Evangeliet på fire hjul
Henry Larsen møder mange forskellige mennesker i sit job som taxachauffør. Det giver utallige muligheder for at bede for syge og fortælle om Jesus.
Af Henry Larsen
Taxachauffør og prædikant
Døren lukkede sig atter i min taxi efter sidste kunde med en lyd, kun en Mercedes kan give. Denne gang var jeg imidlertid specielt glad for soltaget, for jeg kunne ikke få hænderne ned igen.
Kunden, der forlod mig, gik ind på hospitalet med krykkerne under armen for at aflyse den forestående knæoperation. NN havde oplevet smerter i årevis, prøvet morfin og alle afskygninger af smertestillende piller og var endt på binyrebarkhormon, angiveligt et af de sidste vidundermidler.
Var så henvist til operation, da sidste mulighed var passeret. Jeg fik NN´s historie, og den mundede ud i spørgsmålet, at hvis jeg kendte en, der kunne hjælpe, var det nu, jeg skulle sige det.
Den ville jeg ikke lade ligge og sagde, at det gjorde jeg da. En vis stilhed bredte sig, og jeg gjorde høfligt opmærksom på, at ham der kunne hjælpe var Jesus af Nazareth. Jamen, hun troede skam på Jesus, da hun gennem den lokale præst var kommet til tro gennem sorgbearbejdning, men den med helbredelse havde hun ikke meget tro på.
Jeg henledte hendes opmærksomhed på, at man ikke rigtigt kunne skille Jesus fra det, han sagde. Han sagde blandt andet, at den, der troede på ham, skulle gøre de gerninger, han gjorde. Den godtog hun, og vi enedes om at bede til vores Far i himlen. En enkelt bøn blev bedt, men jeg nåede ikke enden, før NN udbryder meget forbavset: Mine knæ kribler, mine knæ kribler, og alle hendes smerter forsvandt for første gang i mange år.
Jeg opfordrede hende til at træde ud af bilen og afprøve knæene. Kort efter stod hun på fortovet og stampede i jorden, fuldkommen uden smerter og meget overrasket. Vi fik en meget spændende samtale á la; Hvordan kunne det ske? på vej til hospitalet i Regionen, hvor hun gik ind og aflyste sin aftale – med krykkerne under armen.
Kræft i kæben
En ældre mand kommer ind i taxien og proklamerer, at nu var det slut. Det havde lægerne selv sagt! De kunne ikke gøre mere! Jeg mente derimod, at det var ikke noget, de bestemte.
Jamen han havde kræft i munden. Ja, svarede jeg, og den sidder i venstre kæbe. Tavshed. Svar: Kan du se det? Nej, Helligånden fortalte mig det. Tavshed. Herefter fulgte så et forsøg på en forklaring om kundskabsord fra Paulus 1. Korinterbrev kapitel 12, og at Herren havde en gave til ham. Vi bad, mens vi kørte, og han havde en dyb, fredfyldt oplevelse, en fuldkommen ro overvældede ham. Samtalen, der fulgte, talte om hans start på livet gennem KFUM, men et liv levet uden Gud, og nu bankede Herren på døren igen. Han forlod mig med ordene, at han oplevede at få en ny chance.
Tilbage til soltaget. Pladsen her rækker ikke til. Manden, der køres ud i kørestol, går helbredt hjem. Kvinden med hørbar gurglen i luftvejene, der helt forsvandt. Kvinden med skimmelsvamp i venstre lungespids og iltapparat under armen. Hertil utallige opmuntringer om vished for Guds accept, tilgivelse og kærlighed under tårer. Vores Jesus har ikke forandret sig og hans kærlighed heller ikke.
En tabt identitet
Alt hvad Jesus gjorde og sagde har så mange lag og erkendelser. Hist og pist er der indlagt små hentydninger til vinkler, der pludseligt springer ud af skriften. En af disse har for mig været historien om Zakæus i Lukas 19. Vi læser om en mand, der på trods af sin jødiske baggrund har valgt at samarbejde med romerne. Han har påtaget sig et job, der har lagt ham for had af alle sine egne og isoleret ham i den sammenhæng, han lever i. Han er ikke alene skatteopkræver, men overtolder, dvs. den, der stod i spidsen for hele inddrivelsen af skatter pålagt af det romerske overherredømme.
