På Heidi Bakers hjemmebane
Joanne Mensink har været knap tre måneder på missionsskole hos Heidi Baker i Mozambique. Her mødte hun Guds kærlighed og blev inspireret til at elske mennesker ét af gangen.- Jeg kan huske, at jeg havde set en video med Heidi Baker, mens jeg boede i Danmark. Jeg anede ikke, hvem hun var. Jeg syntes bare, hun var mærkelig.
Ordene kommer fra Joanne Mensink, som har været på en ti-ugers missionsskole i Iris Ministries i Mozambique i slutningen af 2010.
Iris Ministries er Heidi Bakers organisation, hvorfra hun hjælper mange tusinde børn i Mozambique hver dag. Nogle af børnene bor på børnehjem, og andre kommer blot til organisationens forskellige baser i landet for at få et dagligt måltid mad. Det var nu slet ikke en del af Joannes planer, at hun skulle derned.
Hun flyttede som barn med sin familie fra Holland til Danmark. Her blev hun boende og tog en bachelor i kommunikation i Aalborg. Derefter ville hun videre til USA og læse sin master.
– Jeg elskede at være i USA og havde lyst til at blive der altid, smiler hun.
Men nogle oplevelser på et møde med Heidi Baker kom til at ændre alting.
– Først, under lovsangen, så jeg nogle afrikanske børn og begyndte at græde rigtig meget. Det var vildt mærkeligt. Derefter gik jeg frem, fordi Matt Sorger i mødets indledning inviterede unge under 30 frem for at modtage et ord. Han sagde, at Gud ville sende mig til de små.
Nå, tænkte jeg, spændende, husker Joanne. Da Heidi kom på scenen, kunne Joanne konstatere, at de havde helt ens tøj på.
– Vi havde begge sorte bukser og top med en åben turkis cardigan over. Efter mødet kom en kvinde og profeterede, at hun så mig som en lille Heidi Baker, fortæller Joanne, som var meget overvældet af alle oplevelserne.
Bagefter ville hun skynde sig ud og blot tage en brochure med sig om Iris Ministries.
– Igen var det så underligt. Selvom amerikanere har ry for at presse lidt på og være fremme i skoene, var hende her usædvanligt pushy. Selvom jeg fortalte, at jeg havde en aftale, blev hun bare ved med at hive i mig og fortælle mere om skolen i Afrika, fortæller Joanne, som gik hjem og bad over alt det, der var sket, og oplevede at blive mindet om et skriftsted.
Alligevel var hun i tvivl og havde ikke særlig meget lyst til at tage til Mozambique.
– Jeg havde ingen penge, men fik hjælp til at skrive et støttebrev. Hver gang jeg tænkte: Nej, det er ikke fra Gud, for der kommer jo ingen penge!, så kom der lige en stak penge ind på kontoen igen. De sidste penge lånte jeg af min søster. Så tænkte jeg Så er det i hvert fald ikke Gud. Senere fandt jeg ud af, at hun havde set det lån som en investering i mig, forklarer Joanne, som derefter tog afsted.
Hun blev hurtigt overvældet af den kærlighed, som var på Pemba, hovedbasen i Mozambique.
– Al den kærlighed provokerede al min oplevelse af forkastelse frem til overfladen. Det var rigtig hårdt, forklarer Joanne.
– Jeg havde lidt tænkt, at jeg skulle ned og redde alle børnene. Men mange af dem var rigtig ødelagte og fik mig til at opføre mig som en voksen forældreløs, forklarer Joanne, som oplevede, at Gud sendte hende derned, for at hun bedre skulle forstå, at han virkelig har adopteret hende som sit eget barn.
Det var også hårdt for Joanne konstant at blive kontaktet af de mange børn, som opholder sig på Heidi Bakers område.
– Der var hele tiden nogen, som tiggede om opmærksomhed, og det er hårdt konstant at blive præsenteret for den ekstreme fattigdom, forklarer Joanne.
– Selvom jeg ikke selv havde meget, havde jeg så uendelig meget mere end dem.
Det var en balance, som Heidi Baker også havde haft svært ved at leve med i begyndelsen.
– Hun fortalte os, hvordan hun gav sine klip-klapper væk hver gang, hun tog ind på lossepladsen. Indtil Gud sagde, hun skulle lade være og få noget sund balance, forklarer Joanne, som lagde mærke til, at Heidi og Rollands hus hverken var en lerhytte eller et palads.
– Det var et fint lille hus med air-condition.
På missionsskolen var der hver uge nye temaer, og ind imellem underviste Heidi Baker også selv.
– Jeg oplevede, at Heidi gav sig god tid til at ligge på scenen og tilbede, når hun kom, og efter undervisning gav hun sig god tid til at snakke med dem, der var til stede.
For mig var det rigtig dejligt at se, at det for hende slet ikke handlede om, hvor mange kirker, hun kan plante, eller om at nu skal du også evangelisere for din nabo. Det griner hun bare af. For hende handler det om at møde mennesker en til en og elske dem med Guds kærlighed, forklarer Joanne.
Jeg kan huske, at på en af vores ture ud til landsbyerne sad jeg en hel dag sammen med en 60-årig dame, som ikke engang havde en seng. Jeg syntes det virkede så uoverskueligt at gøre en virkelig forskel, men på hjemturen den dag mindede Gud mig om, at det er hans kærlighed, der gør forskellen, forklarer hun og citerer fra Romerne 8, hvordan hverken nød eller død eller sult eller fattigdom kan skille os fra Guds kærlighed.
Efter missionsskolen rejste Joanne til Holland, hvor hendes familie stammer fra. Der sluttede hun sig til Mattheus van der Steens tjeneste Trin, hvor hun blev involveret i healing rooms.
Men hun har taget mange ting med sig fra Iris Ministries.
– Jeg prøver at leve et liv i balance. Jeg skal ikke leve efter afrikansk standard i Europa, men jeg vil heller ikke være styret af materialisme. Jeg prøver at klare mig med så lidt som muligt, forklarer Joanne, som har fået et fadderbarn, efter hun kom hjem.
– Heidi Baker sagde rigtig meget ligesom Mother Teresa: If you cant feed hundred, then feed one – hvis du ikke kan brødføde hundrede, så brødfød en.
– Nogle dage blev vi undervist sammen med de fattige pastorer, som gik på hendes bibelskole. De var så fattige, men de var så fulde af det åndelige. Nogle gange tror jeg, at vi sulter mere i Vesten, men vi opdager det bare ikke, fordi vi er så fysisk mætte, forklarer Joanne, som har fået en nød for Holland, siden hun flyttede tilbage.
– Der er så mange mennesker her, som lider indvendigt. Dem kan jeg få lov at nå ind til med Guds indre helbredelse, forklarer hun.
