Søgende danskere måske klemt, men ikke glemt
Er det snarere søgende danskere, der er i klemme i kirken, end det er kirken, der er klemt af
danskernes nyåndelighed? Det blev diskuteret på en inspirationsweekend på Menighedsfakultetet.
Hvordan bliver kirken synlig i et samfund, der helst ser religion som et privat anliggende? Og hvordan finder kirken en plads hos folk, der lokkes af en spirituel buffet med alt fra mindfullness til selvudviklingskurser?
Det var tema for en inspirationsweekend på Menighedsfakultet i Århus i marts. Arrangører var missionsorganisationerne Areopagos, IKON og Danmission, samt Center for Samtidsreligion og Menighedsfakultetet.
– Det var intenst og mættet med skarpe samfundsanalyser fra forskere, præster og deltagere, der alle dagligt er i felten, fortæller en af deltagerne, Kamilla Maria Jakobsen. Hun studerer på 3K uddannelsen på Frederiksberg.
Overskriften var Kirke i Klemme som en af oplægsholderne, præst Vibeke H. Kristensen, fik præciseret til:
– Kirken skal være hjerterum for at imødekomme danskernes åndelige længsel.
For den er der, altså længslen. Danskerne søger i stor stil efter en mening med tilværelsen og redskaber til at gøre meningen konkret i deres liv.
– Rigtig mange mennesker har fordomme om kirken som lukket, selvgod og bedrevidende eller som en tom institution uden konkret spirituel praksis. Derfor falder det slet ikke naturligt for mange åndeligt nysgerrige at søge til kirken for at finde inspiration, erfarer Lars Mollerup-Degn, dialogsekretær i Areopagos.
Men hvad er det så, de vil have, de søgende mennesker? De vil have mulighed for nære relationer, for samtaler med plads til tvivl og spørgsmål. Mulighed for at erfare Gud på en helhedsorienteret måde gennem fx nadveren, lystænding og meditation over skriftssteder.
– Kender kirken sin kerne, kan den inkarneres i alle kontekster, mener missionspræst i Areopagos, Ole Skjærbæk-Madsen.
Professor emeritus Viggo Mortensen er enig:
– Det er kendetegnende for kristendommen ikke at være en religion, men en oversættelsesbevægelse.
Det var med andre ord Gud, der lavede sig om, og ikke os mennesker, der måtte tilpasse os for at opnå Guds nærvær.
Det bør til enhver tid være vores forbillede, mener Kamilla Maria Jakobsen:
– Jeg mener, kirken som helhed skal spørge sig selv, om den medvirker til, at den almindelige dansker er i klemme i kirken, eller slet ikke bevæger sig derind. Vi skal ikke ændre på indholdet i vores tro, men det er måske nødvendigt at se på formen og hvordan vi formidler troen videre.
Af Tina Christensen
/sl
