Når Jesus beder

I den ypperstepræstelige bøn mærker vi Jesu åndelige pulsslag. Han bad konstant og målrettet – også om at de kristne må være ét.- Se, han beder! blev der sagt om Paulus efter mødet med den levende Gud.
Gert Grube
Leder af ’Galleri
Bibelland’ i Brejning

Det samme kunne siges om Jesus: ”Se, han beder.” Bønnen var livsnerven i hans liv. Han var i konstant forbindelse med sin himmelske far, for det var hans vilje, det drejede sig om.

Bønnens mester

Jesus var en bønnens mester. Han stod tidligt op, og mange gange måtte han gå afsides for at bede, for der skulle være tid til stilhed.
Han bad i Getsemane have, så han blødte. Han bad for sine disciple, han bad for andre, og hans far hørte ham og gav ham bønnesvar på stribe for til sidst at oprejse ham fra de døde.
I Hebræerbrevet står der supplerende: ”Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet af sin angst.” Hebr.5,7.

Jesus bad målrettet

Jesu bøn gjorde en forskel. Den var altid målrettet. Han bad for Peter, at hans tro ikke måtte glippe.
Han gav disciplene og os andre ”Bønnens grundlov”: – Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
Han gav os Fadervor og masser af løfter om bøn, og han gav os den ypperstepræstelige bøn, som søndagens tekst er en del af.
Det er værd at standse op ved denne bøn, for her går troslidenskab og nærvær op i en højere enhed. Vi mærker Jesu åndelige pulsslag. Han står foran Guds ansigt og fremlægger sin sag.

Jesus var bønnens mester. I Getsemane Have bad Jesus, så han blødte. Og han beder stadigvæk for os.
Maleri af Peer Laigaard.
Jesus bad om at kristne må være ét

Vi må tilegne os denne bøn, for Jesus beder stadig med i Himmelen.
Jesus beder for alle troende, at de må være ét i troen, så verden må forstå, at Gud har sendt ham.
Han beder om, at kærlighedens bud, den indbyrdes kærlighed, må blive praktiseret på en sådan måde, at verden må se den herlighed, der kommer ovenfra.
I den forbindelse kommer jeg til at tænke på forfatteren N. P. Madsen, der som turist stod midt i Colosseum i Rom og gennemtænkte alle de forfærdelige lidelser, de kristne måtte igennem, da de blev kastet for løverne.
Han lovede sig selv, at han aldrig mere ville kritisere en kristen bror. Det svarer jo fuldstændig til det, Paulus siger:
”Når du dømmer de andre, falder det tilbage på dig selv, for du gør det samme, som du dømmer dem for.” Rom.2,1.

Når kirken er ét, ser vi Jesu herlighed

I stedet må vi så vidt muligt opmuntre hinanden og derigennem blive ét i Kristus, så verden må se Jesu herlighed.
Jesus beder også om, at de troende altid må være hos ham, så de kan se den herlighed, som har været i ham, før verden blev grundlagt.
Hans herlighed møder vi gennem det kristne fællesskab i hjem og kirke, men først og fremmest igennem hans ord.
Her har Grundtvig sin egen smukke måde at sige det på i det 6. vers i salmen ”Der er en vej…”.
Den vej på jord
til livets land og lykke
er Jesu ord
med stråleglimt i skygge;
de strækker sig
til Himmerig,
hvor de kom fra,
hvor de har hjemme.

Kristen kunst viser os Jesu herlighed

Jeg synes også lige, jeg vil nævne, at vi klart kan fornemme Jesu herlighed gennem kunst. Händels ”Messias” er for mig en perle.
Ligeledes har J.S. Bach formået at pege på Jesu herlighed. Forleden udfyldte en pianist en pause i missionshuset med ”Jesu bleibet meine Freude”, og det skabte glæde.
Vi må heller ikke glemme vore salmer og den malerkunst, der sætter fokus på Jesus.
Jesus vil med sin ypperstepræstelige bøn pege på væsentlige ting i menneskelivet, hvor vi må være Guds medarbejdere.


Artiklen fortsætter efter annoncen: