60.000 unge lovpriste Gud

Alle de største kristne musikere var samlet for at lovprise og gøre Jesus kendt og for at bekæmpe menneskehandel og fattigdom.I Atlanta i USA var et rekordstort antal unge samlet for at gøre Jesus mere kendt.
Over 2500 frivillige var med til at gøre årets Passion 2013 til en stor oplevelse for deltagerne, som især var unge mellem 18 og 25 år. Foruden de 60.000 på stadion fulgte 170.000 mennesker fra 130 lande med på live-streaming over internettet.
Årets talere var John Piper, Beth Moore, Francis Chan, Judah Smith og Gary Haugen. Det tunge skyts var også taget i brug ved lovsangen, der som altid var en vigtig del af konferencen. I år var det Chris Tomlin, Matt Redman, Christy Nockels, Kristian Stanfill, Charlie Hall, David Crowder, Lecrae og Jesus Culture, som stod for den.
Louie Giglio, som også talte på konferencen og grundlagde Passion i 1995, siger:
– Grunden til, at Passion eksisterer, er at vi ønsker at se en generation sætte alt ind på det, som betyder mest – og det er at gøre Ham kendt, som redder og genopretter, og det privilgie vi har ved at leve vores liv fuldt ud ved at ophøje hans navn i alt, hvad vi gør.

Gør noget nu

En stor del af konferencen handler om det, som mange kalder moderne slaveri: Menneskehandlen, som 27 millioner i hele verden er udsat for hver dag. Passion har startet kampagnen ’Do Something Now’ og har siden 2007 samlet ca. 30 millioner kroner ind for at stoppe denne menneskehandel. De forsøger at kombinere lovsang og retfærdighed. Lederen af kampagnen, Bryson Vogeltanz, mener, at denne generation kan stoppe menneskehandlen helt:
– Som et resultat af dette har vi set slaver blive sat i frihed, børn blive sat fri, de sultne få mad, kirken er blevet udrustet, kvinder er genoprettet, Bibelen er blevet oversat, brønde er gravet, der er sket helbredelse og meget mere, siger han.
Ligesom sidste år donerer de mange deltagere også sokker og håndklæder til byens hjemløse. Sidste år blev der samlet 36.000 håndklæder og 150.000 sokker sammen, hvilket var nok til at give herbergerne for hjemløse nok til et helt års forbrug. I år forventes tallet er blive lidt højere.
Henrik