330 børn mødte Jesus på slottet

Tredje klasserne fra Haderslev og omegn – og de mange optrædende præster – oplevede historien om Jesus med alle sanser på Gram Slot, da Haderslev Skole-Kirke Samarbejde i sidste uge indbød til rollespillet Jesus på slottet.330 børn fra 3. klasserne i Haderslev og omegn fulgte i sidste uge Jesus og hans disciple til Jerusalem på Gram Slot. Undervejs blev en blind helbredt, og det hele endte med en stor fest hos Zakæus.

Børnene gør deres ”palmegrene” klar til indtoget i Jerusalem, hvor de synger salmen ’Gør døren høj, gør porten vid, den ærens konge kommer hid’.

Børnene flokkes om ”Jesus”, alias Grams sognepræst Johannes Gjesing, mens han fortæller om drengen, der fik hele sin arv udbetalt og rejste langt hjemmefra:
”Han skrev aldrig til sin gamle far og han blev boende lige til han ikke længere havde råd til at gå på Mac Donalds og måtte leve af svinefoder. Til sidst gik han hjem til far og sagde undskyld. Men hans storebror var vildt sur og forarget…”

”Pas på Zakæus”

Mens Jesus taler, går en lille, fint klædt ældre mand med en stor taske rundt mellem tilhørerne.
– Pas på Zakæus, han vil tage jeres penge, siger én.
Zakæus bliver buhet væk og løber hen mod et træ.
Vi følger nu Jesus på vej mod Jerusalem, dvs. slottet. Undervejs møder han den blinde Bartimæus:
– Du Davids Søn, forbarm dig. Jeg kan ikke se, råber han.
Bartimæus bliver helbredt og råber ”Halleluja”. Derefter følger han med Jesus og hele flokken af børn, disciple og et æsel.
Nu passerer Jesus det store træ, hvor man lige kan skimte den fine herre fra før. Jesus fortæller ham, at han godt kan ses nede fra jorden. Og Zakæus bliver glad, da Jesus siger, at han vil besøge ham.

En lænket Paulus

Før vi går ind i selve slottet, får vi alle blå pusser på fødderne. Herefter deles vi op, så klasserne på skift besøger disciplene. Sammen med Favrdalskolens 3b og deres klasselærer Helle Mikkelsen begynder jeg hos apostlen Paulus, der har lænker om hænderne og en fjer i hånden. Han dramatiserer beretningen om, hvordan han lærte Jesus at kende ved at falde ned på gulvet og gnide øjnene, som blev blinde ved lynnedslaget.
– Taler du altid om dig selv i tredje person, spørger en af de kvikke elever. Og Paulus, alias Erik Holmgaard prøver at forklare.
– Vi skal hilse dig fra Jesus, siger en anden.
– Jeg har set dig til Middag på tværs, og du har konfirmeret Jesper, siger en tredje.
Til sidst giver Paulus alle børnene en lille tekst, han har skrevet på græsk. Heldigvis har den en dansk oversættelse, så børnene kan læse om tro, håb og kærlighed.

I skal knæle for mig

Nu lyder et trompetsignal, og vi går op til Kajfas’ palads.
– I skal knæle, når I møder nogen så from og vigtig og retfærdig som mig, siger han og knejser i sin røde kåbe.
Børnene knæler og bliver nede på gulvet, mens Kajfas spørger dem, om de kender loven. Jo flere af dem har loven med, og de kan citere de ti bud. Det er Kajfas godt tilfreds med, men han har et problem:
– Der er en ond mand ved navn Jesus, som løber rundt og fortæller slemme ting. Han vil rive templet ned.
– Nej, han er god, han gjorde mig rask, siger Bartimæus.
– Jeg var ond, men jeg må også være med. Jesus gør mennesker gode. Nu vil jeg leve anderledes og holde en stor fest, siger Zakæus.
– Jesus er ikke Guds Søn, han er Josefs søn, siger Kajfas.
– NEJ, han er Guds Søn, råber børnene.
– Jeg vil slå Jesus ihjel. Er der nogen, der vil hjælpe mig med at fange ham? spørger Kajfas.
– Jamen så bryder du et af de ti bud, siger en dreng.
– NEJ, for Gud har pålagt mig at gøre det, hævder Kajfas. Mens stemningen er tydeligt imod ham blandt børnene, da trompeten kalder os videre til Maria Magdalene, som er ved at gøre rent. Hun fortæller en trist historie om sit liv som forældreløs og udstødt.
– Men Jesus får folk til at smile igen, så nu følger jeg ham! fortæller hun.

Ingen græshopper

Nu kalder trompeten os ned i slottets fangekælder, hvor en vildt udseende Johannes Døber sidder lænket.
– Dejligt med besøg, siger han. Jeg får ikke så god mad her. Det var meget bedre med græshopper og honning ude i ørkenen. Der fortalte jeg folk om Jesus, og jeg sagde, at de skulle opføre sig ordentligt.
– Øgleyngel!, sagde jeg. Omvend jer og bliv bedre og bliv døbt i Jordanfloden. Men så en dag kom Jesus, og jeg døbte ham….

– Har Jesus det godt? Får han noget at spise? spørger Jomfru Maria børnene.
Får Jesus mad?

Ved siden af fangekælderen ligger køkkenet, hvor Jomfru Maria står og rører i en gryde.
– Har I set Jesus? Har han det godt? Får han noget at spise? Jeg kan godt blive lidt bekymret for ham, fordi han siger mange farlige ting!
– Ja, ham Kajfas er rigtig vred på ham, siger et barn.
– Ja, jeg er bekymret, men jeg er også rigtig, rigtig stolt. Da han lavede vand om til vin til et bryllup, da skulle I bare have set de folks hoveder, da de smagte på det!
Simon Peter står og fisker ved voldgraven. Han snakker med børnene om, hvordan han engang svigtede sin bedste ven. Men Jesus tilgav mig, siger han.

– Velkommen til min fest, kære venner, råber Zakæus. Og så er der boller og juice, mens trompeterne spiller til sangen ’Du, som har skabt millioner af stjerner’.
Fest for alle

Til sidst mødes vi alle til fest hos en meget glad Zakæus.
– Han var glad, fordi Jesus tilgav ham, og han fik nye venner, fortæller Alberte på 9 og Asmus og Malte på 10.
– Det sjoveste var i kælderen med Johannes Døber og Jomfru Maria, siger børnene. Men det var også rigtig godt ude i haven i starten! Og så roser de deres lærer, Helle Mikkelsen, fordi hun har givet dem en god kristendomsundervisning.
Læreren er også begejstret for rollespillet. Hun har forberedt klassen ved at lære børnene bibelhistorie og salmerne ’Gør døren høj’ og ’Du, som har skabt millioner af stjerner.’
Også de optrædende præster er glade for at kunne formidle budskabet på udebane.
– Det er fantastisk at kunne levendegøre Bibelen på den måde, siger Simon Peter, alias Peter Kiel Nielsen, fra Sommersted. Børnene både ser og hører og smager bibelhistorien på den her måde!
– Børnene bliver meget optaget af det, og det gør jeg også selv, supplerer Jomfru Maria, alias kollegaen Inge Lindhardt Mikkelsen.
Se www.bibelselskabet.dk.