Tårer af sorg og tårer af glæde
I denne Olympiadetid kan vi se mange tårer, både af glæde og af sorg. Glæden over at vinde og sorgen over at tabe. Tårer hører menneskelivet til, og i et normalt følelsesliv er der både en tid til tårer af sorg og en tid til tårer af glæde.
Af Stig Christensen
Sognepræst
Jesus græder ved sin gode ven Lazarus grav. Jesus var ven af huset og besøgte jævnligt Lazarus og de to søstre Martha og Maria.
Under Lazarus sygeperiode tilkaldte de Jesus, men han kom først frem til Betania efter Lazarus begravelse.
Jesus deltager i sorgen, besøger graven, og på normal menneskelig vis giver han udtryk for sine følelser.
Her som mange andre steder viser Jesus sin sande menneskelighed.
Men kort tid efter viser han også sin guddommelige kraft, da han kalder Lazarus ud af graven. Underet og hans ord ved denne lejlighed:
Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, frembringer tårer af glæde og vil altid, dengang som nu, ændre et menneskes livsholdning, når ordene modtages i tro.
Kort tid derefter græder Jesus igen. Det er Palmesøndag, og Jesus hyldes af folkemasserne, medens han på sit æsel er på vej ned ad Oliebjerget.
Han stopper op, ser ud over Jerusalem, begynder at græde, hvorefter han siger:
Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For fjenderne skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.
Nogle dage efter korsfæstes Jesus, og knap 40 år efter ødelægger den romerske besættelsesmagt Jerusalem.
Mange græder ved Jesu korsfæstelse, og langt flere græder, da Jerusalem ødelægges af romerne.
Men sorgen vendes til tårer af glæde for de kristne, da Jesus påskemorgen går ud af graven og senere viser sig for alle disciplene. Døden og dens rædsel er endelig besejret.
De mange tårer over Jerusalem vendes til tårer af glæde, da staten Israel oprettes i 1947, og Jerusalem nogle årtier senere af Knesset erklæres for jødernes evige hovedstad.
Bibelens Gud er ikke kun evighedens Gud, men også historiens Gud, hvilket Israel er sat til at minde os om.
Søndagens evangelium om kvinden ved Jesu fødder er både bevægende og hjertegribende. Hvad skal et menneske stille op med sin store glæde, sin store sorg eller sit forfejlede liv?
Kvinden fandt løsningen. Hun stillede sig bag ved Jesus, lod alle tårerne af glæde og af sorg dryppe ned på Jesu fødder, tørrede dem bort med sit hår, kyssede hans fødder og salvede dem med olie. En meget stærk tilbedelses- og kærlighedshandling, som Jesus tager imod og belønner med ordene om tilgivelse og: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!
Kvinden var kendt i Kapernaum, hun var letlevende, vel nok prostitueret, og derfor foragtet af de fleste og måske også af sig selv. Det forfejlede liv mødte Jesu kærlighed og tilgivelse og gav derfor tårerne frit løb.
Tårer ved Jesu fødder indeholder både tårer af sorg og tårer af glæde, nogle gange adskilt, andre gange samtidig. Når et menneske konfronteres med Jesu hellighed og fuldkomne kærlighed, er der særdeles god grund til at græde over sin egen syndighed, mangel på hellighed og sand kærlighed, og når et menneske møder Jesu tilgivelse, er der al mulig grund til at græde af glæde.
Kvinden græd over sin synd og kyssede Jesu fødder af taknemlighed.
Når mennesker i dag får et sandt møde med Jesus, sker det samme som for kvinden.
Tårer af sorg og tårer af glæde presser sig på. I dette møde skabes den frelsende tro.
Du, som freden mig forkynder, Du en frelser, jeg en synder, Du med amen, jeg med bøn, Du med nåden, jeg med skammen, ak, hvor vi to passer sammen, Du Guds salvede, Guds Søn!
Den Danske Salmebog nr. 520.
