En forbandet død for oprørere og slaver
Romerne brugte korsfæstelse, fordi det var den værste skam og skændsel, man kunne udsætte et menneske for. Korsfæstelse som henrettelsesmetode har været kendt allerede under den persiske kong Dareios 1. (522-485 f.Kr.). Det var en dyr, besværlig og tidskrævende måde at henrette folk på.
Man valgte at korsfæste på grund af den synlighed og skam, der var forbundet med denne straf.
Synligheden var, at den dødsdømte blev hængt op på et offentligt sted, fx en befærdet vej. Her kunne han så hænge i mange timer eller dage mens dødskampen foregik, som et afskrækkende eksempel til væmmelse og afsky for andre.
Skammen var, at den korsfæstede blev frataget enhver form for menneskelig værdighed og kontrol. Først måtte han gå spidsrod gennem byen, hvor enhver kunne håne, slå og spytte på ham. Derefter blev han hængt nøgen på korset.
Nogle gange blev den dømtes familie henrettet for øjnene af ham. Og den totalte ydmygelse var, når offeret fik lov til at blive hængende ude på korset til føde for fugle og vilde dyr.
I 5 Mos. 21:22-23 er der en lov om at en henrettet mand, der hænges på et træ ikke skal hænge natten over, da han er en Guds forbandelse.
Måske handler det om en person, der hænges op efter henrettelsen, men Paulus citerer dette skriftsted i Gal. 3:13 om Jesu korsdød.
Også andre steder i Det gamle Testamente omtales ophængning i træer (Jos. 8:29; 10: 26f ; 2. Sam. 4:12).
Der findes ikke mange beretninger om, at jøderne har henrettet folk ved korsfæstelse. Dels fordi de ville undgå berøring med lig (som gjorde dem urene), dels på grund af ordet om Guds forbandelse.
I romersk tid var det kun oprørere og slaver, der blev henrettet ved korsfæstelse. Mest kendt er henrettelsen af Spartacus og 6000 andre i år 71 f.Kr. efter det store slaveoprør.
I forbindelse med Jerusalems belejring i år 70 e.Kr., hvor hungersnøden førte til kannibalisme indenfor murene, var der mange, der forsøgte at flygte ud af byen. Men når de romerske soldater fangede de flygtende, morede de sig med at korsfæste dem i forskellige stillinger.
En korsfæstelse kunne nemlig foregå på flere typer af kors og i forskellige stillinger afhængig af bøddelens luner.
Romersk lov krævede, at en person først skulle piskes med den værste type pisk før korsfæstelsen.
Der var tale om en pisk med lædersnore, hvortil der var fæstet spidse benstumper eller metalstykker. Josefus fortæller om en person, der blev pisket til hans ben blev synlige. Formålet med piskningen var at svække offeret før korsfæstelsen.
Herefter skulle den dømte bære sit kors hen til retterstedet i et spotte-triumftog. Undervejs bar han måske et skilt, der angav hans forbrydelse og alle kunne håne, slå og sparke ham undervejs.
Døden ved korsfæstelse kunne trække ud i indtil flere dage. Ind imellem blev døden fremskyndet ved at man knuste benene (Joh. 19:31-33).
Seneca (4 fKr.-65 e.Kr.) beskriver korsfæstelse som at dø lem for lem, at lade sit liv ebbe ud dråbe for dråbe.
Der har været forskellige teorier om selv dødsårsagen. Nogle mener, at der er tale om en langsom kvælning, fordi armene er spændt ud, så man ikke kan trække vejret ordentligt. Det vil føre til hyperventilation og til sidst død.
Andre mener, at der er tale om en blanding af chok og væsketab. Årsagen ville være lavt blodtryk og stigende væskemangel efter den voldsomme piskning.
Nogle klarede at overleve flere dage på et kors. Derfor valgte man somme tider at fremskynde døden ved at knuse benene. Derved ville blodtrykket falde hurtigere på grund af svære indre blødninger.
En anden forklaring kunne være, at iltningen af blodet blev mere besværlig, når den korsfæstede ikke længere kunne aflaste brystkassen og vejrtrækningen med benene.
Hele artiklen og andre artikler om korsfæstelse findes i det nyeste nummer af TEL, som udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi.
Se: bibelskarkaeologi.dk
Af Morten Hørning Jensen
Ph.D. og lektor på
Menighedsfakultet i Århus
