Regnvejr i kirken

Om at ”stå i regnvejr” i kirken og være meget, meget glad under fællesbøn.
For et stykke tid siden havde jeg en fin oplevelse, da der var lovsang og forbøn i Strandkirken. Vi afsluttede aftenen ved at samles i en stor rundkreds til bøn, og mens vi stod der, fik jeg en fornemmelse af ”at stå i regnvejr”. Og jeg var meget, meget glad i regnen.
Det føltes fuldstændigt som om, at jeg stod i silende, men utrolig blid regn. Og at regnen gjorde mig ualmindelig glad indeni, så jeg bare kunne smile, smile, smile.
Jeg fortalte efterfølgende ganske kort en præst om det – og han kaldte det ”Strømme af nåde”. Det synes jeg lyder så smukt.
Det var i øvrigt lidt pudsigt: Netop på det tidspunkt, hvor det regnede i kirken, var jeg i gang med at samle stof til en artikel om nåde.
Da jeg kom hjem fra kirken, skrev jeg hastigt et par linjer om oplevelsen – til en mulig klumme engang i fremtiden – mens jeg endnu huskede det tydeligt.
Men klummen her og artiklen blev ellers i øvrigt lagt lidt på hylden…Nogle gange skal tekster eller oplevelser lige modnes en stund.
Måske var det også min forestilling om, at en af mine sindige præste-vejledere nok ville foreslå lidt ventetid, der fik mig til at arkivere den?
Eller – det er faktisk lidt sårbart at offentliggøre sådanne oplevelser. Måske lidt af hvert.
Men forleden fik jeg så en fornemmelse af, hvem der var den helt rigtige til at afslutte artiklen om nåde med nogle udtalelser. Og så kom jeg jo også i tanke om klummen og regnvejrs-oplevelsen igen.
Og jeg blev helt glad bare af at læse de par linjer, jeg havde skrevet. Og huske, hvor fint det var at stå der i kirken i silende regn.
Jeg tror faktisk aldrig, at jeg glemmer det.

Af Tina Varde
Freelance-journalist, Solrød Strand