Jesus lærte os gennem en snak med Peter i Mattæus 17:24-27, at skat er noget, overmagten opkræver af de fremmede og ikke sine egne børn, og så sendte Jesus Peter ud for at fiske!
Vores historie handler imidlertid om Zakæus og hans tabte identitet, en søn af Abraham. Zakæus var som død for sin samtid. Ingen hilste på ham på gaden, han levede helt sit eget liv uden nogen familierelation. Netop denne mand opsøger Jesus og erklærer, at i dag er frelsen kommet til hans hus.
Zakæus omvender sig og erklærer sig villig til at tilbagebetale al uretfærdig vinding opnået i kraft af hans position som overtolder. Jesus erklærer, at også Zakæus er en søn af Abraham, og genskaber derved hans identitet i det samfund, han lever i. Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.
Jesus taler om det fortabte og ikke de fortabte, da ingen er fortabt på denne side af Jesus genkomst og den endelige dom.
Formålet med at Gud blev menneske i Jesus Kristus var at genskabe/frelse/helbrede det fortabte, vores identitet som Guds børn.
Vandrer vi i vores identitet?
Spørgsmålet i dag er, om vi vandrer i vores identitet, i vores arv, eller vi er som børn, der skal pusles. Der er to ender på en baby: En, der larmer, og en, der lugter. Det er ok, så længe vi vokser ind i vores identitet og arv som Guds sande børn sat i en tid som denne. Har Gud ikke fastsat tider og steder? Er vi ikke nøjagtig, hvor vi skal være i en tid som denne?
På vej ind i en ny tid
Jeg tror, kirken/bruden er på vej ind i dens fornemste periode nogen sinde i kirkehistorien. Kundskaben om Guds herlighed skal dække jorden, som vandet dækker havets bund, og den tid nærmer sig. Vandspejlet stiger nu.
Jeg har tjent Herren i 33 år, men de sidste to år har været uden sidestykke. Jeg tror, vi står over for den største udgydelse af Guds Ånd siden kirkens første tid, måske større. Gud henter ikke sin perle, sin brud ud af verden uden at efterlade et vidnesbyrd om sin ufejlbarlige godhed.
Tværtimod er den Ånd, Jesus virkede i, udgydt over hans kirke til at sende glædesbud til ydmyge, frihed for fanger, lovsang for modløst sind osv.
Jesu tjeneste fortsætter gennem hans menighed, bruden. Han sagde: Som Faderen sendte mig, sender jeg Jer.
At vores æt skal kendes blandt folkene, vores afkom ude blandt folkene. Alle, der ser os, skal kende os som slægten, HERREN velsigner. Israel gik ikke stille ud af Ægypten, Bruden går ikke ud stille heller. Det er enten radikal omvendelse eller business as usual. Jeg beder til, at den profetiske tjeneste kommer op og virker endnu mere i kirken, så vi finder vores sande identitet i ham, som kaldte os. Årsagen til, at vi ofte finder, disciplene diskuterende, hvem der var den største, ligger måske i, at når man er sammen med Jesus, er man helt unik og fantastisk i hans øjne, hans mesterværk i skabelsen. Det kan man ikke undgå at opleve. Hvis hans navn er vidunderligt, hvad gør det så ved dem, han bor I?
Glem fortiden
Glem fortiden, den har Jesus gjort op med. Faderen handler kun ud fra den identitet, han ser i os: Den fremtid, der venter os i ham, for alt samvirker til gode for dem, der elsker Herren. Nu og fremad, fra herlighed til herlighed, er parolen i Guds Rige. Lad os rette vores rygge, da vores forløsning nærmer sig. Vandspejlet stiger. Lad os få olie på vores lamper, mens tid er.
