Helligånden – den gode gave som Gud længes efter at give

Gud længes efter vores længsel efter ham. Han længes efter vores bøn om kraft og intimitet, så han kan fylde os med hele sin fylde og styrke os med styrken i sin mægtige herlighed. Vi skal bare bede om den.- Der er mere at få fra Gud. Og han længes efter at give os sine kærlighedsgaver.

I Lukasevangeliet kapitel 11: 9-13 underviser Jesus sine disciple om bøn:
Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. Enhver som beder, får; den, der søger, finder; og døren lukkes op for den, der banker på.
Kunne nogen af jer, som er forældre, finde på at give jeres børn en slange at spise, hvis de bad om en fisk? Ville I servere en skorpion for dem, hvis de bad om et æg? Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give sin hellige Ånd til dem, der beder ham om det?

Gud ønsker at give jer gode gaver. Han har allerede givet jer meget. Men Gud gemmer tit det bedste til sidst. Han har mere til jer.

Billy Graham: Guds folk er sultne efter noget.

Billy Graham sagde engang:
– Overalt hvor jeg kommer, oplever jeg, at Guds folk mangler et eller andet. De er sultne efter noget. Deres erfaring som kristne er ikke alt det, som de havde forventet. Og de lider ofte nederlag gang på gang i deres liv.

Guds folk har brug for at fyldes med Helligånden
Billy Graham var evangelist. Hans hjerte bankede først og fremmest for at nå folk uden for kirken gennem missions-kampagner. Derfor brugte han meget tid sammen med de bedste kristne over hele verden.
Alligevel drager han den slutning, at Guds folk mangler noget: De er sultne, de har lidt nederlag, og de har brug for at blive fyldt af Helligånden.
Kirken har behov for Helligånden. Og vores Far i Himlen er en Gud, som møder vores behov.
Jeg ved ikke, hvad du mangler i dit liv. Jeg ved ikke, hvor du har lidt nederlag. Men Kristus er nok. Vor Far er kærlig, og han vil møde vores behov ved at give os Helligånden. Der er mere at få fra Gud!

Se Filipperbrevet kapitel 3 vers 10.
Paulus skriver fra fængslet. Han er lænket og skal snart henrettes. Som romersk statsborger vil han blive halshugget. Alligevel skriver Paulus igen og igen til kirken i Filippi: glæd jer!
Til trods for lænkerne, lidelserne og begrænsningerne, jubler Paulus, fordi Kristus er der, sammen med ham.
– Jeg vil gerne kende Kristus og hans opstandelses- kraft og lidelses-fællesskabet sammen med ham, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde. Jeg har ikke grebet det endnu, jeg er ikke fuldkommen endnu. Men ét gør jeg: jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran… Jeg vil gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus.
Paulus havde plantet kirken i Filippi. Ingen kendte Kristus så godt som Paulus. Det var ham, der lærte fillipperne at kende Jesus.
Paulus kendte Guds kraft. Han havde helbredt syge, oprejst døde og uddrevet dæmoner. Han fik folk i flere byer til at vende om til Gud.
Nu sidder han i fængsel. Men han er hverken ulykkelig eller deprimeret eller træt af Gud. Han siger: jeg vil gerne kende ham.
Hvis jeg sad i Filippi og læste det brev, ville jeg sige: – Har du fået et nervesammenbrud, er du gået fra forstanden? Hvad mener du med, at du gerne vil kende Kristus? Det er da dig, der har præsenteret os for ham.
Og så vil Paulus svare: – Ja, men der er altid mere. Der er altid en større intimitet, større forståelse, større indsigt og mere kraft. Der er mere at lære at kende ved vores Herre. Og når man sidder i fængsel, er det godt at fokusere på ham.
Paulus vil have mere af Kristus. Helt indtil afslutningen af sit liv ville han have mere af Kristus. Og det, som Paulus ønskede for sig selv, ønskede han også for sine menigheder.

