aalborgs havnefront. (arkitektgrafik)
Grafik: CoopHimmelb(l)au / © Elfie Semotan

Men de nye salmer bliver mange steder brugt flittigt – og ikke sjældent får de følgeskab af nyere lovsange under nadveruddelingen, eller kirkens ungdomskor synger sange, som kræver et rytmisk akkompagnement.
På kirkemusikernes uddannelsessteder har mulighederne for at få undervisning i de rytmiske discipliner dog hidtil været nærmest ikke-eksisterende. Men det er ved at ændre sig nu. På Sjællands Kirkemusikskole har organister i nogle få år kunnet få efteruddannelse i rytmisk klaverakkompagnement, og fra 2011 har Syddansk Musikkonservatorium i Odense tilbudt et efteruddannelseskursus i rytmisk spil på både klaver og orgel.
Nu lancerer det Jyske Musikkonservatorium, som det første danske konservatorium, en fuld grunduddannelse i rytmisk kirkemusik. Det er orgelprofessor Ulrik Spang-Hanssen, der har taget initiativet. Foreningen Forum for Rytme I Kirken (FRIK) har i årevis efterspurgt bedre uddannelsesmuligheder inden for den rytmiske kirkemusik, og de er begejstrede.

Organist og pianist i én person

På afdelingen i Aalborg udbyder det Jyske Musikkonservatorium fra efteråret 2012 både en bachelor- og en kandidatuddannelse i rytmisk kirkemusik. Professor Ulrik Spang-Hanssen fortæller, at uddannelserne har til formål at imødekomme et stigende behov i folkekirken.
– Jeg har konstateret, at der i en forholdsvis stor del af stillingsopslagene for organister er ønsker om rytmiske kompetencer. Og vi tror, vi vil se en udvikling som i Sverige, hvor flere sogne går sammen i arbejdsfællesskaber, som råder over kirkemusikere med forskellige spidskompetencer, siger han.
Konservatoriet ønsker at uddanne kirkemusikere, der med lige stor autoritet kan lede et band, et rytmisk kor og varetage konventionelt gudstjeneste-spil fra orglet. Fagene orgel og klaver kommer derfor til at rangere lige højt i uddannelsen.
– Vi tror, at samarbejdet mellem sognene kun er muligt at strikke sammen, hvis organister og rytmiske kirkemusikere kan vikariere for hinanden. Så alle skal fortsat kunne spille orgel, forklarer Ulrik Spang-Hanssen.

FRIK er glade

Ulrik Spang-Hanssen, professor i orgelspil ved Det Jyske Musikkonservatorium, er idémageren bag en ny uddannelse i rytmisk kirkemusik.

På vegne af FRIK hilser bestyrelsesmedlem Johannes Konstantin Neergaard den rytmiske kirkemusikeruddannelse hjertelig velkommen.
– FRIK har talt om behovet for en rytmisk uddannelse af kirkemusikere lige siden foreningens start for 25 år siden. Vi synes, det tog lang tid, men det er skønt, at der nu endelig er noget på vej, siger han.
Han tager dog det forbehold, at han endnu ikke ved, hvem der kommer til at undervise.
– Det er vigtigt at få skabt det rigtige hold. Hvis nogen af dem, der skal undervise på et stort fag som orglet, er af en skole, hvor man ser lidt ned på den rytmiske musik, så kan det være ødelæggende for den samlede uddannelse, advarer Johannes Konstantin Neergaard.
Der er i stedet brug for undervisere, som ser de nye kandidater som en gevinst for kirkemusikken, og som ser selve musikken som et bredt fænomen, der ikke skal afgrænses i genrer, mener han.

Elefanter kan lære at danse

Ulrik Spang-Hanssen fra konservatoriet er netop kendt for både at være professor i klassisk orgelspil og samtidig være jazzmusiker på sit Hammondorgel. Kirkernes pibeorgel ser han primært som det klassiske instrument, og sådan vil det – i hvert fald ind til videre – også være på studiet til rytmisk kirkemusiker.
– Når man forsøger at swinge på et kirkeorgel, kan det hurtigt komme til at lyde som om, man forsøger at lære en elefant at danse can-can. Det kan godt lade sig gøre – men det kræver en ret finurlig tilgang, erfarer han.
Organist Bjørn Elkjer underviser på Syddansk Musikkonservatoriums nye individuelle efteruddannelse i rytmisk spil på orgel. Han efterlyser en større opmærksomhed omkring kirkeorglets rytmiske muligheder.
– Det er rigtigt, at rytmisk orgelspil tit lyder forkert, men faktisk egner kirkeorglet sig utrolig godt til rytmisk musik. Problemet er bare, at man skal spille på en helt anden måde, som i mange tilfælde går imod det, de klassiske organister har lært, siger han.
Orgelprofessor Ulrik Spang-Hanssen understreger, at hvis der viser sig et behov for at arbejde specifikt rytmisk med orglet, vil man gerne tilpasse den nye konservatorie-uddannelse efter det.
Af Filip Graugaard Esmarch