Romerbrevet er Paulus’ længste brev, det er der, han har den mest systematiske teologi. Han fremlægger evangeliet og dets implikationer. Paulus’ breve er anbragt sådan, at det længste står først. I Romerbrevet skriver Paulus lære-sætninger. Det er en smuk udlægning af evangeliet.
Men her i kap. 1 vers 11 står der: jeg længes efter at se jer! Det var ikke nok bare at skrive et brev eller give jer en prædiken på papir. Det er ikke nok at give jer evangeliet som systematisk teologi.
Jeg vil gerne komme og se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver.
På græsk står der Åndens karisma. Apostlen vil gerne give dem en karismatisk gave for at gøre dem stærke.
De havde brug for ordet, læresætningerne, evangeliet og den systematiske teologi. Men Paulus siger: jeg vil gerne komme til jer for at give jer mere end ord. Jeg vil give jer kraften, gaven – salvelsen, som kommer fra Helligånden.
Paulus vidste, at de havde brug for det. Han ville ikke give dem noget, som de allerede havde. Han ville gerne give dem en karismatisk gave. Paulus forstod Faderens hjerte: Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give sin hellige Ånd til dem, der beder ham om det?

Se 1. Kor. 1:7. Paulus siger til korinterne, at de har alle nådegaverne, de mangler ikke noget. Men i 1. Kor. 12:31 tales der om at stræbe efter de største nåde-gaver. Det græske ord her minder os om de engelske ord zeal og zealots – at være lidenskabelig, ivrig. Vi skal bogstavelig talt brænde efter nådegaverne. Korinterne mangler ikke nådegaverne – men de skal brænde efter flere.
I 1 Kor.14:1 står der: hig efter kærligheden! Kærligheden er den kontekst, inden for hvilken gaverne skal bruges. Men kærligheden kan ikke erstatte nogen af gaverne. Hig efter kærligheden, stræb efter de åndelige gaver.
Når jeg giver gaver til mine børn, og de siger: – ‘Bare behold dem’ – bliver jeg ikke glad. Nogle gange siger de: – Er det virkelig det hele?
Men Guds gaver er aldrig middelmådige, og vi burde stræbe efter dem. Paulus ønskede at give Guds gaver, både til romerne og korinterne.

Se Kolossenserbrevet 1:9. Lige fra begyndelsen af brevene står der, at der er mere.
Lige siden vi hørte om jer, har vi bedt Gud om, at I gennem fuldkommen visdom og åndelig indsigt må nå til en klar forståelse af, hvad der er hans vilje. Det vil nemlig sætte jer i stand til at leve et liv, som er Herren værdigt, og som i alle måder glæder ham. Det vil føre til, at jeres liv på grund af gode gerninger bliver mere frugtbart, og at I dag for dag bedre forstår, hvem Gud egentlig er.

I vers 8 har Paulus allerede sagt, at de har kærlighed i Ånden. Så de har allerede Helligånden, men Paulus beder om, at de må få mere. Paulus beder Gud give kolossenserne fuldkommen visdom og åndelig indsigt, så de kan leve et liv til Guds behag. Han beder også (i vers 11) om, at de må styrkes. På græsk står der ‘styrkes med styrken i hans mægtige herlighed’.
Paulus beder om, at de må styrkes med Guds mægtige herligheds styrke. Bærer du frugt for Gud – styrket med ‘styrken i hans mægtige herlighed’? I sin visdom har Gud anbragt det i Bibelen til os – det som Paulus bad om for kolossenserne. For vi kan også blive styrket med styrken i Guds mægtige herlighed.

Efeserbrevet 1:3-14 er én lang sætning på græsk. Paulus ser tilbage og tager en dyb indånding. Der er noget, som efeserne allerede har:
I er velsignet med al den himmelske verdens åndelige velsignelser. I er udvalgt og forudbestemt og løskøbt og tilgivet. Han har udgydt velsignelse over jer, I kender evangeliets hemmelighed. I er blevet udvalgt og beseglet med Ånden. Alt det har I i Kristus. Og det tjener alt sammen til pris for hans herlighed. Når I forstår det, vil I tilbede ham.
Men Paulus slutter ikke der. Mellem vers 14 og 15 vender han sig og kigger fremad. Han har beskrevet det, de allerede har. Men der er mere:
Paulus begynder at bede for dem. For dem af jer, der kan lide grammatik, kan jeg sige, at verbet står i konjunktiv. Det betyder, at de ikke har det endnu, men de kan få det. Paulus beder om tre ting, som kommer fra Helligånden:
1) At de må få visdom og åbenbaring til at kende Gud bedre, i slutningen af vers 17. 2) Han beder om, at de må have håb for fremtiden, på grund af hans herlighed (vers 18). 3) Og i vers 19 beder han om, at de må kende Guds overvældende store kraft.
Han siger, at denne kraft oprejste Kristus fra de døde. Det er den, vi skal erfare. Nogle af jer har brug for kraft for at kunne stå ud af sengen og bede. I har brug for kraft til at kontrollere jeres tunge og jeres øjne, jeres følelser, jeres lidenskaber, jeres temperament og jeres begær.
Vi kan ikke tjene Gud i vor egen kraft. Og Paulus beder om, at de må have den kraft. Faderen vil gerne give jer Helligånden.
Der er et vers mere i Efeser- brevet kapitel 3, vers 14. Her er Paulus igen i gang med at bede for dem: Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen og beder om, at han i sin herligheds rigdom, ved kraft vil give jer at styrkes…
Det gælder alle de hellige. Ikke kun præsterne. Vi har brug for styrke til at ’fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse for at fyldes, til hele Guds fylde nås’.

– Jeg har brugt meget tid med Bibelen, for jeg vil ikke forkynde mine egne tanker, jeg vil give jer Guds tanker. Vi har brug for at bygge vores teologi på Skriften. Jeg vil sige to ting om, hvordan vi får det, og to ting om, hvordan det ser ud.
For det første: vi har brug for længsel, vi er nødt til at ønske det. Gud tvinger os ikke til at modtage sine gaver.
Gud har stillet et festmåltid frem til os. Han dækker bord for os i vore fjenders påsyn. Han siger: Kom og spis, I der ikke har penge, kom og spis og drik. Hvis vi ikke kommer, er det uhøfligt.
Vi behøver ikke spørge: Må jeg godt få noget mere? Og Gud siger: Hvor meget kan du bære? Der er altid mere! Han er en Gud, der giver mere. Han har mere til dig.
– Men vi har brug for længsel, for det er længslen, der griber Gud.

Kirkegaard siger, at længsel er det åndelige livs navlestreng. Længslen forbinder os til den næring, der kommer fra Gud.
Nogle af jer er blevet åndelige anorektikere. Jeres appetit er skrumpet ind, jeres diæt af Gud er blevet mindre. I hungrer ikke længere efter ham. De sultne vil gribe fat i Gud. I må vække sult i jeres liv. Jeg ville ønske, jeg havde mere appetit på Gud.
Jesus spurgte den blinde mand, hvad han ønskede, og han sagde:
– Jeg vil gerne kunne se. Og Jesus helbredte ham.
Gud viste sig for Salomon og sagde:
– Hvad vil du ha’?
Han sagde:
– Visdom. Og Gud svarede:
– Fremragende, jeg gør dig også lige rig og mægtig.
Gud kommer til os og siger:
– Hvad vil du ha’?
Nogle af os vil have det forkerte, vi vil have verdens ting i stedet for Guds ting. Men vi må komme til Gud og sige det.
Og så siger Gud:
– Endelig, det har jeg ventet på, hvad vil du ha’?
Tænk på julemanden, Sankt Nicolas, han blev ved med at give ting væk til jul. Det minder os om Gud. Når man er kristen, så er hver dag ligesom jul.
Gud er den samme i går og i dag og til evig tid. Og han er en gave-givende Gud. Men vi har brug for længselen.

George Whitefield (1714-1770) var en anglikansk præst og en enestående vækkelsesprædikant.
Han blev en central person i Den store Vækkelse i
Storbritannien og Nordamerika.
Når George Whitefield prædikede udendørs, kunne der samles op mod 30.000 mennesker – og de kunne alle høre, hvad han sagde.
Han prædikede over 18.000 prædikener i sit liv – eller mere end 10 om ugen.
Spurgeon sagde om George Whitefield: ’ Han levede. Andre var kun halvt i live, men Whitefield var bare liv, ild, vinger og kraft’.

I Højsangen står der fire gange: Jeg søgte efter mit hjertes elskede, jeg fandt mit hjertes elskede. Og jeg tog mit hjertes elskede med hjem til min mors hus.
Vi må være ligesom Jacob, der sagde:
– Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.
Nogle af jer har givet slip på Gud for tidligt. Da I var nye i troen, stod I tidligt op og pressede på over for Gud. I fastede, bad og studerede Bibelen. I holdt fast og sagde: – Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.
Men nu ‘ved’ du så meget mere. Og du giver for nemt slip. Vi har brug for den længsel, der siger: – Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.
Der er en vidunderlig bøn fra middelalderen:
– Jeg vil ha’ dig, jeg vil ville ha’ dig, jeg ønsker at ønske at få dig.
Nogle gange ønsker vi ikke Gud. Så vil vi hellere have en affære med vores sekretær eller et skænderi med vores kollega. Vi vil hellere opgive det hele og gøre, hvad vi har lyst til.
Vi vil ikke have Gud, men vi kan bede: Få mig til at ville ha’ dig. Start en ild i mig, som ikke kan slukkes!
Vi har brug for længsel. Væk din hengivenhed til Gud! Hvorfor bruser det sådan i mig? Stol på Gud, for jeg skal takke ham igen.

Det andet, vi skal tale om, er døden. Paulus siger:
– Jeg vil kende Kristus og hans opstandelses-kraft, og lidelses-fællesskabet med ham. Jeg ønsker at blive identificeret med ham på korset, at ligedannes med ham i hans død.
Paulus siger: Jeg dør hver dag, jeg er korsfæstet med Kristus. Tit kommer døden lige efter længslen. Vi går efter Gud, det er, som om han trækker sig tilbage, og Djævelen kommer ind og begynder at slå os i hovedet. Og Gud tillader det for at prøve vores hjerter, om vi virkelig vil have ham.
– Jeg søgte efter mit hjertes elskede, jeg kæmpede for mit hjertes elskede.
Jeg har læst mange kristne biografier. Og det lader til at være en universel erfaring, at kristne længes efter Gud. Men så går de igennem en meget mørk tid. De oplever, at Gud er forsvundet.
Der er ørken, depression, fortvivlelse, ængstelse, ensomhed og tvivl om Gud. Det er, som om Djævelen er her, og Gud er borte. Og du tænker: Har jeg gjort noget forkert? Det var Gud, jeg ville ha’. Og nu har jeg fået Djævelen! Hvad sker der?

Der er tit en døds-oplevelse. George Whitefield bragte vækkelse til England i det 18. århundrede. Så tog han til USA og skabte vækkelse der, sammen med Jonathan Edwards. Han gik på universitetet i Oxford, og han skrev i sin dagbog, at han søgte efter Gud.
Hver morgen stod han tidligt op og søgte Gud, mens det stadig var nat. Hele vinteren gik han rundt ude på markerne og søgte efter mere af Gud. Han fik forfrysninger i sine hænder og blev meget syg, så han måtte ligge i sengen i to måneder.
Han sagde, han var så syg, så han ‘kun kunne læse Bibelen på græsk to timer om dagen’! Og så skriver han følgende i sin dagbog:
– Jeg besluttede at dø eller sejre.
En dag, da han knælede under et træ i parken, faldt Guds ånd over ham. Whitefield skriver ”det var min bryllupsdag for et evigt ægteskab”. Kristus kom til ham og fyldte ham med Ånden. Han blev omvendt og blev en stor evangelist. Det vendte op og ned på England og USA.
Whitefield døde fra sig selv. Han døde fra sine ambitioner, sin hengivenhed og sin sundhed. Han sagde intet andet end: ”Kristus, jeg vil ikke fortsætte”.

Der må være længsel, og der er tit en omkostning. – Jakob holdt fast i Guds engel, og han sparkede til ham, men Jakob sagde: – Jeg slipper dig ikke!
Og så står solen op. – Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. – Du er Jakob, bedrageren, fra nu af skal du være Israel. Og ud af dine lænder vil Messias komme. Englen rørte ved Jakobs hofte, og han faldt sammen. Og resten af sit liv haltede han.
Når du har kæmpet med Gud, så halter du. Så længsel og død er det, der skal til for at få gaven. Men når vi så får det, hvordan ser det så ud? Hvad er det? Måske er det Åndens gaver som kundskabsord, visdomsord, profeti, tungetale, udlægning, tro, helbredelse, mirakler og bedømmelse.

Men det første og det vigtigste er hengivenhed. Intimitet. – Han elsker mig, han elsker mig. Jeg er min elskedes, og min elskede er min. Og over mig har han skrevet kærlighed. Han har stjålet mit hjerte. Lad ham kysse mig med sine læber, hans kærlighed er bedre end vin.
Når vi er fyldt med Guds ånd, er vi fyldt med Guds kærlighed, fordi Gud er kærlighed. Jeg giver gaver til mine børn, så de kan vide, at jeg elsker dem. Det er demonstration af kærlighed.
Gud elsker dig, Danmark, han elsker dig, kirke, han elsker dig. Han gav sit liv for dig, han vil have, du skal kende hans kærlighed. Og når du er fyldt med hans kærlighed, så elsker du ham igen.
Jeg er min elskedes, og han er min.
Hvordan kan Paulus juble i fængslet? Fordi han er fuld af kærlighed. Og hvad er lænkerne og piskeslagene sammenlignet med kærligheden?

Den anden ting er autoritet, kraft, dynamis, som det hedder på græsk.Guds kraft og autoritet hviler over den salvede.
Før vi modtog Ånden, var det svært for os at gøre nemme ting.
Efter at vi har modtaget Ånden, er det let for os at gøre vanskelige ting.
Vi får kraften til tjeneste, til at lide for ham, til at lægge vores liv ned for ham. Vi får kraften til at give alt væk for ham, til at helbrede de syge og oprejse de døde. Vi får kraften til at uddrive dæmoner, til at transformere samfundet og til at se liv forvandlet.
Det er mere af Gud i os og igennem os. Mere af Gud i vores samfundsstruktur, mere retfærdighed, mere barmhjertighed, mere medlidenhed, mere retfærdighed, mere hellighed, mere som himlen, himlens rige på jorden.
Hvordan kommer de ting? De kommer, når jeg gi’r mig selv til ham, så gi’r han sig selv til mig.
Jeg længes efter ham, jeg dør for mig selv. Jeg bliver salvet med Ånden, jeg har intimitet med Kristus. Og så har jeg autoritet til at gøre en forskel for ham. Amen, amen.
Af Simon Ponsonby

(Bibeltimen blev holdt på SommerOase 2011.
Du kan også læse Simon Ponsonbys bibeltime om Jesus og Simon Peter i Udfordringen 7/3 2012 og en bibeltime om Ordet i 43/2011)